Kan man miste evnen til at blive forelsket?

Jeg snyder jer lige for et billede af min ekskæreste. Til gengæld får I et pragtfuldt citat af Liam-drengen med på vejen.

Jeg kan tydeligt huske, sidste gang jeg var forelsket. Det er snart 10 år siden. Jeg gik i 8.A på Viby Skole, og han gik i min parallelklasse. Min – på det tidspunkt – bedste veninde var også hans bedste veninde. En aften var hun og jeg alene hjemme, hvilket vi havde besluttet os at fejre ved at drikke os i hegnet med en blanding af rødvin, vodka, ouzo og panodiler (der var nemlig sodavandsfest på M/F Broen aka Ecstasyskibet samme nat.) Midt i vores vanvittige teenagerus ringede det på min venindes dør. Det var ham, hendes bedste ven. De havde åbenbart en aftale, som hun havde glemt at aflyse. Hun beklagede mange gange og inviterede ham med ind. Men han havde ikke lyst; os inde fra A-klassen havde nemlig ry for at være en flok dødbiddere af dimensioner. Hvordan hun alligevel fik ham overtalt til at komme ind, har jeg ingen anelse om – men både dengang og i dag, bilder jeg mig selv ind, at det var skæbnen, som førte ham ind i hendes stue den aften.
Hvad der efterfølgende skete, var bestemt ikke kønt. Jeg blev så bacardi, at jeg trængte ham op i en krog i køkkenet, knappede hans skjorte op og prøvede at slikke ham på hans nøgne overkrop (jeg er god til førstehåndsindtryk). Og min veninde og jeg nåede aldrig nogensinde i byen. I stedet brækkede jeg mig i Midttrafiks bybus og faldt i søvn med hovedet nede i toilettet, mens min veninde havde banket hovedet ind i badeværelsesfliserne og var besvimet ved siden af mig.

Det er helt afgjort ikke en af mine stolteste aftener, men det er nok en af de bedste. Dagen efter vågnede jeg op til en SMS på min telefon. Den var fra ham, og han ville bare høre, om jeg var okay. Herefter gik det hurtigt, og vi endte med at være kærester i et års tid. Jeg var så forelsket.

Det er ved at være en del år, en del flirts og en enkelt kæreste siden nu. Desværre må jeg erkende, at jeg ikke har været forelsket, siden jeg var sammen med min folkeskolekæreste. Jeg har haft flere crushs på forskellige fyre, og jeg nærede selvfølgelig også kærlige tanker for min sidste kæreste. Men det blev aldrig nogensinde den der hjerteskærende jeg kan ikke leve uden dig, og jeg har fuldstændig mistet appetitten-forelskelse, som jeg havde oplevet tidligere.

Den erkendelse er ikke rigtigt noget, jeg har brudt mit hoved tidligere. Men i løbet af det sidste halve års tid har jeg nærmest dagligt overvejet, om jeg mon har mistet evnen til at blive forelsket og forgabe mig i et andet menneske. Jeg synes egentlig, at der er en del søde fyre derude, og selvom jeg også kan hygge mig meget med dem og ikke kan udpege umiddelbare fejl og mangler, er det bare lidt, som om jeg aldrig bidder i.  Forstå mig ret; jeg ved godt, at det ikke er normalt at have fundet sit livs udkårne og far til sine børn, når man er 23. Men er det normalt ikke at have oplevet forelskelse i 10 år?

Det bliver jeg simpelthen nødt til at tro på, at det er. Alt andet er simpelthen for deprimerende.