Du skal længere ind. Du skal helt ind i sindet. 

Noget af det, jeg husker tydeligst fra min ungdom, er, at der altid var gang i et eller andet behandlermaskineri, psykologer eller socialrådgivere fra kommunen. Dengang var jeg gået lykkeligt forbi alle slags psykiatriske diagnoser, men det samme kan desværre ikke siges om mine søskende. 

Det er imponerende, at jeg er gået fri, tænkte vi, og da jeg blev 18 år, var jeg overbevist om, at ingen former for hjerteforstyrrelser nogensinde kunne ramme mig. Men det begyndte altså længe før, jeg formelt blev myndig. Hvis jeg siger, at jeg var 14 år, er det nok ikke meget forkert. Alle mine søskende havde det ad helvedes til, og den slags smitter selvfølgelig af på hele familien. Vores køkkenskabe var fyldt op med Ritalin, melatonin, angstmedicin og antidepressiva. Det var over det hele, og når der blev sagt godnat var det altid efterfulgt af har du husket at tage dine piller? 

De så alle tre den samme psykiater, kort efter skulle de have bevilget voksenvenner, og sideløbende blev vi indsluset i noget hejs, som man kaldte for familieværksted. Sidstnævnte endte i en komplet katastrofe, der blandt andet involverede en lillebror, der gik halvt berserk på min fars Jaguar. På hjemmefronten var det nogle lorteår, men på et overordnet plan havde jeg det egentlig fint det meste af tiden. Derfor er min personlige erfaring med psykologer og psykiatere yderst begrænset. Jeg har det også lidt svært med dem, og den følelse begyndte allerede efter første gang, jeg blev udsat for dem. 

Første møde var med Søskendepsykiateren. Det var ham, der udskrev medicin til mine søskende, og det havde han gjort i en rum tid, før jeg fik den ide, at jeg gerne ville møde ham. Jeg følte mig en smule ekskluderet, fordi hele min familie kunne tale langt og længe om et menneske, jeg knapt nok kendte fornavnet på. Så jeg anmodede om en time med ham, og det fik jeg. Imidlertid endte den time med at være 30 minutter, for jeg anede ikke, hvad vi skulle snakke om, selvom der var nok at gå i gang med. Da jeg tog derfra konstaterede han, at jeg i hvert fald ikke havde ADHD, han smilede til mig på en jovial måde, og jeg gik derfra, mens jeg tænkte, at godt nok havde jeg ikke DAMP, men der var stadig helt kogt i mit hoved. Jeg så ham aldrig igen.  

Mit andet møde var med Psykologkvinden, der holdt visitationssamtalen med mig på Center for Spiseforstyrrelser. Hun var så skræmmende, at jeg hellere havde lyst til at gå hjem og dø end at komme tilbage til hende igen. 

Mit tredje møde var med Psykolog-Bo, som var ham, de snakkede med mig og vejede mig hver 14. dag, da jeg var i behandling på Risskov. Jeg kunne egentlig godt lide Bo, men jeg løj også meget for ham, og han formåede ikke rigtigt at hjælpe. En dag sagde han til mig, at han havde snakket med resten af teamet til mig, og de havde vurderet, at jeg ‘ikke responderede på behandlingen og havde brug for en yderligere indsats’. Med andre ord betyder det, at man skal indlægges – på den ene eller anden måde. Retrospektivt var det det, der reddede mit liv, men dengang mente jeg bare, at han havde forrådt mig. Efter den dag kunne jeg ikke se ham i øjnene igen. 

Mit fjerde møde var med Forsikringspsykiateren. Jeg var lige vendt tilbage til studiet, og jeg havde diverse speciallægeerklæringer på, at jeg ikke måtte arbejde ved siden af skolen. Men jeg havde heller ingen penge, så jeg søgte om handicaptillæg, som – selvfølgelig – blev afslået. Herpå fulgte en lang klagesag, som jeg på ingen måde havde overskud til. Den indebar en samtale med Forsikringspsykiateren, som skulle vurdere, hvorvidt jeg var syg nok. Hele samtalen var som en mægling med djævlens advokat, og da jeg gik derfra brækkede jeg mig i en skraldespand i Scandinavian Center, fordi hele sceancen havde været så ubehagelig. 

Mit femte møde, som ikke rigtigt var et møde, fandt sted for et par uger siden. Det var en Forsikringspsykolog, og han var også en mand. Jeg fortæller ham, at jeg hader mænd. Han svarer: Alle mænd? og jeg siger ja. Så er der lang tavshed, før han siger, at han vil få en anden til at ringe mig op. 

Den sjette blev en Hun. 

Før jeg gik i gang med at skrive det her, havde jeg en meget klar pointe – eller måske var det snarere et spørgsmål – udledt af det sjette møde. Men den pointe har jeg ærligt talt glemt lige nu. Så nu får I lige det her, mens jeg kommer i tanke om den åbenbaring, jeg allerede har glemt. 

Franske horeunger #8

#1: Da jeg cyklede hjem fra arbejde i dag, holdt jeg for rødt lys ved siden af en jordbærsælger ved Dybbølsbro. Han kigger på mig, og følgende dialog udspiller sig:
Ham: Vil du ha’ 2 bakker jordbær til 25 kroner?
Mig: Ellers tak. Men det er ellers et meget fristende tilbud.
Ham: Du ser godt nok smuk ud. Må jeg få dit nummer?
Mig: Nej, desværre. Jeg har en kæreste. (hahahaha)
Ham: Nå, okay. Hvor gammel er du?
Mig: 24.
Ham: 24? Mener du det seriøst? Wauw. Jeg troede, at du var sådan… 16-17 år!
*Lyset bliver grønt, og jeg cykler videre. Giver en highfive med på vejen.*
Egentlig burde jeg være smigret (selvom han nok lidt er en løgnhals) men… Manden var – slag på tasken – 30 år gammel. Og han troede, at jeg var 16. Tyg lidt på den.
(Det minder mig om, at jeg i løbet af den sidste uge er blevet bedt om ID 2 gange, hvilket aldrig nogensinde er sket før – heller ikke da jeg var 14 og levede af ferskenvin og slavevodka. Hvad foregår der?)

#2: I fredags fejrede jeg Sankt Hans (som i øvrigt er den mest vemodige dag på hele året) ved at tage i biografen for at se gyserfilm. Valget faldt på It comes at night, som havde fået udmærkede anmeldelser, men det kan altså ikke skyldes, at den var uhyggelig. For det var den ikke. Filmtitlen lægger også en kende op til, at noget skal ‘komme om natten’ – men hvis vi ser bort fra lydene af en kvinde, som har samleje, var der altså ikke noget, der kom. På noget tidspunkt. Til gengæld var skuespillet ganske fænomenalt, og jeg kedede mig heller ikke. Men i behøves ikke at tage i biografen for at se den. Vent på Netflix.

#3: Lejligheden bærer stadig tydeligt præg af at være en byggeplads, og min frustration over VVS’ere, der ikke kan overholde aftaler eller udføre deres arbejde ordentligt, er ved at tage helt nye højder. Heldigvis har jeg fået en luksus tilbage i form af et toilet. Min hjerne har været lidt forvirret, for efterhånden har jeg brugt køkkenvasken som natpotte i 3 uger – forvirringen resulterede i, at jeg flere gange på sovende zombievis satte af i hop mod køkkenbordet, før det gik op for mig, at jeg faktisk havde et helt konventionelt WC lige ved siden af.

#4: Det her punkt skal ikke tolkes, som om jeg på noget tidspunkt har været ked af, at jeg ikke skulle på Roskilde i år. Men hold nu op, hvor er jeg glad for, at jeg ikke er på Roskilde i år. Hvorfor er det, at vi helt seriøst kan have oktobervejr i slut juni måned? Sådan lige en sidebemærkning: hvad sker der for curlingforældre + deres børn, der tilsyneladende gerne VIL curles? RoZzZ bliver skudt ned med dårlige anmeldelser på Facebook, fordi et par mødre er sure/forurettede/chokerede/indignerede/bekymrede/whatever over festivalen samt dens (manglende) håndtering af “indkvartering” i campingområdet. Jeg har én gang været afsted, jeg var 17, og jeg er ærligt i tvivl om, om min mor overhovedet vidste, at jeg var afsted (Selvfølgelig gjorde hun det, jeg havde fået lov) men jeg husker graden af korrespondance mellem hende og jeg den pågældende uge som lig 0.
(For nuancens skyld må jeg hellere linke til denne artikel, hvor en ekspert – med udgangspunkt i ovenstående – kalder curlingsbegrebet for et fantom og en konstruktion. Hans pointe (tror jeg): Curlingforældre som fænomen is not really a thing.

#5: Min veninde og jeg har just booket ferie til Barcelona! Faktisk var jeg der så sent som sidste  sommer, hvor det dog var på Papas regning. På et overordnet plan spiste jeg kun fremragende mad, men hvis nogle af jer ligger inde med lækre anbefalinger (gerne på byens bedste Patatas Bravas) byder jeg dem velkommen.

#6: I dag er det præcis 20 år siden, den første Harry Potter-bog udkom(!) Lige apropos så skrev jeg til ham HP-Tinder-fyren, jeg havde ghostet og beklaget for min opførsel. Han svarede ret hurtigt tilbage, og vi fik lavet en kaffeaftale den efterfølgende uge. Kan I gætte, hvad der så skete? Aftalen blev ikke til noget, og han stoppede med at svare. Karma strikes back. (Eller også har han bare læst min blog og tænkt, at han ikke gider se en pige, der potentielt pisser i hans håndvask.)

PS. 8 x horeunger på et halvt år er langt fra nok. Jeg strammer op. 

Status på hårfarve – cirka 2 uger efter. Gul farve trækker op!

Mommybloggere må være det modigste folkefærd i verden

Hvis jeg skulle skrive ét passioneret indlæg, ville emnet nok ikke være om børn. Små mennesker siger mig ikke specielt meget, og det er bestemt ikke, fordi jeg ikke kan lide dem, jeg er bare ret dårlig til at tolke deres signaler – lidt ligesom med katte, mænd og tweens. Faktisk er det nok én stor pulje af levende grupperinger, som bare gør mig lidt forvirret og rundtosset. 

Jeg ved ikke en skid om børneopdragelse. Eller om tigerspring. Eller økologisk legetøj. Eller om korrekt kost til en 2-årig. Én ting ved jeg dog: Det kræver sin kvinde at skrive om børneopdragelse, økologisk legetøj, tigerspring og grød. For uanset hvad du siger, er der ganske givet nogle, der 1) er uenige, 2) føler sig trådt på, 3) tager det som et personligt angreb, fordi de har valgt anderledes eller 4) tolker en masse ud fra et lille skriv, som de dybest set ikke ved en hujende fis om. 

(Hvis I har svært ved at tro på min komplette inkompetence, så lad mig tage jer tilbage til dengang, hvor jeg fast passede to små, søde drenge. Jeg formåede konsekvent at vende deres bleer forkert, så der altid flød bæ rundt over det hele, og på et tidspunkt forgiftede jeg den yngste med mørk chokolade – som han åbenbart var dybt allergisk overfor – hvilket resulterede i, at han kastede halvdelen af sin kropsvægt op af halvfordøjet føde. Det var så slemt, at jeg selv måtte en tur ud i toilettet og brække mig, hvorfor jeg blev nødt til at overtale 4-årige storebror om at gøre rent efter gildet.)

Måske af samme årsag har mommybloggere altid nogle af de mest levende kommentarfelter. Og hvor mange formår at holde en sober tone, er der desværre til tider også nogle, som ikke helt formår at ænse, at det på intet tidspunkt var bloggerens intention at støde eller provokere (det er selvfølgelig min antagelse.) Et par eksempler kunne oplagt være PseudotvillingGate, GrimBabyGate og JegSynesAtLærkeJedigErEnGodMorGate – alle tre stak jo helt af!

Lige nu kan jeg godt se, at jeg ikke helt har formået at vinkle det her skarpt nok, for den udløsende faktor for det her indlæg er, at jeg er pisse sur. Det ville være løgn at kalde mig for kernelæser, men selvfølgelig læser jeg sporadisk med hos Trine, som blogger under navnet Lortemor. Hun har ikke lagt skjul på, at livet på det seneste mere har været knubs end karameller, men selv for den mest børneimbecile person i verden (=mig) har det været overdrevent tydeligt, at det har flydt med kærlighed i lårfede strømme. For det er jo det, der sker, når man får børn, har jeg hørt. Man elsker dem for helvede helt ind i en anden verden, hvor sådan noget som penge har mistet sin betydning. 

Nu er der så tre “ansvarsbevidste”, anonyme(!!) borgere, der har lavet en underretning til kommune. Og Trine har –  selvfølgelig – trukket bloggerstikket for en stund. (Og lad mig minde jer om, at det faktisk ikke er første gang, præcis dette scanarie finder sted.)

Jeg tænker mange ting, men mest af alt tænker jeg ét: WHAT. THE. FUCK. 

På det sidste har jeg gået og tænkt en del over begrebet søstersolidaritet, for der er jo lidt den gamle traver om, at kvinder er kvinder værst. Og jeg har lidt haft en teori om, at det måske ikke på samme måde gør sig gældende i dag, som det har gjort tidligere (primært baseret på min egen empiri, det vil sige jeres uendeligt solidariske kommentarer til stort set alt jeg lukker ud). Derfor bliver jeg nok også lidt ekstra ærgerlig, når jeg læser om sådan noget her. For det kan simpelthen ikke være rigtigt, at enkelte kvinder (igen min egen antagelse) ødelægger det så godt og grundigt for andre. 

På grund af ovenstående kommer jeg selvsagt ikke med nogen reprimande. I stedet håber jeg bare på, at den slags griseri ikke finder sted til den tid, jeg en dag får børn. Jeg er slet ikke modig nok til at anbringe mig i den sårbare position, langt de fleste mommybloggere står i. Når jeg en dag lukker og slukker, vil jeg helst, at det er, fordi jeg er løbet tør for ting at fortælle om –   her viser min erfaring mig igen, at børn har præcis modsatte effekt. 

I anledning af min fødselsdag minder jeg jer om, hvordan det startede


På en eller anden måde er i dag en ganske speciel dag for mig. Det er nemlig præcis et år siden, jeg begyndte at blogge. Jeg kan røbe så meget, som at vejret d. 18. juni 2016 ikke var specielt godt. Faktisk var det noget værre møg, og jeg følte mig også som en stor klat møg, der virkelig trængte til et bad. Men jeg gad ikke. For varmtvandsbeholderen i min mors sommerhus var så lille, at jeg knapt nok kunne nå at gennembløde min krop, før det hele ville forvandle sig til en fesen omgang vinterbadning i en gammel bruseniche. Ironisk nok har jeg i dag – præcis et år senere – stadig ikke noget bad. Det er mindre frivilligt, men om ikke andet er det er godt påskud for at cykle til Waterloose i aften og snylte lidt på min venindes gæstfrihed (og varme vand.)

Måske lige bortset fra det er det meste nærmest nyt og anderledes. I dag sidder jeg i København (eller Frederiksberg……….) fordi jeg i efteråret søgte praktik, hvilket heldigvis gik hammer godt ( jeg er sikker på, at mine brystvorter havde noget med det at gøre)  – selvom det også blev et farvel til Aarhus på ubestemt tid. Igen i dag har jeg ikke specielt meget på hjerte, og så alligevel. Jeg har altid elsket, når etablerede bloggere lavede sådan en form for Throwback i deres arkiver. Af ganske logiske årsager har jeg ikke kunnet gøre kunsten efter, men det kan jeg heldigvis nu. Med lidt god vilje, i hvert fald.

Her er lidt fra den spæde begyndelse; enten er det stadig relevant, eller også er det lidt dumt, men forhåbentlig mest af alt hyggeligt. 

Husker du at sige tillykke til huefolket? En kort, formanende og halv-hellig opsang til alle os, der brager ind i de nyudklækkede studenter i disse dage. Det er ikke stor kunst, men det er nok en meget god påmindelse. 

Har jeg egentlig fortalt, at jeg er i et forhold? Første gang min far kom på banen. Det var i hans bløde periode, som desværre kun varede et halvt års tid. Kort efter mødte han en kvinde, som han blev hovedkulds forelsket i på en halv time, and it was all downhill from there, som man siger. 

Journaliststuderende er så nemme at hade. Måske er det også derfor, jeg hader mig selv så meget. Hvis jeg kunne få lov til at rejse tilbage i tiden og ændre det billede, ville jeg aldrig bede om mere. 

Alle burde give Nordjylland en chance. En ode til det nordjyske – og Ålbæk i særdeleshed. Om to uger vender jeg langt om længe tilbage. 

Livsviden fra min bror, som tilfældigvis har Aspergers. Mest fordi der har været så meget snak om Frøken Ninka. Min bror hverken kan eller skal kureres, og han trives faktisk også ret godt med pizza og indbagt kylling. 

For dummies: To Google or not to Google. Back in the days var jeg ret god til kærlige guides, og jeg bilder mig ind, at mange har taget ved lære af min Guide til Google. Ikke desto mindre irriteres jeg sjældnere og sjældnere over spørgsmål som ‘Hvor kan man købe den Faxe Kondi Limited Edition’? (= Føtex og alle andre steder. Ved I egentlig, om den er god? Den ser ret fråderen ud.)

 

Vis mig din blog!

I 2011 var der cirka registreret 74.000 danske blogs. Jeg læser troligt 2 håndfulde, og så klikker jeg mig ind på alt på Bloggers Delights forside, som fanger min interesse. Men lad mig sige det, som det er: nogle dage kan der være langt mellem snapsene. Det betyder også, at jeg sommetider på ingen måde kan få mit blog binge-behov opfyldt, og det er ærligt talt en skam, når jeg nu ved, at der er så meget uopdaget ordguld derude. 

Derfor vil jeg super gerne høre jeres bedste anbefalinger. Om det er et shoutout for jeres egen eller en andens blog er helt og aldeles underordnet – bare I nyder at læse med. 

Instruktionerne er som følger:

  1. Skriv en kommentar med dit blognavn (eller en anden persons blog, som du gerne vil anbefale.)
  2. Forklar, hvorfor den er god.
  3. Følg mig på Instagram. 
  4. … og på Facebook. 
  5. Og Bloglovin’. 
  6. Klap den næste hund, du møder. 
  7. Se bort fra punkt 3-5. 

Som udgangspunkt interesserer jeg mig ikke for: sport, biler, droner eller sundhed/helse i overdrevne mængder (det vil altså sige, at selvom Jannis Vægttabsblog – Følg min rejse fra 200 til 20 kg er super velskrevet, vil jeg helst ikke læse den. 

Til gengæld er jeg smadder begejstret for: personlighed, humor, en nogenlunde forståelse for Retstavningsordbogen, korrekt nutids-R og sofistikeret spydighed. Men mindre kan bestemt også gøre det. 

Karoline tester: Hårfarve (L’oreal Preference Infinia 10.21)

Nævn en hårfarve, og jeg har haft den. 

Jeg var vist kun 12 eller 13, da jeg fik helfarvet mit hår for første gang. I flere år havde jeg plaget min mor om at få lov, og hun sagde hver gang, at når jeg selv var i stand til at betale (behandling, udbedring af skade samt vedligeholdelse) kunne jeg give den ligeså meget gas, som jeg ville. Hun mente i øvrigt ikke, at jeg havde behov for at farve garnet. Jeg bed mest fast i førstnævnte, og da jeg fik mit første job, bookede jeg også en tid hos frisøren. Siden da har ingen set Karolines naturlige hårfarve (som vist bedst kan beskrives som grofthakket leverpostej – det vil sige den mørke, hjemmelavede variant.) 

I mange år skiftede min farve sammen med vinter- og sommertid. Når vejret var godt, var jeg afbleget, og når det var skidt, var jeg mørk på toppen. Det betyder ikke blot, at jeg har været gennem alle gule, orange, hvide, brune, gyldne og sorte nuancer i denne verden, det betyder også, at jeg en stor del af mit liv har haft så ødelagte lokker, at jeg har siddet i frisørstolen og grædt, fordi mit hår opførte sig som elastik og knækkede af som tørt pindebrænde. Andre gange har jeg bare grædt, fordi jeg begyndte at farve håret selv, og resultatet er aldrig nogensinde blevet fantastisk, men det har alligevel været bedre end patéfarvede udgroninger – for slet ikke at komme ind på de økonomiske fordele. 

Sidste år fik jeg den ide, at jeg skulle køre et mere au naturel-look, og det måtte være i følgeskab med en frisør. Men som bekendt har man et standpunkt, til man presses ud i et nyt, og således voldsmadrede jeg min frisørs fornemme og og hyppige indsats på en enkelt time, da jeg var i Edinburgh. Fælden klappede, og jeg er nu tilbage i den gode, gamle DIY-afblegningsrutine. 

Er der én ting, jeg alle dage har savnet, er det tests af hjemmehårfarver samt meget visuelle bevis på, hvordan de præsterer – eller ikke formår at præstere. Så det starter jeg sgu nu. Til anledningen havde jeg været forbi Matas på Vesterbro og købt en L’oreal Preference Infinia i farven 10.21 Stockholm – Extra Light Pearl Blonde med hjem. Jeg tænkte, at den virkede forholdsvist lys, men jeg blev klogere. 


Pris: 78 kroner. 

Det får du: Blonderingsvæske + creme, conditioner og en eller anden farvebevarende kur + sorte handsker. 

Det lover den: Op mod 8 toner lysere hår med et perlemorskær(???). 

Umiddelbart indtryk: Lækkert med en masse ekstra pleje til håret, som rækker længere end en enkelt hårvask. Dufter eller føles hverken ligeså krads som andre blonderinger – hvilket der også var en grund til…………


Horribelt før-billede. 


Endnu et. Stadig ikke flot. 

Hit me! Ok. Normalt med sådan noget afblegningshejs, har det en hvid/turkis skummende farve og konsistens, og lugten river lidt i næsen. Jeg vil ikke sige, at denne farve duftede dejligt, men den var ikke slem. Desuden var farven helt klar, og da den først var kommet i håret, begyndte alle alarmklokker at ringe: mit hår bliver ikke lyst. Nok. 

30 minutter senere…. skulle kemikalierne egentlig være skyllet ud, men jeg kunne ligesom se på det hele, at jeg hverken havde fået hvidt eller tisgult hår; det var snarere blevet til en lys, fransk lever. Faktisk sådan lidt naturligt. 

3 kvarter senere… vaskede jeg håret og forberedte mig på det værste. Umiddelbart så det ikke slemt ud, hvorfor jeg lagde mig til at sove (med vådt hår) og tænkte, at natten måtte gøre resten af tørrearbejdet. Nu kunne jeg ikke selv gøre mere. 

Resultatet? Jeg vågnede op, og noget af mit hår så mirakuløst unaturligt og lyst ud – mest det forreste, som i forvejen er bleget af solen. Resten… well.. det er ikke forfærdeligt, men det er heller ikke fantastisk – det er i hvert fald ikke extra light som lovet.

Græder jeg næsten? Nej, jeg har prøvet væsentligt værre. Og med noget silverkur bliver det sikkert også meget fint og køligt, som jeg gerne vil have det. 

Samlet vurdering 3 ud af 6 hjerter. Prisen taget i betragtning får man meget for pengene – til gengæld får man ikke helt den farve, man køber gennem indpakningen. Og det er altså lidt noget juks, synes jeg. Mit hår føles blødt og rart, men jeg prøver nok noget andet næste gang. 


Dagen efter. 


Blond Front. Med det rigtige filter kan alle se hvidhårede ud. 


Aldrig har Karoline set mere alvorlig ud hahahahahaha

Boligsøgning i faser

Efter 50+ ansøgninger, to svar og to afvisninger på to uger går man gennem en del stadier som boligsøgende (i hvert fald i København.) Følg med her. 

1. Man-skal-da-være-godt-dum-hvis-man-ikke-ansætter-mig-fasen (også kaldet Optimistfasen eller Naivisme) – Kvinde: Tjek! Arbejde: tjek! Økonomisk stabil: tjek! Rolig og ikke-festende: tjek! Husdyr: Ingen. (Desværre!) på papiret er jeg faktisk så perfekt, at potentielle udlejere bør dyste om min gunst.

2. Jeg-kan-da-godt-være-kollektivist-fasen (Pre-erkendelsen eller Går-den-så-går-den-fasen). Fællesspisning hver dag? Fælles madbudget? Hvis jeg kan dyrke holdsport, kan jeg vel også dyrke et fælles samliv. Nemt. 

3. Jeg-får-bare-en-madonnapiercing-fasen (Desperationsfasen). 20 kvadratmeter i Albertslund til 2K? Hvis Vestegnen har skabt Anders Matthesen og SUSPEKT, kan det ikke være helt slemt. 

4. 3500-for-6-kvadratmeter-virker-som-en rimelig-pris-fasen. Havregryn smager desuden dejligt. 

5. Ældre-herre-søger-selskabelig-logerende-fasen (også kendt som Noget-for-noget-fasen). Svend på 67 i Vanløse leder efter en kvindelig logerende – gerne studerende. Seng er stillet til rådighed. 

6. Bolig-er-faktisk-ret-overvurderet-fasen (Opgivelsesfasen) —- hjeeem til Åååååårhus, uuhhh åååååhhh….

Og så kom jeg ikke længere, for jeg har nemlig fået tilbudt et ganske skønt værelse i en ganske skøn lejlighed på Amager. Som jyde har man ikke helt et begreb om, hvad Amager er for en størrelse, for vi ved jo kun det, vi får serveret gennem medierne (= snuskede værtshuse, romalejre og Linse Kessler) men jeg har ret hurtigt kunnet forstå, at Amager byder på meget mere end det. Min veninde omtalte øen som Nordens Miami, og selvom det totalt meget var en joke, kan jeg godt lidt se, hvor hun kommer fra. I går, mens vejret var allerbedst, hoppede jeg på cyklen og drog vestpå, hvilket endte med en 3-timers tur forbi Strandparken (som jeg skal bo tæt ved), Amager Fælled, Ørestad, Fields og videre mod Sjællandsbroen tilbage mod fastlandet. Det var utvivlsomt den mest rolige og afstressende cykeltur, jeg har haft herovre, og jeg var ikke ved at blive kørt ned eller ind i én eneste gang. Frederiksberg er for dejlig, men jeg tænker, at Amager passer bedre til mit jydehjerte og den gamle kone, der bor inde i mig. 

Forresten leder jeg efter gode cykelruter i Kbh og omegn (helst omegn, faktisk) og jeg tænker, at de gerne må være fra 20-50 kilometer-ish. Så hvis I ligger inde med gode alternativer til Den Grønne Sti, vil jeg være yderst taknemmelig. 


Uselskabeligt Sydhavns-får. 

Miriam har skrevet et ræddi godt indlæg lige her. De fleste af jer har nok allerede læst det, men hvis ikke, så klik lige forbi. Det er egentlig ret simpelt. 

Jeg har lagt en plan. Sådan da. 

Nu føler jeg mig ret dum over, at jeg ikke sagde noget lidt før. Det skulle jeg nok have gjort, for så var det måske ikke blevet så stort inde i mit hoved. 
I har været ret så gode – både her og på mit arbejde. Og endnu engang har jeg oplevet, at andre mennesker tager mig meget mere seriøst, end jeg til tider selv kan finde ud af. 

Det kan godt være, at søde ord og komplimenter ad libitum ikke reparerer noget inde i min selvforståelse, er det alligevel den største motivation, jeg kunne få, til at begynde at lægge nogle ting om. 

Ikke at det ikke altid er passende, men lige nu og her virker den legendariske sætning Of course it is happening inside your head, Harry, but why on earth should that mean that it is not real? ret rammende lige nu – og egentlig lidt desværre, for jeg ville gerne være fri for begge. Både det, der foregår på tankeplan, og så det, der rent faktisk er reelt, jeg så gerne vil forandre. 

Det er så bare min tilgang, som – indtil nu – har været helt forkert. Jeg har nok hele tiden gået og tænkt, at før jeg kunne få det bedre med mig selv, skulle jeg ændre på, hvordan jeg så ud. Det har slet ikke strejfet mig, at det måske var den anden vej rundt, der nok ville være den mest optimale løsning. (Den erkendelse giver jeg JER fuld kredit for!) 

Så med hel enorm og fuldstændig overvældende opbakning fra min arbejdsplads (og JER!) er jeg ved at lægge en plan. Den er ikke helt køreklar endnu, men der er et par konkreter, der i hvert fald er lagt fast. Og heldigvis har jeg på fornemmelsen, at universet er med mig. 

Først og fremmest havde jeg nemlig besluttet mig for, at alt mit gamle tøj skal ud. Åh, hvor kommer jeg dog i elendigt humør, når jeg dagligt roder rundt i kommodeskuffen og støder på bukser størrelse 32/børneafdeling i H&M, som måske bare hverken er eller bør være mit tøj. Umiddelbart efter den beslutning blev jeg standset af Ulrikke og hendes mor på gaden, for Ulrikke er stor Harry Potter-fan, og hun ville gerne vide, hvor jeg havde fået fat i mit Hogwarts-indkøbsnet (forstår hende godt, det er awesome!) Med stor beklagelse måtte jeg fortælle, at det var fra Primark, som hverken ligger i eller leverer til Danmark. Hun begyndte at se lidt trist ud, og jeg blev selv lidt trist. Så jeg tilbød hende, at hun måtte få mit seje HP-tøj, for en fan som hende måtte nødvendigvis være ret sej. Vi udvekslede numre (dvs. hendes mor og jeg udvekslede numre) og hermed er første punkt i min plan godt skudt i gang. Der er selvfølgelig stadig en forbandet mængde klæder, jeg stadig skal af med (også en del jeg godt kan passe, men bare fremkalder dårlige minder) så når jeg alligevel skal kyle sko efter jer, må I også gerne tage noget kluns med. Det er på min regning, vi finder bare en dag. 

For det andet skal jeg til at gøre flere ting, der gør mig glad. Sige ja til dates (hvis det bliver aktuelt), jeg skal drikke mere og stresse mindre, og så burde jeg lege Britney anno 1999 foran spejlet mindst én gang om dagen. 

For det tredje må jeg øve mig i at tænke pænere om mig selv. I stedet for at sige til mig selv, at jeg er klam flere gange dagligt, skal jeg tænke, at jeg er sød og dejlig. 

For det fjerde skal jeg snakke med et menneske, der har forstand på at snakke med en som mig. Umiddelbart havde jeg slet ikke tænkt, at det var der, jeg var, men et eller andet sted, er det jo ret åbenlyst. Jeg har efterhånden en lang historik af problematiske forhold på bagen, og jeg er stadig ikke begyndt at forholde mig til, at det er et halvt år siden (om 15 dage), jeg sidst så min far – og at jeg med en vis sandsynlighed heller ikke kommer til det igen. I hvert fald ikke før om meget lang tid. 

Det lyder jo alt sammen mægtig fint, synes jeg, og selvom jeg desværre ikke allerede synes, at jeg er død-fantastisk – eller det der ligner – tror jeg rent faktisk på, at det begynder at gå fremad. For pokker, det kunne nærmest ikke gå tilbage. 

Så endnu engang tak. 


Jeg satte allerede i gang med Punkt drik mere, stress mindre i lørdags, og David insisterede på at give en øl. Vi sad på toppen af Valby Bakke og lyttede til Kvinde Min, fordi den kære Kim holdt koncert lige ved siden af. Efter én Tuborg gik jeg skævt, men det var kun godt

Der er ikke noget at sige til, at ingen vil have mig, når jeg ikke engang vil mig selv 

Fake it till you make it fungerer fint i mange henseender. Det er helt afgjort fedest, hvis man rent faktisk har styr på tingene, men når det sommetider ikke er tilfældet, kan er det sommetider nemmest bare at lade som om. Til sidst ender man med at tro, at man rent faktisk har fingeren på pulsen, lige indtil man finder ud af, at man overhovedet ikke har det. 

Efter åbenbaringen kommer den svære beslutning. Enten fortsætter man benægt benægt benægt, eller også må man tage mere drastiske midler i brug og rent faktisk gøre noget ved, at man på nogle punkter er lidt ude af trit med, hvad man egentlig ville ønske. 

I lang tid har jeg nok valgt den første strategi, men den er jeg ikke blevet gladere eller mere tilfreds af. Så nu er det nok tid til nummer to. Og jeg kan passende starte her. Det er forbavsende svært: meget sværere end at skrev om min psykopatagtige far og mine ligtorne på lilletæerne. Derfor har jeg også trukket den, og det i meget lang tid. 

Jeg har været – og er stadig – bange for, at nogle ville give mig ret og sige: Det er sjovt, du siger det, Karoline. Du er faktisk blevet ret grim. Ret uattraktiv. Ret tyk. 

Det er der, jeg er, og det lyder nok enormt banalt, forkælet og ligegyldigt. Måske var det også alle de ting til at starte med, men nu har jeg efterhånden messet de grimme ord til mig selv så mange gange, at det er blevet en stor virkelighed, jeg slet ikke kan se ud over. Den er over det hele. Jeg kan ikke holde mig selv ud, ligesom jeg på ingen måde kan holde ud at være i mig selv eller blive konfronteret med, hvad jeg er. 

Så jeg undgår spejle. Jeg undgår vinduer. Jeg undgår glasdøre og alt, der kan reflektere mig. Jeg tager ikke billeder af mig selv, og jeg hader, når andre gør det, for de billeder er altid de værste, og de kan ødelægge hele min dag. 

Jeg tør ikke møde mennesker, jeg ikke har set i lang tid af frygt for, hvad de vil tænke. 

Jeg meldte afbud som oplægsholder på Risskov, selvom jeg egentlig godt kunne være der, fordi jeg ikke ville komme og gøre mig selv til grin over, hvor galt det kan gå, når man begynder at spise igen. 

Jeg hader at gå i bad, for især der kommer det meget tæt på, og jeg bruger umådelige mængder af energi på at holde blikket mod et punkt i loftet, for så slipper jeg for at tage stilling til mig selv. 

Jeg slår blikket ned i jorden, når jeg går gennem gaden til Distortion, for jeg orker ikke, at ingen orker mig. Jeg orker ikke frygten for at få lede ting smidt i hovedet af stive fyre, jeg får øjenkontakt med på gaden. Det har jeg prøvet for mange gange før, og jeg kan ikke klare, hvis det sker igen. 

Jeg ghoster ham den fantastiske fyr fra Tinder, der skrev ligeså lange og levende beskeder om Harry Potter, som jeg selv gjorde. For jeg tør ikke mødes med ham, når jeg alligevel ved, at han bare bliver skuffet. 

Jeg holder mig væk fra Instagram, for det gør mig egentlig kun ked af det. 

Jeg kan ikke holde ud at klikke tilbage i tiden på mine gamle indlæg, for jeg oplever det som Karolines forfald, der bare skete, uden jeg selv havde kontrol over det. 

Så når jeg har sagt, at jeg er glad, så er det kun delvist sandt. For jeg er glad for alt andet end det, der er mig selv. Mine venner. Mine kollegaer. Mit arbejde. Min familie. Men i længden kan det være ret svært at holde fokus på alt det, når du et eller andet sted føler, at du har mistet kontakten til dig selv. 

Hvor ville det bare være meget mere cool at være en af dem der, der bare elsker sig selv og alt det der. Og jeg hader mig selv en smule for at hade mig selv så meget. Fordi det åbenbart betyder så meget, og fordi jeg åbenbart ikke kan se mig tilfreds med, at jeg faktisk er en ret fin person (I ved, sådan rent personlighedsmæssigt, ing’.)

Det var så det. Det lettede. 

5 grunde til at Resorb Væskeerstatning gjorde mig momentært hysterisk


Jeg er egentlig ret robust. Stabil i humøret. Men jeg har altid været ubehageligt varmesensitiv, og til trods for min kærlighed til solskin og brun hud, har jeg altid været den første til at bukke under for solstik og dehydrering, når det har været allervarmest. Nok også (eller mest) derfor, fik jeg et irrationelt miniflip i weekenden, da temperatursøjlen på den nærliggende tankstation viste 29 grader celcius. Mit hysteri startede med en Resorb brusetablet. Eller faktisk startede det, da jeg havde bællet hele glasset i to tørstige mundfulde og bagefter gav mig til at læse på indpakningen.

1. Fandme om de ikke er produceret af Nestlé! Lige siden jeg fandt ud af, at fødevaregiganten mener, at ‘det er kontroversielt at mene, at vand er en menneskeret’, har jeg pure boykottet dem (heldigvis er deres kaffe ringe, og jeg har aldrig været super afhængig af Oreos.) Lige i dette øjeblik kommer jeg faktisk til at overveje det ironiske aspekt i, at de laver tabs til væskeerstatning. “Vi har taget dit vand, men værsgo! Køb en Resorb, then you don’t even need that shit.”

2. Sidste holdbarhedsdato var i 2014! (faktisk er jeg overhovedet ikke pernippen, hvad det angår. Jeg spiser tit mad, der er meget for gammelt. Og hvis mine gulerødder er brune og bløde i enden, betyder det ikke, at de er diskvalificeret som føde.)

3. … hvilket betyder, at de er 3 år siden, jeg sidst var i noget, der med rette kan kaldes for et fast forhold. Tabletterne var nemlig en del af en rejsekit-gave fra min ekskæreste, og eftersom det ligesom er 4 år siden, jeg drog til Afrika, og ham og jeg slog op året efter, er regnestykket ret nemt.

4. Glucose er hovedingrediensen. Nu er jeg jo ikke udlært i kemi eller noget, men jeg er stadig ret sikker på, at glucose har noget med sukker at gøre. I skal vide, at jeg ikke drikker ting med sukker i. Faktisk kan tanken om det gøre mig decideret angst (flashbacks tilbage til min sygdomstid, hvor jeg seriøst kunne have mareridt om at drikke to liter almindelig, sukkerfyldt sodavand ved et uheld. Eller når jeg var i biografen og ikke havde lyst til at drikke Fanta, fordi de sikkert kom til at tappe af den forkerte, glucosefyldte hane.) Flash forward tilbage til i dag, hvor jeg faktisk kværner slik, kage og bolcher på daglig basis, men tilsyneladende stadig er lidt emsig over kombinationen af sukker og vand.

5. Jeg var dehydreret og letpåvirkelig. (Og i dag har jeg det helt fint igen. Men begge rør Resorb ligger altså nu i min skraldespand.)

Takeaway: Lad være med at læse labels.

PS. Mit sidste indlæg gik lidt i hest, så hvis I læste det gennem bloglovin’, var det sikkert noget makværk. I kan læse det rigtige her.

PPS. Potheads! Har I set det her?!