Skizoreksi

2 døgn i helvede

– og overdrivelse fremmer forståelsen. 

I forgårs blev jeg sendt hjem fra arbejde, fordi jeg havde det lidt skidt. I ved, ondt i øjenhulerne, lidt tiltagende feber og forkølelse. Da jeg smuttede, var det med afskeden ‘vi ses i morgen!’ for det var jeg oprigtigt sikker på, at vi gjorde. Min krop havde bare andre planer. 

Det sidste døgn har jeg gennemblødt og vendt alle mine dyner, pendlet mellem at ryste af kulde og dryppe af sved (og begge dele på en gang) mens jeg heldigvis ikke har kunnet lugte mig selv, fordi mit snydeskaft har været fyldt op med snot og andet godt. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har været så syg, at jeg ikke har kunnet lave andet end bare at sove. Hvis jeg skal drage nogen form for positiv konklusion ud fra det, må det være, at jeg rent faktisk bare har ligget i min seng. Uden gåture, uden noget noget-som-helst, bare ligget. (Og endelig fået taget hul på Kvinden med den tunge kuffert. Den ER god!) 

Men nu til noget meget mere helvedesagtigt. Nadia, min rumbo altså, bankede på min dør, mens jeg lå og hostede og feberblundede. Jeg havde nok lidt allerede regnet ud, hvorfor hun stod der og så lidt misfornøjet ud. Sagen er den, at hendes kæreste kommer tilbage til København et halvt år før tid, hvilket betyder, at Karo skal ud. 

Så nu er jeg sgu blevet opsagt. Og også snart boligløs, hvis ikke jeg finder et andet værelse at placere min seng og IKEA-kommoder i. Gud, hvor jeg hader at flytte. Og at være syg. Gud, hvor jeg hader, at ting bare ikke kan køre på skinner i mere end et par måneder ad gangen, før et eller andet fucker det up. 

Næste indlæg

Skizoreksi