Københavnerbemærkninger

Trends
Jeg kan meget hurtigt klæde den typiske københavner på.
Lad os starte med skoene, og som min gode, gamle fader ville have sagt, er de jo nok mere specielle, end de er kønne. Fodtøj kræver selvfølgelig en form for bentøj, og de kunne meget vel se sådan her ud – vælg frit fra listen, de går alle an! Outfittet skal selvsagt rundes af med noget farve og helst også et statement, og det bedste valg vil for alles vedkommende altid være denne sag, som ikke bare er nuttet og klædelig, den viser også, at du har et politisk standpunkt, til du tager et nyt.
Fyrene har jeg desværre lidt glemt at tjekke ud, men jeg har en klar formodning om, at de går nogenlunde i det samme. (Måske lige opgraderet med den her jakke og sådan en sag.)

Socialt
Er jeg blevet det menneske, der ringer op til min lillesøster flere gange om uden og indleder samtalen med ‘nå, hvad så?’

Forskelligheder
Sidsel og Lasse er kommet mig i forkøbet med lister over kulturchok for jyder, som er havnet i København. Jeg synes egentlig, at de har gjort arbejdet ganske upåklageligt, dog tillader jeg mig at komme med et par tilføjelser:

1. Man skal ikke trykke på lysreguleringsknapper for at få grønt lys. Det skyldes sikkert, at man antager, at der altid er fodgængere (mennesker) til stede. Samme slutning kan man ikke lave i Jylland.

2. Man får ikke tilbudt Samvirke. Det skal man selv bede om.

3. Folk snakker lidt anderledes. Og jeg skal stadig tage mig selv i at tænke, at de ikke nødvendigvis er røvhuller, bare fordi de udtaler ordene lidt sjovt.

4. Der er mange, der gerne vil have dine smøger. I Aarhus var det altid (og det var ret sjældent) sådan: Undskyld, du har vel ikke en smøg, jeg må købe?
Herovre lyder det: Undskyld, du har vel ikke en smøg, jeg må få? – og det sker gerne 2-3 gange om dagen.

5. Og så er der cyklisterne. Dem har vi talt om. De er psykopater. Og siden sidst er jeg blevet påkørt af tre styks. Hvis ikke jeg snart skal eksplodere af forargelse og indignation, bliver jeg nødt til at forfatte et læserbrev (til Politiken, fordi det handler om København.) Først og fremmest vil jeg insistere på, at turister bliver frataget retten til at leje cykler. For det andet skal der indføres cykelpoliti. For det tredje skal man tage et cykelkørekort, hvis man ikke har et gyldigt kørekort til en automobil. Og for det fjerde skal man implementere en form for social legalisering af selvtægt, når folk ter sig tosset på deres tohjulede – jeg foreslår en intervention i retning af Skærmtrolden Hugo, hvor man banker folk tre gange i knolden med ordene ‘halloooooo, så er der altså kun et liv tilbage!’


Velintegreret københavner’-buksen

Serier, jeg synes, I skal se


Præmiskøberen
Fælles for Drop Dead Diva og Jane The Virgin er det, at begge har et langt ude, usandsynligt og grænsende til latterligt udgangspunkt. Hvis du kan acceptere det, er du imidlertid sikret mange timers sanseløs serieslugning, for resten fungerer helt og aldeles upåklageligt. Jeg er stadig igang med Jomfru Jane, mens jeg planlægger snart at se Drop Dead Diva for tredje gang.

Den, der ændrede sitcom-genren
Har du også et utal af gange siddet hjemme i sofaen og zappet dig gennem arsenalet af TV-kanaler uden synderlig succes? Også sådan for 10 år siden? Hvis ja, så har du helt sikkert set et glimt af Scrubs, som en årgang blev flittigt vist på 3+ om eftermiddagen. Jeg havde selv været hende, der ikke orkede endnu en hospitalsserie, men da jeg blev opereret i mit knæ og måtte være sengeliggende i 2 måneder, var jeg nødt til at udvide min horisont en smule. Og det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde. Scrubs er uden sammenligning den sjoveste sitcom, jeg nogensinde har set. Alle, og jeg gentager ALLE, karaktererne er henrivende og skøre på deres egen måde, og der er oceaner af personlig udvikling og progression fra sæson til sæson. Manuskriptet er gennemført, og den lineære fortælling bliver brudt op af J.D’s krøllede dagdrømmerier og skøre flashbacks til pinlige fortidsscenarier. Se den. Bare se den.

Sex and the City – Bro-edition
Jeg fik 2. verdenskrig ind gennem modermælken, og jeg har ikke tal på, hvor mange nætter jeg har set Auschwitz-dokumentarer og Matador i selskab med min onkel. Det er dog absolut ikke en forudsætning for at elske Band of Brothers (Kammerater i Krig). Serien er baseret på interviews med amerikanske krigsveteraner, som var udsendt til Europa under krigen. Den er hjerteskærende og rørende, og hvis I minder bare en lille smule om mig, kommer I både til at græde i lårfede stråler og knække sammen af latter. Desuden er den produceret af selveste Steven Spielberg og Tom Hanks, og det er nok et af de mest succesfulde samarbejder, jeg nogensinde har været vidne til.
Især afsnittene Bastogne og Why We Fight er formidable.

Den amerikanske krimikliché
Mit forhold til Dexter Morgan begyndte i en sommerferie i Spanien for 7 år siden. Jeg havde bogen af Jeff Lindsay med mig sydpå, og efter et par dage ved poolen havde jeg hurtigt kværnet mig igennem den. Da vi kom hjem igen, fandt jeg ud af, at der rent faktisk var lavet en serie om Dexter – desværre var det her lang tid før streamingtjenesternes tid, så jeg måtte i gang på diverse suspekte sortserieterminaler, før jeg kunne få gang i 1. sæson – og det var al besværet værd. Sidenhen er han kommet på Netflix, og selvom serien kan være lidt amerikansk, er det umuligt ikke at holde af Dexter og sluge afsnit efter afsnit.
Sæson 3 er lidt langsom, men den kan til nøds godt skippes.

Noir by the Brits
Faktisk har jeg hverken set Borgen eller Arvingerne, men jeg fik da 1 1/2 sæson med af Forbrydelsen, da den sidst kørte over skærmen. Hvis man er til sidstnævnte, vil jeg helt klar anbefale The Fall og Broadchurch, som begge er britiske dramaserier med en mordgåde i centrum. The Fall er mørk, ubehagelig og nervepirrende, og Jamie Dornan ser  irriterende godt ud, hvilket i grunden er ret irriterende, fordi han netop spiller verdens største creep. Broadchurch er lidt mere low key, men plot og skuespil fungerer lige som det skal.

 

Fitness World-ÅKL


Oppe på den skole jeg går på, arbejder vi ufatteligt meget med ÅKL-modellen. Den er et hammer godt redskab, når man arbejder med vinkling af problemudredende journalistik, hvilket plus minus er hele tiden (ZzzzzZzz). Sommetider har danske journaliststuderende det umanerligt hårdt, fordi vi gang på gang bliver sat til at finde et problem af samfundsmæssig relevans, som vi skal afdække.

Og ved I hvad? At finde et problem, som rent faktisk er problematisk, er noget af det sværeste i opgaveprocessen. På et overordnet makroplan fungerer Danmark ganske fint. Og alle de #gates der måtte være, er de store etablerede medier ret gode til at spotte. I hvert fald kommer de stort set altid de utrænede studerende i forkøbet.

Nå, men den her ÅKL fungerer sådan, at man finder noget, som er lidt off. Det kan enten være gennem en aktindsigt, en rapport eller nogle nye tal i Statistikbanken. Så bruger man sin sunde fornuft, eller ringer til en ekspert og spørger, om de her tal er et problem. Hvis de er, er man allerede godt i gang. Herefter går resten af arbejdet ud på at sandsynliggøre Årsag, Konsevens og Løsning. Når man bare har styr på det, skal man nok blive en dygtig journalist.

Nu er jeg så stødt ind i et problem fra min egen hverdag, og jeg har lidt tænkt, at ÅKL måske kan tages i brug. Mit problem hedder Fitness World. Helt specifikt: Jeg har meldt mig ind i Fitness World, men jeg tør ikke tage afsted.

Årsag til problemet er, at jeg er bange for at blive grint af. Ikke for at have sved og mascara i hele krydderen – det betragtes egentlig som et succeskriterium – men for, at jeg gør noget forkert. Især frivægts/gorillaområdet (altså landet for mænd, som har glemt deres ben og er gået all in på arme, sidder). De har nemlig en tendens til at grine af folk (mig) som curler med 8 kg, og ikke helt ved, hvordan man sammensætter et killerprogram, der giver seriøse gainzz (igen mig.)

Konsekvensen bliver, at jeg i bedste fald sniger mig afsted i centrets sidste åbningstime, føler mig kronisk udstillet og utilpas, og smutter hjem igen uden et bad (som jeg ikke kan indløse hos mig selv.) I værste fald smider jeg 250 kroner direkte i skraldespanden. 

Løsningen kender jeg endnu. Ind til videre har jeg taget den usympatiske mentale taktik i brug, hvor jeg prøver at messe for mig selv, at der uanset hvad vil være minimum ét andet menneske, som er i dårligere form og har en værre teknik, end jeg har. Selvom det ikke er sødt, hjælper det lidt.

Det mest funky er nærmest, at det bliver et sted som Fitness World, der tvinger mig til at tage min person op til revision. For jeg troede faktisk, at jeg hvilede tilpas meget i mig selv til ikke at give en skid. Og så er jeg bare heller ikke så stærk, som jeg ligesom gik og troede. 

Og så er der fællesbadet… den primære grund til at melde mig ind i hamsterhjulet var, at det igen blev muligt for mig at kunne komme i bad. Jeg var blevet lovet, at netop mit lokale center ville have lukkede badekabiner med forhæng, så seancen kunne forblive privat, som jeg er vant til. Det lykkedes desværre ikke at finde de sagnomspundne forhæng, eller også fandtes de bare alligevel ikke.

Så jeg klædte mig af og hoppede ind til de andre piger og kvinder, der stod og skyllede klor fra svømmehallen af sig. Og det var sådan set fint nok. Jeg var lidt bekymret for min kropsbehåring, som har fået lov til at vokse frit siden sidste år. Men det gik hurtigt op for mig, at det samme gjorde sig gældende for størstedelen af mine medbadende. Undtagelsen var dog en 14-årig pige, som brugte 10 lange minutter på at stirre på mit skridt, mens hendes vandet fra bruserhovedet silede ned over hendes alt for åbne øjne. 

En dag vil du forstå, tænkte jeg. En dag. 

Den dag jeg indhentede min mor

Mig, når jeg prøver at opdrage på min mor
Forleden skrev jeg en besked til min mor. Jeg spurgte hende, om jeg måtte forfatte et indlæg om hende og Ludwig. Hun svarede tilbage, at det måtte jeg gerne, så længe der var kærlighed i det. Min tilbagemelding var, at uanset hvad ville jeg aldrig kunne trække min kærlighed til hende ud af ligningen. Så jeg fik jeg lov.

I folkemunde er det nok lidt, hvad man kalder et politikersvar. For godt nok kan jeg ikke lade være med at elske min mor, men jeg kan heller ikke lade være med at være uforstående og frustreret over hende. Mest af alt fordi hun ikke lytter til, hvad jeg siger, og det er pisse irriterende, når jeg nu ved, at jeg har fat i den lange ende.

Der er nemlig sket noget. Min mor er blevet forelsket. Det blev hun faktisk allerede, da hun stadig var gift med min far. Ludwig, hedder han, den anden mand. Han var min mors rideguide, og i lang tid var der ikke nogen, der undrede sig over, at min mor i tide og utide forsvandt til Hanstholm, for hun elsker virkelig sine islandske heste. Først meget senere fandt vi ud af, at hun havde fundet en unik belgisk stallion, som havde en fantastisk evne til at vække hendes begær, som hun selv sagde.

Men lyserøde skyer bliver også til nedbør, og en dag var Ludwig væk. Hvis ikke jeg vidste bedre – og det gør jeg sådan set ikke, for Ludwig har mange hemmeligheder – ville jeg være overbevist om, at han var efterkommer af Houdini. Manden er nemlig god til at forsvinde, og han gør det igen og igen.

Denne gang var han smuttet til Spanien, og min mor sov ikke om natten, for hendes hjerte blødte efter Ludwig. Så hun bookede en billet sydpå, opsøgte ham på den nye hestefarm, han havde fundet, og alt var godt igen. Bortset fra når hun var tilbage i Danmark, for så kunne hun ikke tænke på andet end ham.

“Han giver mig noget, ingen andre mænd har givet mig før,” siger hun, mens jeg banker mit hoved ned i bordet i frustration. Jeg orker ikke at svare, for det eneste jeg tænker er, at enhver anden mand med en velfungerende libido kan give hende det, som Ludwig kan.

Nu er min mor på orlov, fordi hun skal finde sig selv. Umiddelbart havde en lang tur i sommerhus eller en rygsæktur langs Caminoen været den oplagte måde at gøre det på. Det er ikke noget, jeg siger, det er noget, hun altid har sagt. Men hun besluttede sig for at finde sig selv i Spanien. Sammen med sin hestehvisker – som nu var taget til Italien (og nu er de så faktisk taget til Spanien igen, hvor de crasher hostels og spiser vacuumpakket glutenfrit brød.)

Sådan er det nemlig med ham. Han kan ikke lide systemet, banker eller regler. Og hver gang de indhenter ham, så pakker han sine ting og rejser videre. Det er ikke altid uden problemer, for manden er meldt savnet af sin familie, og så skylder han vist også nogle penge til den russiske mafia, men det var ikke hans skyld, siger min mor.

Flere gange har jeg spurgt hende, om hun ikke burde droppe ham og kigge på nogle andre ting i hendes liv. Købe en hest og stå sig ned som keramiker med speciale i mindfulness et sted i Nordjyllands klitter. Men hun affejer mig hver gang, for lige nu kan hun ikke leve uden Ludwig, heller ikke selvom hun kun lever halvt med ham.

Derfor bliver jeg symptomsur og kaster grene efter hende, når hun er naiv om kærlighed. Eller himler arrogant og bedrevidende med øjnene, når hun ikke opdateret på fransk politik, og jeg beder hende om at pakke telefonen væk og være til stede i nuet, når hun forsvinder væk i sine uendelige e-mailkorrespondancer med ham under aftensmaden.

Jeg burde fortælle hende, at jeg kun vil det bedste for hende. Og hendes bedste er sgu nok uden ham. Eller også burde jeg slet ingenting. For jeg ved jo ikke, om jeg har ret, hvis man overhovedet kan have det. Jeg ved bare, at min klippe forsvandt, den dag hun blev forelsket.

2 ting, jeg er lidt i tvivl om

hvidkaffe

1. Mit sidste møde med Jehovas Vidner. Ung pige banker på min dør.

Jehovapige: har du nogensinde tænkt på, om der kan eksistere en verden uden fred?

Mig: øhhhhhh……..

Jehovapige: nej, uden vold, selvfølgelig! Hihi.

Mig: nååårh, øøøøh, jooooh…….

Jehovapige: ja! Godt! Men det er faktisk sådan, at hvis man læser i Biblen… *fisker en tyk bog frem fra inderlommen, leder efter den rigtige side*

Mig: øøhhhhh… hvor lang tid tager det her?

Jehovapige: ja, godt! Jeg fandt det! *begynder at læse højt fra biblen*

Jehovapige: så faktisk lover Gud, at der kommer fred på jorden. Er det ikke dejligt at høre?

Mens hun sagde det sidste, funklede hendes øjne, og hun kiggede på mig med sjælefred, som om hun nærmest forventede, at jeg med ét var nået til samme åbenbaring som hende selv. Gud har lovet fred, ergo vil der være fred. Er det sådan, når man virkelig tror, at man så tror på det hele i bogstaveligste forstand?

2. Min sidste samtale med en veninde, som havde været sammen med en fyr i weekenden.

Han skriver om mandagen. Veninden svarer. Han svarer ikke. Er han interesseret, eller er han ikke interesseret? Personligt abonnerer jeg på he is just nit that into you-tankegangen, og efter den er blevet implementeret i mit liv, er det blevet så meget nemmere (måske også lidt fattigere på andre fronter, men jeg holder ud.)

Veninde: jeg ved ikke, om jeg skal satse på ham, eller om jeg bare skal tænke, at det var det. Han virkede nu ellers meget sød.

Mig: øøøøhhhh….

Hvad gør man i den situation? Er man Miranda-kyniker, eller spiller man med på pleasende vis, og forsøger at overbevise veninden om, at de er et totalt godt match/han er idiot, hvis han ikke vil dig/han skal nok svare, det kan jeg bare mærke?

Skal man være følelseskold for sig selv, eller bør man invitere sin veninde med på vognen?

Franske horeunger #5


#1: Været på WestMarket og købt mad fra SMAG. Konstateret, at deres mad i det hele taget mangler smag. Til gengæld var filterkaffen og sneglen fra KHORN ganske anbefalelsesværdige. Desværre kom jeg lidt i karambolage med den kvinde, der sad bænket ved siden af mig, og hun udbrød ret uprovokeret “du kan bare sidde der, hvis du ellers fatter, hvad jeg siger!” Resten af selskabet (altså hendes) kiggede undskyldende på os og beklagede.

#2: Jeg begynder bedre at kunne forstå det der København er life state of mind, hvilket jeg ellers aldrig helt har fattet før. I onsdags var jeg ude på min sædvanlige gåtur efter arbejde, og pludselig kunne jeg fornemme, at der foregik nogle lidt usædvanlige ting foran mig. Der var en del brag, nogle utilfredse demonstranter, dobbelt så meget politi og en horde af journalister og fotografer, som fulgte optøjerne tæt. Jeg skulle tage en hurtig beslutning: enten måtte jeg gå alene gennem Assistentens Kirkegård, eller også skulle jeg vandre ind gennem demonstrationen – for hjem skulle jeg jo. Det blev sidstnævnte, og jeg oplevede gennemgangen som helt og aldeles ufarlig. Alligevel stormede jeg hjem og livestreamede slagets gang resten af aftenen, som var det Messias’ opstandelse. For en måned siden havde jeg nærmest været ligeglad.

#3: Af mindre flatterende ting jeg har bedrevet inden for det sidste døgn kan jeg nævne: forsøgt at spise en bussemand, klippet kønsbehåring med en køkkensaks (lykkedes ikke) og skåret i en selvdiagnosticeret ligtorn på min venstre lilletå (mislykkedes også).

#4: Faktisk har jeg også siddet med en pincet og plukket hår fra min brystvorte, men der var nærmest for meget usexyness i ovenstående, så jeg blev nødt til lige at splitte den op.

#5: Kent the Corrector (eller bare Kent, feminas korrekturlæser og eneste mand på redaktionen) og undertegnede havde i fredags en samtale om den danske kommatering. Kent er af den overbevisning, at kommareglerne begrænser folks sproglige kreativitet, hvilket jeg synes er et uhyre interessant synspunkt, som jeg aldrig tidligere har overvejet. Manden har jo ret. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har skriblet guldsætninger ned, som jeg har slettet igen, fordi min kommatering var helt fucked. Kent the Correctors råd: Brug kommaer vejledende. Dit budskab er det vigtigste. 

#6: Det er lidt gået op for mig, at jeg på mange måder har misforstået, hvordan man driver en blog. Argumentet for disse horeunger var jo netop, at det skulle være en opsamling af øjeblikke, som nødvendigvis skal nedfældes herinde, men ikke kan bære et helt indlæg i sig selv. Nu kan jeg blot konstatere, at ét enkelt af mine punkter er mere teksttunge end enkelte andre blogejeres samlede værker tilsammen. Hvis jeg var lidt bedre til at koge suppe på brugt bouillon, ville jeg jo nærmest udkomme hver dag!

#7: Forleden var Mads Christensen i Monopolet, og min lillesøster tippede mig efterfølgende om, at han havde udtalt sig i meget positive vendinger om Allers kvindelige ansatte, som generelt bare er meget attraktive (jeg giver manden ret. Ikke kun fordi jeg er vild med ham.) Nu er det så bare, at jeg tænker, at det næppe kan være en tilfældighed, at manden har haft sin ugentlige gang i huset i flere år, men han så vælger at slynge den kommentar ud, kun få uger efter jeg er begyndt på stedet. Den trekant kommer tættere på. 

#8: Venner. Det er 16 år siden, Sisse Marie vandt MGP med ordene baby, sig at du har brug for mig. 16 år. 

6 ting jeg savner ved Jylland

  1. Min lejlighed. Godt nok blev mit lille domicil til sidst besudlet af dårlig energi fra stueetagen, men det var stadig min lejlighed. Når jeg kom hjem, så den ud, som jeg havde forladt den. Hvis der var rod, var det mit rod, og jeg behøvede kun at tage mit stemmebånd i brug, når jeg selv ville. På mange måder er det enormt fantastisk og hyggeligt at bo med en veninde, men det er også en daglig påmindelse om, hvor stor en enspænder kørt fast i sine egne rutiner, jeg er.
  2. Min lillesøster. Endnu engang en grund til at blive sur over, at jeg aldrig nogensinde fik besøg af en ugle til Skandiwartz. Det havde været så fedt med en transitnøgle direkte hjem til Laura.
  3. Følelsen af at høre til og være hjemme. Jeg er for længst kommet mig over fasen, hvor jeg har følt mig som en fortabt turist. København føles heller ikke længere som en eventyrslabyrint, hvor jeg hele tiden blev konfronteret med mytiske navne, jeg havde hørt om i medierne. (Guuuud, det er Jagtvej/Forum/Kastellet/Nordhavn/Valby Bakke etc.) Byen er allerede blevet mindre, og jeg har lært at finde rundt på rekordtid, men mentalt er jeg stadig på udebane og overarbejde.
  4. Ro. I storbyen kommer ét dyt aldrig alene.
  5. Skov og strand. Som det ufatteligt priviligerede menneske jeg er, boede jeg både tæt på bycentrum, stranden, Marselisborg, skovene og Mindeparken i Aarhus (det gør faktisk cirka alle aarhusianere.) Nu er det jo ikke, fordi jeg var sådan et zen-menneske, der dagligt gik ud i naturen og praktiserede digital detox, men det ville være meget rart at have muligheden, når livet er hårdt, og folk ikke kan lide mit nye opslag på Instagram. (Det gør så ondt, når jeg ikke får den anerkendelse, jeg har brug for.)
  6. Mennesketomme gader. Hvis jeg gik alene langs Frederiks Allé i Aarhus eller Skagensvej i Nordjylland, var det ikke fordi, jeg var på afveje. Der var bare ikke lige andre mennesker på det tidspunkt.

 

Bag det perfekte profilbillede

Jeg kan ikke huske, hvornår eller hvorfor jeg nævnte det, men jeg har på et tidspunkt raset lidt over, hvordan min storesøster havde formået at slette al indhold fra min Dropbox. 

Lige siden jeg var helt lille, har jeg elsket at kigge på billeder, og jeg kunne sagtens sidde i flere timer med fremkaldte fotos i album og bare sidde og bladre og bladre. Senere købte min mor et digitalkamera, som jeg havde med mig overalt. På studieture, til fester og i skolen. Min yndlingsbeskæftigelse var at klikke mig gennem billederne på computeren og mindes det sjove teenageliv, som jeg rent faktisk havde. Det var lidt noget andet med min Dropbox. 

Den blev cirka taget i brug, da jeg rejste til Sydafrika og efterlod min kæreste hjemme i Danmark. Vi manglede et sted at opmagasinere billeder af vores kønsorganer, og det virkede som den perfekte løsning. På det tidspunkt fra jeg ret glad, kan jeg se. Men det gik hurtigt nedad bakke. 

Da jeg kom hjem, ville jeg nemlig gerne tabe mig, selvom jeg ret beset slet ikke havde brug for det. Men jeg tabte mig altså alligevel. Først 5 kg. Så 10. Og 15. Og 20, og vist også lidt mere til. Jeg tog billeder af det, og sammen med de forsvundne kilo forsvandt også mit smil, mit humør, mit job, min skole og en del af mine venner – i hvert fald for en stund. 

Indtil i går havde jeg opgivet håbet om nogensinde at se det forfald igen, men så var det, at min gamle computer dukkede op. Og der lå altså alle mine gamle billeder, og nu hvor jeg har set dem igennem, ville jeg lidt håbe, at jeg aldrig havde fundet dem. 

Jeg kan huske en dag ude på Risskov, hvor jeg havde en samtale med Psykolog Bo. “Det er heldigt, at jeg har sådan nogle fyldige babykinder, man kan slet ikke se, at jeg er syg,” sagde jeg til ham. Men han svarede ikke. Han kiggede bare alvorligt på mig, for jeg sad mest af alt og lignede en bunke grene med en afbleget dusk som hår. 

I øjeblikket mente jeg dog, hvad jeg sagde, og i dag giver det på en måde stadig mening. I ved, hvordan nogle med anoreksi kan se ud i hovederne? Sådan med fremtrædende gebis og løsthængende hud? Sådan så jeg aldrig ud. 

Mit runde hoved og mine fyldige kinder har altid været min akilleshæl. Men da jeg var mest syg i hovedet, var jeg også mest glad for selvsamme. Og nu hvor jeg sidder og kigger på de gamle billeder, bliver jeg misundelig på mig selv, for sådan vil jeg faktisk gerne se ud igen. 

Det øverste billede er taget nogenlunde på det tidspunkt, og det fungerede som mit ansigt på Facebook, men også på Tinder. Og jeg siger jer, jeg har aldrig fået så mange matches, som jeg gjorde dengang. Det gør altså et indtryk, selvom det måske ikke siger så meget. Ude i virkeligheden var der nemlig ikke så mange, som hungrede efter min drengekrop og hudflappenumse. 

Om morgenen, før jeg tog mit million dollar shot, knipsede jeg også nogle andre billeder. De fortæller en lidt anden historie, som nok er meget mere virkelig. Og det er den, jeg skal huske på, når jeg ikke kan finde ud af at være i den krop, jeg render rundt i lige nu.


En kort sidemærkning i denne forbindelse er, at jeg tit er blevet spurgt, hvordan jeg har overvundet mig selv til at gå uden BH til hverdag. Hvis jeg nu siger, at det er fordi, mine bryster mentalt ikke er blevet større, end de er på billederne, håber jeg, at forklaringen er tilstrækkelig. 😄

Bunkerlivet: Hvis du gerne vil gå på Journalisthøjskolen (m. dudes)

Navn: Jonatan May
Alder: 25
Praktiksted: DR (Samfundsliv, helt præcist)

Hvis Journalisthøjskolen var en person, hvem ville det så være?
Den skaldede træner i FCK. Fordi han/skolen har en rimeligt konservativ måde at gribe sit fag an på, men samtidig har en pæn portion succes med det.  Samtidigt er de fleste af spillerne/eleverne positivt arrogante, som han kalder det. Lad mig til sidst lige understrege, at det ikke har noget at gøre med, at jeg absolut ikke kan fordrage så meget som tanken om ham.

Hvad er det bedste ved skolen?
De muligheder, man får, når man går der. Jeg havde aldrig lavet det, jeg laver nu, hvis ikke det var DMJX. På skolen kan man lave en masse åndssvage, og af og til lærerige, ting i de forskellige foreninger, eller hvad fællesbetegnelsen nu end er for ComingUp (TV, red.), Illustreret Bunker (Avis, red.) og alt det der.

… og det værste?
Undervisningen kan i nogle tilfælde godt virke lidt… uambitiøs. Det er super fint at bruge et indslag/klip med Anders Agger som udgangspunkt for undervisningen, men taget i betragtning af, at han er én af de mest eksponerede TV-mænd de sidste mange år, kunne man jo godt finde noget, der ikke var fra ’98. Især i en branche der udvikler sig så meget. Jeg har en forstærket mistanke om, at hvis man kigger på pensum fra for 5 år siden og sammenligner med det i dag, er det uændret. Det samme kan man ikke sige om medielandskabet.

 Hvad overraskede dig mest ved skolen?
Jeg havde egentlig ikke gjort mig så mange tanker om det. Men jeg havde en idé om, at skolen ville være fyldt med Peter Falktoft’er og Huxi Bach’er. Generelt bare folk, der havde tjek på – og vidste, de havde tjek på det. Uden at der er noget galt i det.
Men sådan var det ikke! Jeg er sikker på, at diversiteten er lige så stor som på alle andre studier.

Nævn en fordom du havde om DMJX og be- eller afkræft den.
Alle folk er kloge. Sådan er det absolut ikke. Apropos – en anden ting, der overraskede mig, var, hvordan visse elever nogensinde kunne blive optaget. Og for nogens vedkommende endda få flere gode praktikpladser på både Discovery og TV Midtvest.

Min egen fordom om skolen var, at der var en meget høj andel af egoistiske rundsave. Holder det stik?
Hvis man gerne vil se dem, kan man godt få øje på dem. Men der er heldigvis langt flere almindelige mennesker, der er ganske rare at omgås.

Giv et godt råd til en kommende journalist(studerende)spire.
La være med at gi en fuck. Hør godt efter, hvad der bliver sagt, og gør det præcis modsatte. Undtagen når, det handler, om kommaer.

Navn: Kristian Brønsbæk
Alder: 26 år
Praktiksted: Discovery / TV MIDTVEST

Hvis Journalisthøjskolen var en person, hvem ville det så være?
Så ville den være Hank Moody fra Californication. Ikke fordi den er uimodståeligt pigeglad, men fordi der på samme måde er en uimodståelig fristelse over for socialt samvær. Uanset om det hedder fredagsbar, rusforløb eller almindeligt gruppearbejde er hver dag en kamp mellem det sjove og sociale over for at få overholdt deadlines. Netværk for fremtiden over for journalistisk håndværk. Ligesom Hank Moody falder i konstant, har mange på journalisthøjskolen svært ved den balance. Men med seriøsitet, når det kræves, kan talent og evner ikke fornægtes.

Det bedste ved Journalisthøjskolen?
Det bedste ved skolen er det sociale samvær, og at man konstant bliver udfordret i praksis. 18 måneders praktik siger vist det hele.

… og det værste?
Det værste er Randersvej. Den uendelige bakke op til skolen. Jeg hoppede på bussen efter 1 måned, og så var det slut med at være gennemblødt af sved.

Hvad overraskede dig mest?
Det overraskede mig mest, at der er så mange forskellige typer. Det er stadigvæk en gåde for mig, hvordan man med den samme simple optagelsesprøve år efter år kan samle så varieret en flok. Nyhedsfreaks, kulturnørder, sportsidioter og your name it. Dybt imponerende og fedt!

Nævn en af dine fordomme om skolen, og be- eller afkræft den.
Jeg havde en fordom om, at folk virkelig, virkelig var kloge og ville være verdensmestre i Bezzerwizzer. Det er man altså ikke, bare fordi man er kommet ind på Journalisthøjskolen. Folk er helt almindelige og ser også dumt tv som Paradise Hotel.

Og den med rundsave… passer det?
Som på alle studier er der nogle, der tror, at de er det nye, store stjerneskud. Men de brænder hurtigt ud.

Dit gratis råd?
Engagér dig i alt, hvad du kan på journalisthøjskolen. Lav gerne overspringshandlinger, og hyg dig, når der er gruppearbejde. Selvom du så kommer en time eller to senere hjem, er dét det hele værd. Man lærer sgu bedst, når man har det sjovt.

 

Fejlagtige forestillinger

… om det jeg vel næppe i mit tilfælde kan kalde for et voksenliv.


At…

jeg kunne se thriller/sci-fi-formater som Stranger Things alene lørdag aften uden at runde af med et afsnit Friends for at dulme frygten for paralleldimensionelle væsener under min seng.

mit forhold til alkohol ville være ‘Jeg drikker lige et glas rødvin onsdag aften, for det er ret sejt og smager godt’, modsat det gældende ‘Jeg drikker. For effekt.’

andre “voksne” havde Toilettets Code of Conduct, som faktisk ikke er så kompliceret igen. Jeg kan give en hurtig brush up her: 1) Når du har taget det sidste af en rulle toiletpapir, skifter du den ud og smider paptingesten i nærmeste skraldespand. 2) Den nye toiletrulle skal hænge med snippen UD. 3) Du må urinere, have afføring, skifte bind og tamponer så højfrekvent, som det passer dig – ja, det er lige før, at du ved uheld må skide på brættet. Men gør dog rent efter dig selv. Hvis ikke for andres skyld, så i hvert fald for din egen.

jeg ikke længere ville bo til leje og være en roomie til nogen. Ja, faktisk er det kun gået tilbage på den front. Jeg startede med 120 kvadratmeter, nu er jeg nede på 12.

jeg ville have den fjerneste ide om, hvor jeg skulle starte, hvis jeg fik lyst til at investere i fast ejendom. Ringer man bare til banken og beder om nogle penge?

en arbejdsplads kun med kvinder nødvendigvis måtte være ret kedelig. Det er den ikke. Faktisk er jeg fuldstændig vild med det.

jeg ikke var bange for mørke, store klynger af tang i vandet (og dens beboere), gå alene hjem fra byen

jeg ikke længere pr. automatik ikke-kunne-lide-for-jeg-er-mega-misundelig fucking flotte, intelligente og humoristiske kvinder, der bare ligner nogen, som har det hele kørende for sig, mens man bare selv svulmer op og falder baglæns.

jeg havde lært at bruge ‘ad hoc’ korrekt i en sætning.

mine armhuler som udgangspunkt ville være glatbarberede, mine negle filede, og mit hår nyvasket, fordi personlig hygiejne og detaljeorienteret forfængelighed endelig var blevet en prioritet.

jeg ville være færdiguddannet – eller i hvert fald meget tæt på at være det. (Hvilket jo rent faktisk havde været en realitet, hvis ikke jeg havde brugt to år af mit liv på at stoppe med at spise.

jeg kunne tage i Fitness World uden at skrumpe ind til en lille bleg kartoffel med et selvværd på størrelse med en prokaryot.

jeg konsekvent kunne komme med et kvalificeret bud på fornuftigt fodtøj og rent faktisk imødekomme den fornuft i praksis. Hvide Converse i snevejr er ikke en god ide i snestorm.


Samme sted. En time senere.