"Adrian, stop. Ellers tilintetgør han dig."

Jeg føler slet ikke, at vi har snakket nok om MIG.

… så her får I en masse ekstra om Yours Truly.

1. Min største drøm er at komme ud i rummet. Hvis jeg en dag bliver milliarder, vil jeg ikke tøve et sekund med at bruge alle pengene på at blive skudt ud i the outer space. Jeg bliver så ør i hovedet af at tænke på livet, universet og alt det der, og jeg kan næsten ikke holde ud, at jeg nok aldrig kommer til at gå på månen.

2. Mine lilletæer har ingen negle. Kun noget, der minder om, men virkelig ikke kan kvalificere sig til at være det.

3. Jeg har irritabel tyktarm, men jeg skal nok lade være med at specificere, hvad det har af betydning for mine WC-rutiner og (over)forbrug af toiletpapir.

4. Noget af det pinligste, jeg overhovedet kan forestille mig, er at have et udtværet øjenbryn.

5. Jeg har haft en del piercinger, men de fleste er desværre væk for nuværende. Den seneste, der røg, var min smiley piercing, som jeg fik lavet, da jeg var i Sydafrika. Folk troede altid, at jeg havde et stykke broccoli siddende mellem tænderne, men jeg elskede den ufortrødent. Sidste sommer skulle jeg bide en pakke skimmelost op, men smykket satte sig fast og blev revet ud (lidt AV.) Den kom desværre ikke tilbage i hullet igen.

6. MIN ABSOLUTTE DRØMMEMAND er ganske utvivlsomt Phil Dunphy. Faktisk kan jeg ikke forestille mig nogen, jeg ville være lykkeligere sammen med.

7. Jeg er ganske afhængig af taleradio. Det første, jeg gør, når jeg vågner om morgenen, er at tænde for P1, og i weekenderne kører min DAB i døgndrift. Min cyklus lyder på 2 ugers P1, afløst af 1 uges Radio24syv, hvorefter jeg skifter tilbage til P1 igen, fordi jeg i længden får stress af 24syvs værter og – til tider – latterlige vinklinger.

8. Det mest rigtige og urkrafts-agtige, jeg overhovedet kan forestille mig, er at sidde og tisse i naturen. Desværre er den slags ret besværlig at praktisere i København – i hvert fald hvis det skal foregå nogenlunde uforstyrret. Sidste gang blev jeg selvfølgelig opdaget, selvom jeg havde prøvet at gemme mig i en busk. Ved København Zoo.

9. Jeg besidder en sær form for social akavet- og samvittighedsfuldhed, som for det meste kommer til udtryk i indkøbssituationer. For eksempel er jeg et af de mennesker, der kan finde på at svare ‘Nej tak’, når ekspedienten ønsker mig en god dag. Så snart det går op for mig, hvad jeg har gjort, traver jeg tilbage til butikken, hen mod den ansatte, og så lyder det som oftest i retningen af: Undskyld. Jeg troede, at du sagde noget andet. I lige måde, hej hej!

10. Jeg har en dårlig vane med at blive lidt forelsket i mine mandlige lærere.

11. Selvom jeg har boet i Aarhus i 24 år, er det umuligt for mig at tale med en aarhusiansk dialekt (hvilket faktisk passer mig ganske OK, da netop den dialekt er den suverænt grimmeste af alle danske dialekter.) Mit sprog kan vel bedst beskrives som Jysk Rigsdansk – dvs. jeg siger BIL-LED-ER (og ikke BID-LER), men jeg udtaler også ‘Maria’ rigtigt.

12. Jeg smadrede mit korsbånd, efter jeg – med ringe succes – dansede til Cotton-Eyed Joe, da jeg gik i gymnasiet. Det betød, at jeg i tre måneder i 3.g rendte halvdeprimeret rundt med krykker og var sur over livet, fordi jeg ikke kunne en skid (udover at facilitere Limbo-stav på dansegulvet til samtlige skolefester. Det var okay, men det kan ikke måle sig med Jersey Turnpiking.)

Jodel i Aarhus

Næste indlæg

"Adrian, stop. Ellers tilintetgør han dig."