*Indsæt tekst om, hvor travl jeg har været*

Ungdommens 6 sanser


Kender I det der med at gå forbi et menneske, som dufter på en helt speciel måde? Ikke ham jeg bader kun, når årstiden skifter-typen, men ham fyren på strøget, hvis aftershave lugter præcis, som ham fyren, du var håbløst forelsket forelsket i, da du var 15 år. Jeg ved ikke, hvad det er med den duft, men den kan få mig til at genopleve alle de situationer, glæder og udfordringer, jeg stod midt i for snart ti år siden. Det gav mig ideen til det her: min ungdom i sanser. 

Min ungdom…

… så ud som: D&G t-shirts,  Kawasakis (helst i forskellige farver) og lavtaljede Diesel-jeans (så lave, at man kunne se ens Snoopy-streng et sted langt oppe ad lænden, når man sad ned.) Min hud var som bekendt godt og grundigt gennembagt, og jeg brugte en solpudder om måneden – ikke den nude udgave; den mørkeorange med pænt meget glimmer. 

Nogenlunde sideløbende var jeg forelsket i et look med kobberfarvet øjenskygge og turkis eyeliner under øjnene. Heldigvis var jeg på det tidpunkt stoppet med at barbere mine øjenbryn med en engangsskraber. 

… lugtede af Paris Hiltons parfume, som var den første, jeg nogensinde fik (det var i 11-års fødselsdagsgave, hvis ikke jeg husker helt forkert. Før det gik vi bare med Date-deodoranter.) Jeg sparede så meget på den, at jeg 5 år senere måtte smide resten ud, fordi de sidste dråber havde fået en fusionslugt mellem ged og gedens føde. Alle drengenes hoveder hørmede af ID-voks, og der blev brugt en del, for det var dengang, hår skulle stritte. Jeg blev forelsket til duften af Acqua de gio, og da min store kærlighed ikke ville have mig længere, tog jeg ofte forbi Matas, fik en duftprøve med hjem, som jeg sprøjtede ud på mit sengetøj og græd mig selv i søvn til. Det var dengang, jeg godt kunne lide mænd. 
Jeg kommer heller ikke udenom lugten af kaffe og smør fra brændte croissanter efter mine 6 år på Baresso, som i lang tid var indbegrebet af mit liv. 

… lød som Nothing Else Matters spillet på akustisk guitar af min ekskæreste i 9. klasse. Metallica fulgte med mig – også efter bruddet – fordi jeg valgte at få følelser for eks-kærestens bedste ven, som tilfældigvis også var ret stor fan af bandet. Et år eller to senere rykkede dakke dak-musikken ind i de danske stuer (eller i hvert fald teenageværelser) og en gymnasiefest var ikke god, før vi havde hørt Infinity, Loca People eller Mr. Saxobeat. Ikke meget har ændret sig på den front. 

… smagte af pasta med tun, ketchup og friskrevet ost, som var min ultimative hofret. Jeg lavede den hver dag, når jeg kom hjem fra skole, og den blev skovlet ind i selskab med Dharma and Greg, Beverly-crew og vennerne på Central Perk (det var flowTV’ets storhedstid. Seriezone, kom tilbage!) Men min ungdom smagte også super meget af alkohol. Det startede ud med syregrøn kiwivin og orangefarvet ferskenlikør fra Aldi. Det var ikke specielt spritstærkt, mest smagte det bare af tilsætningsstoffer og sukker, men det gjorde ikke så meget, når man drak en flaske ad gangen. Og det gjorde jeg gerne dengang. 

… føltes som en lang omgang tømmermænd. Når jeg tænker tilbage på mine teenageår, er det lidt foruroligende, hvor meget af min tid jeg brugte på at være træt med tømmermænd. De fleste familiebilleder fra den tid bekræfter også, at jeg ikke var typen, der fjernede min makeup efter en bytur, og mine mørke rende under øjnene var mere udtalte end et nyopereret ansigtsløft. 

Jeg burde måske gå rundt med en del ærgrelse over min meget berusede ungdom, men hvis vi ser bort fra de der 3.g’ere, der mobbede mig, førte alkoholen for det meste kun til gode ting. Og det bringer mig behændigt videre til sidste punkt, som dybest set ikke har sin rette plads her, men det virker alligevel meget passende. 

Som rosinen i sanseenden havde jeg skrevet Ungdommens Umami, og det var før, det gik op for mig, at Umami slet ikke er en sans. Men med bogstavrim som min suveræne styrke (og påskud for at snakke om mænd) var den for god til at udelade. Knægte var nemlig i høj grad mit teenagekrydderi. 
Ulig mange andre teenagere (tror jeg) var jeg dengang af den overbevisning, at jeg var the shit. Sådan helt seriøst: jeg følte mig egentlig ret lækker. Måske havde jeg deller og appelsinhud, eller det havde jeg nok, men jeg aner det dybest set ikke, for jeg var pisse ligeglad. Når jeg tog i byen, var det i lårkort og stilletter, og jeg havde en fest med det. Jeg spiste hotdogs og pomfritter og bællede guldøl hele tiden, og jeg anede ikke, hvad en kalorie var. Blufærdighed eksisterede ikke i min bevidsthed, og den selvsikkerhed afspejlede sig i alt hvad – og hvem – jeg lavede. Og det var ikke så få igen. 

Guderne må vide, hvad der blev af den usårlighed. 

Næste indlæg

*Indsæt tekst om, hvor travl jeg har været*