En dag kommer der Trustpilot for mennesker. Be kind. Always.

Den lever. Sgu!

… men det ville min far nok ikke gøre, hvis han vidste, hvad jeg bedrev min tid med her i København (eller rettere sagt Københavns Vestegn) – men for nemheds skyld en hurtig opsamling.

1. Som en del skarpe hoveder i min inderkreds allerede har bemærket, så har jeg været en del på Brøndby Stadion i løbet af den sidste måneds tid. Det lyder måske ikke slemt i sig selv, men nu er det bare sådan, at jeg blev opdraget til at elske AGF, allerede da jeg lå i min mors mave og stadig var på fosterstadiet. Som fodboldfan er man nødt til at have en form for ærkerival, og som en af de Hviiieeee har skæbnen (eller min far) forudbestemt, at den nemesis skulle være BIF. En af de første sange jeg kunne udenad, handlede om en Brøndby-fan ‘som var gul og blå i hovedet som en narkoman, og bistandshjælp det syns’ han bare er sagen, han sku’ ha’ været pletten på et lagn’, og hver gang de gule var på skærmen, var det OK at råbe SVIN!!!

Men man har jo et standpunkt, til verden tvinger dig ud i et nyt, og for tiden nyder jeg at heppe halvt på dem, når de er på hjemmebanen. Det er på samme tid den største vanære, jeg overhovedet kan nedkalde på min far, og det er afgjort heller ikke det værste.

I går var jeg desuden vidne til derby-strabadserne, hvor 50 FCK-fans mere eller mindre kortsluttede på stadion og den kampklædte ordensmagt. Lad dette være det endegyldige bevis for, at stoffer er en dårlig ide. Især hvis du i forvejen ikke har nogen hjerne.

2. Før jeg begynder at lyde alt for meget som en Vestegns-assimileret jyde, må jeg hellere understrege, at jeg selvfølgelig ikke slæber mig selv til fodbold (og at jeg overhovedet ikke var fristet af tilbuddet, da det dukkede op første gang) – det hænger hundrede procent sammen med sidste uges nogen-gør-mig-glad-cliffhanger. Det var også ham, der i weekenden erklærede, at min header irriterede ham grænseløst (fordi den var grim, altså) og jeg gik i forsvarsmodus og sagde noget med, at jeg har det OK med, at min blog er den grimmeste i det danske kongerige, OG hvis det var så hårdt for ham at være vidne til, måtte han lave en ny, forbedret udgave til mig. Bitch.

Det gjorde han så, og tadaaaaa! Velkommen til Hvid Kaffe 2.0!

3. I dag har jeg – forgæves – forsøgt at melde flytning intet mindre end 11 gange. Hvad nu med, at vi lige giver Joachim B. Olsen og alt det det disruption en chance?

4. Som yngre var jeg fuldkommen forelsket i Gwen Stefani/No Doubt, hvorfor jeg heller ikke forstår, at det er gået min næse forbi, at hun i 2016 udgav et helt igennem godkendt album. Jeg mener… lyt lige til det her:


5. Min røremaskine er blevet solgt og afhentet, og fysisk kan jeg ikke længere opspore vrede efter den sidste køber. I weekenden fik jeg leverer flyttekasser lige til døren (SMART!!!) fordi flyttekasser – ganske ulogisk – er noget af det mest enerverende at bære rundt på, når de er i fladformat. Jeg er dog stadig ikke gået i gang med at pakke, for jeg kan ikke huske, hvor det er klogt at starte.

6. Så har jeg fortsat undret mig lidt over, at de cyklister, som stædigt fastholder en gennemsnitshastighed på 4,7 km/t, også er dem, der er allerbedst til at ignorere rædt lys. Faktisk giver det ingen mening. (Jeg så forresten en GIGAblogger cykle på Sønder Boulevard i myldretiden, mens hun sms’ede, og jeg hader det virkelig, men lidt af min respekt for hende forduftede i dét øjeblik.)

7. Mens jeg tilsyneladende ikke har prioriteret at skrive noget herinde, kunne jeg åbenbart godt finde ud af at forfatte en venlig anke til Rema 1000, fordi de vist havde glemt at tilberede deres normalt fortræffelige rodfrugtsfritter. Til trods for deres ringe standard formåede jeg stadig at fortære dem på 17 minutter (så hårdt) og nu har producenten sgu sendt mig et gavekort på 75 kroner. Når antallet af brokrøve er så højt, som det er, skyldes det nok, at det kan betale sig.

Og lad os så lige runde af, hvor vi startede, for hvem bliver nogensinde træt af fodboldtosser på coke?

Næste indlæg

En dag kommer der Trustpilot for mennesker. Be kind. Always.