Der er ikke noget at sige til, at ingen vil have mig, når jeg ikke engang vil mig selv 

Jeg har lagt en plan. Sådan da. 

Nu føler jeg mig ret dum over, at jeg ikke sagde noget lidt før. Det skulle jeg nok have gjort, for så var det måske ikke blevet så stort inde i mit hoved. 
I har været ret så gode – både her og på mit arbejde. Og endnu engang har jeg oplevet, at andre mennesker tager mig meget mere seriøst, end jeg til tider selv kan finde ud af. 

Det kan godt være, at søde ord og komplimenter ad libitum ikke reparerer noget inde i min selvforståelse, er det alligevel den største motivation, jeg kunne få, til at begynde at lægge nogle ting om. 

Ikke at det ikke altid er passende, men lige nu og her virker den legendariske sætning Of course it is happening inside your head, Harry, but why on earth should that mean that it is not real? ret rammende lige nu – og egentlig lidt desværre, for jeg ville gerne være fri for begge. Både det, der foregår på tankeplan, og så det, der rent faktisk er reelt, jeg så gerne vil forandre. 

Det er så bare min tilgang, som – indtil nu – har været helt forkert. Jeg har nok hele tiden gået og tænkt, at før jeg kunne få det bedre med mig selv, skulle jeg ændre på, hvordan jeg så ud. Det har slet ikke strejfet mig, at det måske var den anden vej rundt, der nok ville være den mest optimale løsning. (Den erkendelse giver jeg JER fuld kredit for!) 

Så med hel enorm og fuldstændig overvældende opbakning fra min arbejdsplads (og JER!) er jeg ved at lægge en plan. Den er ikke helt køreklar endnu, men der er et par konkreter, der i hvert fald er lagt fast. Og heldigvis har jeg på fornemmelsen, at universet er med mig. 

Først og fremmest havde jeg nemlig besluttet mig for, at alt mit gamle tøj skal ud. Åh, hvor kommer jeg dog i elendigt humør, når jeg dagligt roder rundt i kommodeskuffen og støder på bukser størrelse 32/børneafdeling i H&M, som måske bare hverken er eller bør være mit tøj. Umiddelbart efter den beslutning blev jeg standset af Ulrikke og hendes mor på gaden, for Ulrikke er stor Harry Potter-fan, og hun ville gerne vide, hvor jeg havde fået fat i mit Hogwarts-indkøbsnet (forstår hende godt, det er awesome!) Med stor beklagelse måtte jeg fortælle, at det var fra Primark, som hverken ligger i eller leverer til Danmark. Hun begyndte at se lidt trist ud, og jeg blev selv lidt trist. Så jeg tilbød hende, at hun måtte få mit seje HP-tøj, for en fan som hende måtte nødvendigvis være ret sej. Vi udvekslede numre (dvs. hendes mor og jeg udvekslede numre) og hermed er første punkt i min plan godt skudt i gang. Der er selvfølgelig stadig en forbandet mængde klæder, jeg stadig skal af med (også en del jeg godt kan passe, men bare fremkalder dårlige minder) så når jeg alligevel skal kyle sko efter jer, må I også gerne tage noget kluns med. Det er på min regning, vi finder bare en dag. 

For det andet skal jeg til at gøre flere ting, der gør mig glad. Sige ja til dates (hvis det bliver aktuelt), jeg skal drikke mere og stresse mindre, og så burde jeg lege Britney anno 1999 foran spejlet mindst én gang om dagen. 

For det tredje må jeg øve mig i at tænke pænere om mig selv. I stedet for at sige til mig selv, at jeg er klam flere gange dagligt, skal jeg tænke, at jeg er sød og dejlig. 

For det fjerde skal jeg snakke med et menneske, der har forstand på at snakke med en som mig. Umiddelbart havde jeg slet ikke tænkt, at det var der, jeg var, men et eller andet sted, er det jo ret åbenlyst. Jeg har efterhånden en lang historik af problematiske forhold på bagen, og jeg er stadig ikke begyndt at forholde mig til, at det er et halvt år siden (om 15 dage), jeg sidst så min far – og at jeg med en vis sandsynlighed heller ikke kommer til det igen. I hvert fald ikke før om meget lang tid. 

Det lyder jo alt sammen mægtig fint, synes jeg, og selvom jeg desværre ikke allerede synes, at jeg er død-fantastisk – eller det der ligner – tror jeg rent faktisk på, at det begynder at gå fremad. For pokker, det kunne nærmest ikke gå tilbage. 

Så endnu engang tak. 


Jeg satte allerede i gang med Punkt drik mere, stress mindre i lørdags, og David insisterede på at give en øl. Vi sad på toppen af Valby Bakke og lyttede til Kvinde Min, fordi den kære Kim holdt koncert lige ved siden af. Efter én Tuborg gik jeg skævt, men det var kun godt

Næste indlæg

Der er ikke noget at sige til, at ingen vil have mig, når jeg ikke engang vil mig selv