Ungdommens 6 sanser

Skizoreksi


Signe har anoreksi. Hendes sygdom hedder AnorekSigne. De to har for kort tid siden fået taget nogle billeder af deres nøgne krop. Herefter blev de inviteret i Aftenshowet, hvor de fortalte om, hvor nederen det er at være dem. At de havde fået taget billederne og fået et chok, for det var som at kigge på et skelet. Nu håbede Signe på, at det kunne være en livline til at komme ud. Om ikke andet, at det så kunne hjælpe andre, som er ude på et sidespor, om at huske på, at et liv med anoreksi ikke er et liv. Det er én stor lugtende lort. 

Jeg tror bare, at Signe har overset en væsentlig ting – og jeg bebrejder hende ikke, for hun har seriøse odds, der ikke peger i hendes retning – nemlig hvem eller hvad hun er oppe imod. 

Jeg gav ikke min sygdom noget navn, for det ville være en erkendelse af, at den var der. Og der var intet, jeg ønskede mindre. Men sygdommen, som var en stemme inde i mit hoved, der blandede sig med fornuftige tanker, var der hele tiden. Det kunne nogenlunde foregå sådan her:

Mig: Nu skal jeg have frokost.
Lort: Du er ikke sulten.
Mig: Nej, men jeg skal spise alligevel.
Lort: Hvorfor? Du tager bare på.
Mig: *Begynder at græde og kalder på mig mor. Siger, at jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal have til frokost. Mor foreslår 17 forskellige ting.*
Lort: *Tæller kalorier i samtlige forslag.* “Jeg har ikke lyst til noget af det.”
Mor: “Jeg kan også hente en salat. Ellers ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, Karoline.”
Mig: “Jeg kan ikke mere nu.”
Lort: *Går en tur og lægger os i seng*.

Det er ikke specielt længe siden, jeg var ude og gå med en af mine bedste veninder. Vi kom til at snakke om, om jeg egentlig stadig var syg. Jeg havde jo styr på ‘det der med maden’. Og det har jeg også – med en masse forbehold. Jeg spiser normalt, jeg ser normal ud, men jeg opfører mig ikke altid normalt, fordi der stadig er noget inde i mig, der siger, at normalt ikke er godt. Stemmen snakker meget grimt til mig. Kalder mig fed, klam og ulækker. Den vil have mig ud og gå, selvom jeg har været i gang hele dagen. Den brokker sig, både når  jeg spiser mayonnaise og gulerødder – for begge dele er mad, og mad bliver du tyk af. 

Den gør, at jeg stadig – den dag i dag – kan blive nødt til at spørge min mor, hvad et normalt aktivitetsniveau er, for jeg er så meget ude af kalibrering, at jeg simpelthen ikke selv ved det længere. 

End ikke den ypperste kombination mellem den bedste fortælle- og indlevelsesevne kan komme til en forståelse af, hvordan anoreksi føles. Det er sådan et sindssygt og ulogisk sted at være, og i dag har jeg selv ufatteligt svært ved at huske, hvordan det helt præcis var at være mig dengang. Noget af det skyldes nok fortrængning, mens resten er et naturligt resultat af, at min hjerne var så underernæret, at den ikke fungerede ordentligt. I det hele taget er det, som om 3 år af mit liv er et stort og sort gabende hul.

Af nok cirka samme årsag forvandler jeg mig sommetider til et stort, kynisk røvhul, når jeg ser personer som Signe i fjernsynet eller på gaden. Min indre stemme ændrer sig til noget, der lyder som en skræmmende genklang af alle de ting, min far kunne finde på at sige til mig. Hvornår er du færdig med at tabe dig? Kan du ikke se, hvor forfærdelig du ser ud?

Hvorfor tager du dig ikke sammen? Så svært kan det ikke være. 

Jeg begriber ikke, at du gider spilde dit liv på at være syg. 

Hvorfor lægger du dig ikke bare i sofaen og spiser 10 bakker pomfritter og tager noget fløde intravenøst? Så ville du jo være rask om en måned. 

Det er jo skide forkert at tænke sådan, men det kommer alligevel i splitsekunder. Øjeblikke efter afløses det af dårlig samvittighed, hvor jeg kun har lyst til at lægge mit liv til side og hjælpe. Andre gange tænker jeg kun ét: jeg ville ønske, at jeg var dig. 

Det er med den betragtning in mente, at jeg ikke kan bakke op om Signes projekt (ikke at hun på nogen måde bad om min holdning.) For projektet er i langt højere grad AnorekSignes, og hun bliver kun fodret af st se sine egne knogler. Jeg er så langt, men når jeg kigger på billederne af hende, bliver jeg ikke skræmt fra vid og sans – nærmere det modsatte. Følgende er et postulat, så lad være med at tage det for tungt, MEN: for de, der er på vej ud eller er ved at finde deres vej tilbage, vil billederne ikke virke efter hensigten. Tværtimod. For når din blinde passager først har sat sig til rette, bliver den der. I bedste fald bliver den mindre og mindre, og du kan måske finde et reb til at tøjle dens greb, men du kan aldrig få et holdkæftbolche, der kan få den til at lukke røven. 

Undskyld, Signe, fordi jeg måske ikke tror på dit projekt. Undskyld, fordi jeg hverken tror, at det hjælper andre eller dig selv – hverken nu eller i fremtiden. Jeg håber på, at når du en dag får det bedre – og det ønsker jeg inderligt for dig, at du gør – at du kan slette de billeder, så du kan se fremad. Du vil nemlig altid have en mørk medrejsende, der griber i enhver mulighed for at trække dig tilbage. 
 

Næste indlæg

Ungdommens 6 sanser