Du skal længere ind. Du skal helt ind i sindet. 

Noget af det, jeg husker tydeligst fra min ungdom, er, at der altid var gang i et eller andet behandlermaskineri, psykologer eller socialrådgivere fra kommunen. Dengang var jeg gået lykkeligt forbi alle slags psykiatriske diagnoser, men det samme kan desværre ikke siges om mine søskende. 

Det er imponerende, at jeg er gået fri, tænkte vi, og da jeg blev 18 år, var jeg overbevist om, at ingen former for hjerteforstyrrelser nogensinde kunne ramme mig. Men det begyndte altså længe før, jeg formelt blev myndig. Hvis jeg siger, at jeg var 14 år, er det nok ikke meget forkert. Alle mine søskende havde det ad helvedes til, og den slags smitter selvfølgelig af på hele familien. Vores køkkenskabe var fyldt op med Ritalin, melatonin, angstmedicin og antidepressiva. Det var over det hele, og når der blev sagt godnat var det altid efterfulgt af har du husket at tage dine piller? 

De så alle tre den samme psykiater, kort efter skulle de have bevilget voksenvenner, og sideløbende blev vi indsluset i noget hejs, som man kaldte for familieværksted. Sidstnævnte endte i en komplet katastrofe, der blandt andet involverede en lillebror, der gik halvt berserk på min fars Jaguar. På hjemmefronten var det nogle lorteår, men på et overordnet plan havde jeg det egentlig fint det meste af tiden. Derfor er min personlige erfaring med psykologer og psykiatere yderst begrænset. Jeg har det også lidt svært med dem, og den følelse begyndte allerede efter første gang, jeg blev udsat for dem. 

Første møde var med Søskendepsykiateren. Det var ham, der udskrev medicin til mine søskende, og det havde han gjort i en rum tid, før jeg fik den ide, at jeg gerne ville møde ham. Jeg følte mig en smule ekskluderet, fordi hele min familie kunne tale langt og længe om et menneske, jeg knapt nok kendte fornavnet på. Så jeg anmodede om en time med ham, og det fik jeg. Imidlertid endte den time med at være 30 minutter, for jeg anede ikke, hvad vi skulle snakke om, selvom der var nok at gå i gang med. Da jeg tog derfra konstaterede han, at jeg i hvert fald ikke havde ADHD, han smilede til mig på en jovial måde, og jeg gik derfra, mens jeg tænkte, at godt nok havde jeg ikke DAMP, men der var stadig helt kogt i mit hoved. Jeg så ham aldrig igen.  

Mit andet møde var med Psykologkvinden, der holdt visitationssamtalen med mig på Center for Spiseforstyrrelser. Hun var så skræmmende, at jeg hellere havde lyst til at gå hjem og dø end at komme tilbage til hende igen. 

Mit tredje møde var med Psykolog-Bo, som var ham, de snakkede med mig og vejede mig hver 14. dag, da jeg var i behandling på Risskov. Jeg kunne egentlig godt lide Bo, men jeg løj også meget for ham, og han formåede ikke rigtigt at hjælpe. En dag sagde han til mig, at han havde snakket med resten af teamet til mig, og de havde vurderet, at jeg ‘ikke responderede på behandlingen og havde brug for en yderligere indsats’. Med andre ord betyder det, at man skal indlægges – på den ene eller anden måde. Retrospektivt var det det, der reddede mit liv, men dengang mente jeg bare, at han havde forrådt mig. Efter den dag kunne jeg ikke se ham i øjnene igen. 

Mit fjerde møde var med Forsikringspsykiateren. Jeg var lige vendt tilbage til studiet, og jeg havde diverse speciallægeerklæringer på, at jeg ikke måtte arbejde ved siden af skolen. Men jeg havde heller ingen penge, så jeg søgte om handicaptillæg, som – selvfølgelig – blev afslået. Herpå fulgte en lang klagesag, som jeg på ingen måde havde overskud til. Den indebar en samtale med Forsikringspsykiateren, som skulle vurdere, hvorvidt jeg var syg nok. Hele samtalen var som en mægling med djævlens advokat, og da jeg gik derfra brækkede jeg mig i en skraldespand i Scandinavian Center, fordi hele sceancen havde været så ubehagelig. 

Mit femte møde, som ikke rigtigt var et møde, fandt sted for et par uger siden. Det var en Forsikringspsykolog, og han var også en mand. Jeg fortæller ham, at jeg hader mænd. Han svarer: Alle mænd? og jeg siger ja. Så er der lang tavshed, før han siger, at han vil få en anden til at ringe mig op. 

Den sjette blev en Hun. 

Før jeg gik i gang med at skrive det her, havde jeg en meget klar pointe – eller måske var det snarere et spørgsmål – udledt af det sjette møde. Men den pointe har jeg ærligt talt glemt lige nu. Så nu får I lige det her, mens jeg kommer i tanke om den åbenbaring, jeg allerede har glemt. 

8 thoughts on “Du skal længere ind. Du skal helt ind i sindet. 

  1. Hmm tænker 5 ikke var helt dum…. han mente i det mindste ikke at du skulle tage dig sammen og samarbejde.
    og nej de skal ikke bestemme ens følelser… De psykologer og psykiater er nogle gange helt tossede i hovedet.
    håber 6 møde gik godt

    1. Hehe, jeg tror skam, at jeg var blevet stillet videre til en anden uanset hvad. Men om den anden var en kvinde, er nok ikke hele tilfældigt. 😉
      Og tak. Både og! Det kommer.

  2. Problemet med den slags mennesker er, at man skal finde en, man rent faktisk har kemi med. Som ligesom SER en, og som man tror, man kan opbygge tillid til. Men de er jo fremmede! Jeg var nogle stykker igennem, før jeg fandt den perfekte. Hun fik virkelig sat mig på vejen mod helt normalt og psykisk sund og glad. Så blev hendes klinik privatiseret, og jeg havde ikke råd til hende uden statens tilskud. Jeg har ikke fundet en god en siden. Det er noget hø.
    Men finder du på et tidspunkt en, du måske godt lidt kunne se dig selv kunne lide, så giv hende for filan en chance!

    1. Det lyder jo som drømmEN, men også som noget der bare kan være helt, helt, helt vildt svært!
      Og desværre tror jeg ikke, det bliver i denne omgang, at jeg kommer til bunds i alt det her. Jeg bliver nok nødt til at vente på dagen, hvor jeg er loaded med penge og kan hoppe mellem en masse, indtil den rigtige dukker op. 😉
      Men det er fedt, at du lige siger det. Jeg havde faktisk fået bildt mig ind, at det bar mig selv, den var helt gal med.

    1. Haha, du har en god pointe. 60 kroner for én session virker som en ganske fordelagtig pris. Måske skal vi snart ændre location. Tivoli, måske? Alle bliver glade af Tivoli!

  3. Jeg søgte også handicaptillæg, og først efter 2,5 år (da jeg var et par måneder fra at blive bachelor), fik jeg det tilkendt. Det er et HELVEDE (og vi er altså soulmates ;)). Få din læge til at skrive, at vedkommende vurderer du er for syg til at arbejde. Det er lige præcis dét, de skal skrive. Det er det eneste vigtige. Held og lykke og uendeligt med forundring over dit søde væsen.

    1. Jesus Kristus, jeg bliver simpelthen så træt!
      Jeg endte med at få det – dvs. bare tidsubegrænset, så tillægget er long gone. Det varede faktisk i kortere tid, end jeg prøvede at få det. 😀
      Og ja, vi er sgu så! Det er til gengæld nice. Jeg varmer mig stadig ved dine ord. :-*

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *