Livsviden fra min bror, som tilfældigvis har Aspergers


Min lillebror, som ikke længere er så lille, har altid været anderledes. Meget følsom, stille og indadvendt, men på samme tid også udstyret med et eksplosivt temperament. Så fik han et ADHD-label klistret på sig, men det var alligevel, som om der var nogle ting, der stadig ikke helt passede. Efter et par samtaler med en klog mand, fik vi at vide, at min lillebror havde Aspergers Syndrom. Eller bare Aspergers. Det er en relativt mild form for autisme, som blandt andet er kendetegnet ved, at man er ret socialt akavet – sommetider grænsende til inkompetent – og at man ofte har en voldsom interesse for små nicheområder. Og jeg må sige, at den beskrivelse også passer ret fint på min bror.

Selvom det var en lettelse at få en forklaring på hans adfærd, har det taget mig lang tid at acceptere, at min bror aldrig nogensinde bliver normal (hvad det så er.) Heldigvis er jeg kommet dertil nu. Jeg hverken betragter ham som syg, diagnoseramt eller handicappet. Han er bare Frederik, min fantastiske lillebror. Helt igennem sin egen.

Klicheer lyder dumme, men der er vel en grund til, at de er blevet til, så… when life gives you lemons!

Følgende er, hvad jeg har lært af min bror.

Lidt om biler, våben og krigsførsel. Han er en mand af få ord. Altså så længe man insisterer på at snakke om noget, der ikke interesserer ham (how rude!). Så selvom han muligvis ikke er klar over hvilken uddannelse jeg går på, så ved han cirka alt om 2. Verdenskrig, koblinger og maskinpistoler. Og han vil meget gerne fortælle om det.

At principper er dumme. Hvis der er noget, min bror dyrker, så er det principper. Principper kan måske være OK, men de fleste af hans er altså ret åndssvage. For eksempel er skyr satans værk, hipstere er til grin, alle produkter fra Apple er l.o.r.t., og så nægter han at spise min lillesøsters mad, fordi hun engang proppede bønnepasta i en portion stuvet hvidkål (hvilket også var ret tåbeligt af hende.)
Derfor har jeg et fast princip om ikke at have nogen faste principper (uuuh, paradoks!)

Find det, du brænder for. Min lillebrors vej gennem skolesystemet har hverken været ubesværet eller direkte. Han har gået på tre forskellige folkeskoler, én specialskole, og i en lang periode modtog han hjemmeundervisning. Vi var alle ret bekymrede for, om han nogensinde ville blive til noget. De bekymringer blev fuldstændig bragt til skamme, da han kom i skolepraktik på et autoværksted. I dag går han på teknisk skole, er i lærer som mekaniker, og han er den dygtigste på hele sin årgang. Det bekræfter blot, at en akademisk uddannelse ikke er svaret for alle. Det vigtigste er, at du er glad, og det prøver jeg ofte at huske mig selv på.

Undgå bagtaleri. Det virker måske som en no brainer, men selvom vi egentlig godt ved, at bagtaleri er noget bæ, kommer vi alligevel ofte til at snakke lort om hinanden. Hunkønnet er nok storslem på det område, og i en familie med 3 døtre, har vi – til tider – været lidt for flittige med at tale om hinanden i små søsteralliancer. Min bror kan imidlertid sleeeeet ikke snuppe bagtaleri. Så hvis vi sidder sammen og snakker, og han pludselig klapper i som en østers, er det typisk, fordi samtalen er kørt over i et spor, som min bror ikke er tryg i. Hvis man sørger for at være opmærksom på, når det sker, er det en god anledning til at stoppe sig selv og tale om noget andet.

Børn kan være onde. Men det er kun, fordi de ikke ved bedre. Før min lillebror blev rykket i specialskole, gik vi på samme folkeskole. Det var også, før vi fandt ud af, at der var noget ‘galt’ med ham. Selvfølgelig havde vi bemærket, at han var anderledes – og det havde de andre børn også. Flere gange oplevede jeg, at drengene fra hans klasse grinte af hans opførsel, og hvordan min lillebror rendte alene rundt i frikvartererne, fordi de andre syntes, at han var underlig. Det var lige hårdt hver gang.

Tavshed er OK. Min bror kan ikke smalltalke. Sådan, overhovedet ikke. Han er heller ikke specielt god til at tale om mere eksistentielle ting. Så medmindre jeg kan spørge ham om noget, som han interesserer sig for eller ved noget om (“Hvilken forskel for bilens ydeevne har det, at udstødningsrøret er større end normalt?” eller “Jeg overvejer at begynde til skydning. Kan du anbefale et gevær?”) er der fuldstændig tavshed. Jeg kan hurtigt komme til at opfatte tavsheden som pinlig og akavet, men sådan har han det ikke. For hvorfor i alverden skal vi snakke bare for at snakke? Smalltalk er godt, men det er stilhed også.

Hvordan kærlighed føles. Jeg kan huske, dengang jeg stadig boede hjemme, og just var hjemvendt fra en uge i Dublin. Hele familien sidder samlet omkring aftenbordet. Jeg kigger på min bror og spørger “nå, Frede. Har du savnet mig?” Hvortil han tørt og uforstående svarer “har du været væk?”. Med andre ord har han aldrig været specielt stor i slaget, når det kommer til kærlighedserklæringer. Og det gælder både for de verbale og non-verbale. Det betyder også, at når jeg en sjælden gang imellem får et kram af ham, eller han giver mig lov til at låne hans gevær, så kan jeg fysisk mærke kærligheden i mit hjerte. Det gør nærmest ondt.

3 thoughts on “Livsviden fra min bror, som tilfældigvis har Aspergers

  1. […] Livsviden fra min bror, som tilfældigvis har Aspergers: Min kære bror er stadig kilde til stor glæde, forundring og frustration. Nu kan jeg tilføje endnu et punkt til listen: Det er dumt at bære nag. Det kan være svært, hvis man har en hukommelse som en elefant, men øv dig i at glemme, tilgive og komme videre. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *