Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har det for fedt eller helt forfærdeligt

Indledningen her grænser nok lidt op til at være lidt mere dobbeltmoralsk, end jeg normalvis accepterer for mig selv, men nu har jeg altså tænkt mig at tale lidt højt om, at mine ord pludselig er begyndt at mangle. Og jeg aner ikke hvorfor.
Forleden havde jeg en samtale med en gut, som for en kort bemærkning oprettede en blog, fordi han havde en masse tanker, han havde brug for at få styr på. Jeg sammenlignede det lidt med Dumbledores mindekar, og det billede var vist meget rammende: efter han havde nedfældet sine ord, følte han, at hans hoved var blevet tømt og klart. Når han havde brug for det, læste han tilbage i sine tanker, fordi det hjalp ham til at finde ud af, hvorfor han havde det, som han havde det.

Altså… bloggeriet blev for hans vedkommende en kortvarig affære, for – efter eget udsagn – havde han ikke flere tanker, han havde behov for at få styr på. Jeg svarede, at det i hvert fald aldrig ville ske for mig, men hvor kunne det dog være fedt, hvis det gjorde. 

Nu er jeg i stedet havnet i den halv-prekære situation, at mit hoved føles som Nørreport klokken 16.47 torsdag eftermiddag: fyldt og friggin’ kaotisk, men jeg aner ikke af hvad. Normalt kan jeg skrive den slags væk. Om ikke andet kan jeg prikke hul på bylden, kradse lidt i overfladen, og så er der nogle, der hjælper mig på vej, men lige nu er jeg en smule på bar bund. 

Når jeg prøver at bryde det ned i små stykker, og det gør jeg en del, så havner jeg hele tiden det samme sted: i mine rutiner. 

Dem er jeg virkelig afhængig af. Da jeg var syg, var mit liv ikke andet end syge rutiner: Hvornår jeg (ikke) måtte spise, hvornår jeg måtte sidde ned, hvornår jeg kunne ses med mennesker, hvornår jeg skulle sove, hvornår jeg skulle op. Alt. De gjorde mig trygge, mens de på samme tid også ødelagde mig og brød mig sammen. Det kom bag på mange, inklusive undertegnede, at de var så stor en del af mig – og hvor svære de var – og stadig er – at bryde ned, da jeg kom til den erkendelse, at det skulle de. 

Mine gåture, eksempelvis. Jeg havde en ide om, at jeg gerne skulle gå 20+ kilometer om dagen, sidde på en romaskine i halvanden time og løfte nogle vægte – bare fordi. Gåturene blev eftertiden en stort problem, fordi jeg typisk skulle klare dem over to gange. Og når man allerede har været igennem tre “træningspas” i løbet af en dag, kan det godt blive udmattende for selv den mest rutinerede. Det blev det også for mig, og en dag eskalerede det i sådan en grad, at jeg helt konkret havde lyst til at tage mit eget liv. 

Sådan kan rutiner være ret elendige. Det har krævet en del angstanfald og lad mig for helvede komme ud herfra-situationer at komme til, hvor jeg er lige nu. Jeg går en lang tur hver dag, og for det meste er det også af lyst. Hvor jeg før aldrig smed skoene, har jeg kæmpet for implementeringen af en ny rutine: computertid efter måltider. Det fungerer herre godt, og det giver mig ro. Den ro har jeg forsømt ufatteligt meget, hvor gakket det end måtte lyde i disse Digitale Detox-tider. 

Jeg formoder, at det her er vigtigt, for ellers giver det ingen mening, at jeg har det, som jeg har det lige nu: drænet, men fuld af gode ting. Træt, men ude af stand til at sove. Rask, men med en mave der hele tiden gør ondt. 

Om tre dage flytter jeg. Og så har jeg en uges ferie. Det tror jeg faktisk er meget godt. 

De her sko er forresten helt perfekte at gå i.