Kropsbehårede tanker

Livet er som et comedyshow

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke giver min hjerne tilstrækkelig credit for dens arbejde. Faktisk ville jeg sommetider ønske, at jeg kunne sende den på ferie og give den et velfortjent hvil. Den kører nemlig hele tiden, især når jeg sover. Jeg har både udtænkt jokes, sociologiske teorier og matematiske formler i søvne. Da jeg vågnede i morges, blev min hjerne gentagne gange ved med at messe et sprogligt billede højt for mig.

Livet er som et comedyshow. Det er ikke nødvendigvis sjovt, men du skal nok få grint, hvis du beslutter dig for det.

Bevares. Vi kan hurtigt blive enige om, at det ikke er danmarkshistoriens mest poetiske analogi, men jeg synes egentlig, at den alligevel rummer en vis portion sandhed.

Jeg har tidligere nævnt mine to Harry Potter-tatoveringer, men jeg har også tre andre. Den første jeg fik lavet, sidder på min venstre hånd. La vie est belle. Livet er smukt.

Hvis du kan genkende håndskriften, er det fordi, du er sej. Det er nemlig Jane Austens. 

Da jeg fik tatoveringen var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg var kvalificeret til at have sådan et statement printet fast på min hud til evig tid. Jeg havde oplevet et urimeligt højt antal dødsfald, hele min søskendeflok havde fået konstateret diagnoser, og mine forældre levede som hund og kat. Kort sagt havde jeg oplevet massiv modgang, men jeg syntes altså stadig, at livet var smukt. Så selvfølgelig skulle det være min første tatovering.

Hvad jeg imidlertid ikke havde overvejet var, at jeg so far ikke havde oplevet tragedier, som helt og holdent var mine egne. I bedste hybris-stil kom de. Selvfølgelig gjorde de det. Og jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at se fidusen ved min tatovering, da jeg var allermest undervægtig og syg og dagligt overvejede at kaste mig ud fra Ringgadebroen. Livet er smukt, min bare røv. 

Det er et år siden nu, og jeg har bedre. Meget bedre. Når jeg i dag kigger på min tatovering og læser ordene for mig selv, begynder jeg også altid at smile.

Livet er en spøjs størrelse, og det er bestemt ikke altid smukt eller sjovt. Men latter kan sagtens være en aktiv handling, selvom der ikke er noget at grine af. På samme måde tror jeg, at man kan beslutte sig for, at livet grundlæggende er smukt, selvom det bidder og viser tænder. Det er ikke sikkert, at du får det bedre af det nu og her, men om ikke andet kan du bruge det som en venlig reminder, hvis du sommetider har brug for det.

Havde jeg fået lavet tatoveringen i dag? Måske ikke. Men jeg er glad for, at teenage-Karoline gjorde det. Hun må have haft det rigtig godt.

Næste indlæg

Kropsbehårede tanker