Det kunne være fedt, hvis jeg stoppede med at snakke om vejret. 

Nu vil jeg starte med at snakke lidt om vejret:

Denne sommer har vi sammenlagt haft 77 timers sommer, hørte jeg i forgårs. Det er lige over tre døgn. Tre døgn. Og nu er aftenerne allerede blevet mørke, de første stormstød er kommet, og der er hul på himlen, som om alle dens beboere har været på druk og kollektivt har besluttet sig for at tømme blæren. Shit, hvor jeg hader det, jeg hader det faktisk nærmest endnu mere end det faktum, at jeg ikke kan tænke, endsige tale om andet end det komplette lortevejr, der gør mig så trist og træt oven i roen.

Det ville nok være smart, hvis jeg bare prøvede at flytte fokus en smule, men det kan jeg bare ikke, og det er totalt dumt, for resultatet er bare, at jeg bliver sur. Se bare her, hvad jeg har formået at hidse mig op over siden sidst.

En facer fra Red Barnet. Jeg er SELVFØLGELIG altid sød mod facere, selvom jeg ikke har nogen intentioner om at lade mig hverve, for de er jo mennesker ligesom alle os andre. Når det så er sagt, så er der bare nogle af dem, der er mere irriterende end andre. Fx ham her.
Han lægger ud med en meget indstuderet salgstale krydret med retoriske spørgsmål (Politiker, kend dit Spin Vol. 1) a la: Synes du ikke, at det er synd, når børn bliver mobbet? Går DU ind for mobning? Gad du sætte en STOPPER for mobning? (Ja, nej, ja er de rigtige svar.) Men herefter slog han over i en mere personlig beretning, som kunne have været hjerteskærende, hvis ikke han havde været en elendig fortæller, og hvis jeg havde været i et bedre humør. Den lød nogenlunde således: ”Tænk på, at du kan hjælpe børn derude, som bliver mobbet lige nu. Jeg er faktisk selv blevet mobbet i folkeskolen. Det var så hårdt, og jeg ville ønske, at nogle havde sat en stopper for det. Jeg er et mobbeoffer”.
Det forstår jeg godt, for fuck hvor er du irriterende, var cirka min eneste tanke under hans svada, og undskyld for det, mobning er selvfølgelig aldrig okay.

WeDoFood, som jo lidt bryster sig af at være leverandør af gode råvarer, wakametang og greenies, og så kan de ikke engang nosse sig sammen til at investere i økologisk mælk. Stram op.
TIP: Jeg kommer der alligevel. Ikke for de grotesk dyre salater, men for deres rawbars med Valrhona-chokolade, som jeg sværger er noget af det lækreste, jeg nogensinde i mit liv har smagt.

Bloggere, som ikke svarer på kritiske og undersøgende kommentarer, men kun er søde og inkluderende, når de får sendt skulderklap i deres retning. *UNFOLLOW*.

Bloggere, som skriver indlæg, som giver sig ud for at være vigtige, men seriøst ikke er det. (Hey, måske jeg snart skulle tage hul på en Blogger-bullshit #3, jeg er åbenbart helt i stødet.) For ikke længe siden stødte jeg på en rubrik med den omtrentlige ordlyd ’Der er vigtigere ting i livet end sociale medier.’ OH. MY. GOD. HVAD. HVAD. HVAD. *Jeg har aldrig fulgt dig, men jeg har lyst til at følge dig nu, bare så jeg kan af-følge dig igen*.

Min egen skruk-ness, som grav alvorligt har resulteret i, at jeg tidligere på ugen brugte (lidt) lang tid i Cryos’ database. Jeg fandt for resten en ganske kvalificeret kandidat, en kær John Doe: Dansk/iraner, 189 centimeter høj, brune øjne, mørkebrunt hår, psykologistuderende. Ham havde man da matchet med på Tinder, havde man ikke?

De bananchips, jeg havde købt til en hjemmelavet granola, jeg skulle have lavet. Jeg har ikke haft tid til at lave granola, men åbenbart ikke så travlt, at jeg ikke kunne nå at kværne de tørrede tingester in one sitting. I kender det.

hvidkaffe-er-sur

Den der menstruationskop… er den noget ved?

Det er med bævrende underlæbe og sitrende krop, at jeg skriver det her, for venner… enten har jeg sparket mit indre skridt til blods, eller også HAR JEG LIGE FÅET MIN MENSTRUATION IGEN!

Tankerækken fra toilettet gik nogenlunde således:

  1. Hvad pokker… hvad foregår der… det kan ikke være rigtigt… *tørrer en ekstra gang*.
  2. Den er sgu god nok.
  3. For helvede. Jeg er allerede træt af det.
  4. Har jeg nogen tamponer? Nej, det har jeg ikke. Jeg brugte den sidste til at proppe i munden og tage billeder af det.
  5. Skal jeg virkelig ned og købe tamponer nu? Jeg har lige handlet. Jeg gider ikke at købe tamponer som det ENESTE. Skal jeg camouflere dem med et par poser gulerødder og noget sodavand? Jeg håber, at det er en kvindelig ekspedient.
  6. Jeg har heller ingen smertestillende piller. Det skal jeg også have. Menstruation er for viderekommende, og jeg gider det ikke mere.
  7. NOooOOoO. Jeg skal til Barcelona i overmorgen… sut…
  8. Hvad nu hvis jeg havde tænkt mig at sove ude i nat? HVA’?
  9. Gad vide, om den der menstruationskop er noget ved. *Forlader badeværelset og går ind i seng for at researche på menstruationskop. Ligger her stadig. Stadig uden tampax.*

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Mit hoved er ved at flyde over af uforløst fejringspotentiale, mens jeg også bare har lyst til at gå i fosterstilling med en plade Marabou for først at rejse mig om 5 dage igen. Eller hvor lang tid den slags nu tager. Jeg mangler virkelig en form for guide til, hvad man gør, når ens krop lige pludselig takker for god opførsel, og Tante Rød genopstår fra de døde. For det her føles vitterligt som første gang og som en indkørsel til noget helt, helt nyt.

Hvis det er den her effekt, Amager har på mig, så skal vi sgu nok få et fremragende forhold, os to.

Kællinger må klare sig uden kaffe

Min uges ferie sluttede egentlig i går, og jeg burde have siddet på pinden ved Havneholmen hele dagen i dag. Som det er lige nu – ikke bare for mig, men journalistik helt generelt – foregår mange interviews over telefonen, for det er sjældent, at det kan svare sig at rejse til en anden landsdel for en enkelt times samtale. Denne gang var jeg heldig, for interviews ansigt til ansigt bliver altid bedre, og de er i øvrigt også altid sjovere, og nu havde jeg muligheden for at blive i min hjemby en dag længere, fordi der sad en kvinde i en forstad til Aarhus, som havde tid og lyst til at mødes med mig.

På tilbagevejen trissede jeg igennem Aarhus C for at finde noget frokost (det endte med en Banh Mi-salat og sweet potato fries fra Aarhus Street Food, og det hele kan varmt anbefales!) men det blev også en noget zigzagget vej ned til Rutebilstationen.

De fleste har nok hørt Aarhus blive omtalt som værende Verdens mindste storby, og det er da også meget sødt, ikke desto mindre er det overhovedet ikke sandt. Aarhus er faktisk bare en lille by. Bevares, den er god, men den er ikke stor.

Det meste af mit liv har jeg været ramt af en lokalpatriotisk flovhed, når regnvåde turister har trosket rundt i byens tomme gader, fordi butikkerne har haft lukket, og de allerede for længst havde lagt deres vej forbi Aros. Sådan noget er altså lidt uudholdeligt at være vidne til, når man elsker sin by ret meget, men man også er pinligt opmærksom på, at man nok skal være born and raised her, før man kan se – og finde vej til – de hyggelige oaser.

Denne weekend har dog været en undtagelse, for vejret har været forrygende, og der står imponerende kunstværker overalt i byen og langs vandet på grund af det der Kulturby-hype. Turisterne var glade, og det var jeg også.

I dag blev den gladhed udfordret en kende, og det bringer mig tilbage til min zigzag-gang, der fungere som mit altoverskyggende argument for, at Aarhus bare er en landsby.

Sagen er den, at min lille tur ned til madmarkedet med rette kunne have heddet The Tinder Walk/Walk of Remorse/30 Minutes of Unredeemed Desire – og fortsæt selv rækken. På en sølle halv time formåede jeg at støde ind i TO ungsvende, som jeg på den ene eller anden måde har stiftet bekendtskab med gennem Tinder.

Det gik først galt ved Jægergårdsgade, hvor jeg havde tænkt mig at nyde en kop af min yndlingsamericano. Jeg kiggede ind gennem kaffebarens rude og fik øjenkontakt med et af fortidens spøgelser: Ham, der faktisk virkede flink, men jeg alligevel ghostede, og kun Gud ved hvorfor. Idioter fortjener åbenbart ikke deres favoritdrikke, tænkte jeg lidt, mens jeg hurtigt vendte om og marcherede tilbage til mit udgangspunkt.

Jeg beslutter mig for at gå en omvej langs Ny Banegårdsgade, for Baressos americano er faktisk forbandet god, og så har de det toilet, jeg altid står og mangler.

Til stor fortrydelse havner jeg bag en fyr, som jeg ret hurtigt mistænker for at være ham, der engang gjorde mig akut nyresyg (og det var ham. Selvfølgelig var det ham). Desperate løgnere fortjener tilsyneladende heller ikke deres kaffe. Eller blæretømning.

What are the odds? tænker man i sit stille sind, men ret hurtigt kender man svaret på sit eget spørgsmål: Aarhus er bare lidt for lille, når man 1) døjer med uforløst kærlighed, eller 2) bare er en TinderTumpe/DatingDisaster som mig.

Her er forresten min tryllestav

Ungdommens 6 sanser


Kender I det der med at gå forbi et menneske, som dufter på en helt speciel måde? Ikke ham jeg bader kun, når årstiden skifter-typen, men ham fyren på strøget, hvis aftershave lugter præcis, som ham fyren, du var håbløst forelsket forelsket i, da du var 15 år. Jeg ved ikke, hvad det er med den duft, men den kan få mig til at genopleve alle de situationer, glæder og udfordringer, jeg stod midt i for snart ti år siden. Det gav mig ideen til det her: min ungdom i sanser. 

Min ungdom…

… så ud som: D&G t-shirts,  Kawasakis (helst i forskellige farver) og lavtaljede Diesel-jeans (så lave, at man kunne se ens Snoopy-streng et sted langt oppe ad lænden, når man sad ned.) Min hud var som bekendt godt og grundigt gennembagt, og jeg brugte en solpudder om måneden – ikke den nude udgave; den mørkeorange med pænt meget glimmer. 

Nogenlunde sideløbende var jeg forelsket i et look med kobberfarvet øjenskygge og turkis eyeliner under øjnene. Heldigvis var jeg på det tidpunkt stoppet med at barbere mine øjenbryn med en engangsskraber. 

… lugtede af Paris Hiltons parfume, som var den første, jeg nogensinde fik (det var i 11-års fødselsdagsgave, hvis ikke jeg husker helt forkert. Før det gik vi bare med Date-deodoranter.) Jeg sparede så meget på den, at jeg 5 år senere måtte smide resten ud, fordi de sidste dråber havde fået en fusionslugt mellem ged og gedens føde. Alle drengenes hoveder hørmede af ID-voks, og der blev brugt en del, for det var dengang, hår skulle stritte. Jeg blev forelsket til duften af Acqua de gio, og da min store kærlighed ikke ville have mig længere, tog jeg ofte forbi Matas, fik en duftprøve med hjem, som jeg sprøjtede ud på mit sengetøj og græd mig selv i søvn til. Det var dengang, jeg godt kunne lide mænd. 
Jeg kommer heller ikke udenom lugten af kaffe og smør fra brændte croissanter efter mine 6 år på Baresso, som i lang tid var indbegrebet af mit liv. 

… lød som Nothing Else Matters spillet på akustisk guitar af min ekskæreste i 9. klasse. Metallica fulgte med mig – også efter bruddet – fordi jeg valgte at få følelser for eks-kærestens bedste ven, som tilfældigvis også var ret stor fan af bandet. Et år eller to senere rykkede dakke dak-musikken ind i de danske stuer (eller i hvert fald teenageværelser) og en gymnasiefest var ikke god, før vi havde hørt Infinity, Loca People eller Mr. Saxobeat. Ikke meget har ændret sig på den front. 

… smagte af pasta med tun, ketchup og friskrevet ost, som var min ultimative hofret. Jeg lavede den hver dag, når jeg kom hjem fra skole, og den blev skovlet ind i selskab med Dharma and Greg, Beverly-crew og vennerne på Central Perk (det var flowTV’ets storhedstid. Seriezone, kom tilbage!) Men min ungdom smagte også super meget af alkohol. Det startede ud med syregrøn kiwivin og orangefarvet ferskenlikør fra Aldi. Det var ikke specielt spritstærkt, mest smagte det bare af tilsætningsstoffer og sukker, men det gjorde ikke så meget, når man drak en flaske ad gangen. Og det gjorde jeg gerne dengang. 

… føltes som en lang omgang tømmermænd. Når jeg tænker tilbage på mine teenageår, er det lidt foruroligende, hvor meget af min tid jeg brugte på at være træt med tømmermænd. De fleste familiebilleder fra den tid bekræfter også, at jeg ikke var typen, der fjernede min makeup efter en bytur, og mine mørke rende under øjnene var mere udtalte end et nyopereret ansigtsløft. 

Jeg burde måske gå rundt med en del ærgrelse over min meget berusede ungdom, men hvis vi ser bort fra de der 3.g’ere, der mobbede mig, førte alkoholen for det meste kun til gode ting. Og det bringer mig behændigt videre til sidste punkt, som dybest set ikke har sin rette plads her, men det virker alligevel meget passende. 

Som rosinen i sanseenden havde jeg skrevet Ungdommens Umami, og det var før, det gik op for mig, at Umami slet ikke er en sans. Men med bogstavrim som min suveræne styrke (og påskud for at snakke om mænd) var den for god til at udelade. Knægte var nemlig i høj grad mit teenagekrydderi. 
Ulig mange andre teenagere (tror jeg) var jeg dengang af den overbevisning, at jeg var the shit. Sådan helt seriøst: jeg følte mig egentlig ret lækker. Måske havde jeg deller og appelsinhud, eller det havde jeg nok, men jeg aner det dybest set ikke, for jeg var pisse ligeglad. Når jeg tog i byen, var det i lårkort og stilletter, og jeg havde en fest med det. Jeg spiste hotdogs og pomfritter og bællede guldøl hele tiden, og jeg anede ikke, hvad en kalorie var. Blufærdighed eksisterede ikke i min bevidsthed, og den selvsikkerhed afspejlede sig i alt hvad – og hvem – jeg lavede. Og det var ikke så få igen. 

Guderne må vide, hvad der blev af den usårlighed. 

Københavnerbemærkninger

Trends
Jeg kan meget hurtigt klæde den typiske københavner på.
Lad os starte med skoene, og som min gode, gamle fader ville have sagt, er de jo nok mere specielle, end de er kønne. Fodtøj kræver selvfølgelig en form for bentøj, og de kunne meget vel se sådan her ud – vælg frit fra listen, de går alle an! Outfittet skal selvsagt rundes af med noget farve og helst også et statement, og det bedste valg vil for alles vedkommende altid være denne sag, som ikke bare er nuttet og klædelig, den viser også, at du har et politisk standpunkt, til du tager et nyt.
Fyrene har jeg desværre lidt glemt at tjekke ud, men jeg har en klar formodning om, at de går nogenlunde i det samme. (Måske lige opgraderet med den her jakke og sådan en sag.)

Socialt
Er jeg blevet det menneske, der ringer op til min lillesøster flere gange om uden og indleder samtalen med ‘nå, hvad så?’

Forskelligheder
Sidsel og Lasse er kommet mig i forkøbet med lister over kulturchok for jyder, som er havnet i København. Jeg synes egentlig, at de har gjort arbejdet ganske upåklageligt, dog tillader jeg mig at komme med et par tilføjelser:

1. Man skal ikke trykke på lysreguleringsknapper for at få grønt lys. Det skyldes sikkert, at man antager, at der altid er fodgængere (mennesker) til stede. Samme slutning kan man ikke lave i Jylland.

2. Man får ikke tilbudt Samvirke. Det skal man selv bede om.

3. Folk snakker lidt anderledes. Og jeg skal stadig tage mig selv i at tænke, at de ikke nødvendigvis er røvhuller, bare fordi de udtaler ordene lidt sjovt.

4. Der er mange, der gerne vil have dine smøger. I Aarhus var det altid (og det var ret sjældent) sådan: Undskyld, du har vel ikke en smøg, jeg må købe?
Herovre lyder det: Undskyld, du har vel ikke en smøg, jeg må få? – og det sker gerne 2-3 gange om dagen.

5. Og så er der cyklisterne. Dem har vi talt om. De er psykopater. Og siden sidst er jeg blevet påkørt af tre styks. Hvis ikke jeg snart skal eksplodere af forargelse og indignation, bliver jeg nødt til at forfatte et læserbrev (til Politiken, fordi det handler om København.) Først og fremmest vil jeg insistere på, at turister bliver frataget retten til at leje cykler. For det andet skal der indføres cykelpoliti. For det tredje skal man tage et cykelkørekort, hvis man ikke har et gyldigt kørekort til en automobil. Og for det fjerde skal man implementere en form for social legalisering af selvtægt, når folk ter sig tosset på deres tohjulede – jeg foreslår en intervention i retning af Skærmtrolden Hugo, hvor man banker folk tre gange i knolden med ordene ‘halloooooo, så er der altså kun et liv tilbage!’

??
Velintegreret københavner’-buksen

Older posts