Klokken 2.30 sidste lørdag nat kom jeg hjem efter 6 dage i Barcelona. Jeg fik mig relativt u
Se næste indlæg >
Kan man miste evnen til at blive forelsket?
Jeg snyder jer lige for et billede af min ekskæreste. Til gengæld får I et pragtfuldt citat af Liam-drengen med på vejen.
Jeg kan tydeligt huske, sidste gang jeg var forelsket. Det er snart 10 år siden. Jeg gik i 8.A på Viby Skole, og han gik i min parallelklasse. Min – på det tidspunkt – bedste veninde var også hans bedste veninde. En aften var hun og jeg alene hjemme, hvilket vi havde besluttet os at fejre ved at drikke os i hegnet med en blanding af rødvin, vodka, ouzo og panodiler (der var nemlig sodavandsfest på M/F Broen aka Ecstasyskibet samme nat.) Midt i vores vanvittige teenagerus ringede det på min venindes dør. Det var ham, hendes bedste ven. De havde åbenbart en aftale, som hun havde glemt at aflyse. Hun beklagede mange gange og inviterede ham med ind. Men han havde ikke lyst; os inde fra A-klassen havde nemlig ry for at være en flok dødbiddere af dimensioner. Hvordan hun alligevel fik ham overtalt til at komme ind, har jeg ingen anelse om – men både dengang og i dag, bilder jeg mig selv ind, at det var skæbnen, som førte ham ind i hendes stue den aften.
Hvad der efterfølgende skete, var bestemt ikke kønt. Jeg blev så bacardi, at jeg trængte ham op i en krog i køkkenet, knappede hans skjorte op og prøvede at slikke ham på hans nøgne overkrop (jeg er god til førstehåndsindtryk). Og min veninde og jeg nåede aldrig nogensinde i byen. I stedet brækkede jeg mig i Midttrafiks bybus og faldt i søvn med hovedet nede i toilettet, mens min veninde havde banket hovedet ind i badeværelsesfliserne og var besvimet ved siden af mig.
Det er helt afgjort ikke en af mine stolteste aftener, men det er nok en af de bedste. Dagen efter vågnede jeg op til en SMS på min telefon. Den var fra ham, og han ville bare høre, om jeg var okay. Herefter gik det hurtigt, og vi endte med at være kærester i et års tid. Jeg var så forelsket.
Det er ved at være en del år, en del flirts og en enkelt kæreste siden nu. Desværre må jeg erkende, at jeg ikke har været forelsket, siden jeg var sammen med min folkeskolekæreste. Jeg har haft flere crushs på forskellige fyre, og jeg nærede selvfølgelig også kærlige tanker for min sidste kæreste. Men det blev aldrig nogensinde den der hjerteskærende jeg kan ikke leve uden dig, og jeg har fuldstændig mistet appetitten-forelskelse, som jeg havde oplevet tidligere.
Den erkendelse er ikke rigtigt noget, jeg har brudt mit hoved tidligere. Men i løbet af det sidste halve års tid har jeg nærmest dagligt overvejet, om jeg mon har mistet evnen til at blive forelsket og forgabe mig i et andet menneske. Jeg synes egentlig, at der er en del søde fyre derude, og selvom jeg også kan hygge mig meget med dem og ikke kan udpege umiddelbare fejl og mangler, er det bare lidt, som om jeg aldrig bidder i. Forstå mig ret; jeg ved godt, at det ikke er normalt at have fundet sit livs udkårne og far til sine børn, når man er 23. Men er det normalt ikke at have oplevet forelskelse i 10 år?
Det bliver jeg simpelthen nødt til at tro på, at det er. Alt andet er simpelthen for deprimerende.
Jeg plejede at crushe på alle kvinder der så bare lidt søde ud, indtil at jeg mødte min nu eksforlovede. Hun var sindslidende af personlighedsforstyrrelse. Det gjorde det ret svært at være sammen med hende og til sidst fik hun bare klemt mig på en måde som gjorde at jeg gik fra hende. Hun forsvandt i to uger og havde fortalt en af vores fælles venner at hun ville hænge sig selv i et træ og jeg må indrømme at jeg tog hende bestemt alvorligt. Jeg fandt hende efter 3 dage og da hun så mig flygtede hun hen til det nærmeste træ og forsøgt at kravle op i det. Jeg nåede at for fat i hende og holde hende fast i et bjørnekram. Det var dybt grænseoverskridende. Det slog mig i hovedet som en våd klud at alvoren ganske sikker da jeg mærkede tovet bundet om hendes liv. Hun havde tænkt sig at slå sig selv ihjel. Hun gav mig et brev som jeg læste hvor hun forklarede hvorfor hun ville dø, hvordan hendes begravelse skulle være og hvilken musik folk skulle lytte til. Hun fortalte mig at hun havde trænet for kunne kravle op i et træ i 2 uger og hun havde beregnet hvor langt faldet skulle være for at tovet knak hendes nakke i faldet. Hun kom på en psykiatrisk skadestue i et døgn og blev bagefter udskrevet og insisterede på at flytte hjem til mig i vores fælles andelsbolig. Det var en fucking lorte ide, fordi jeg havde ikke sluttet det fordi kærligheden var død, men fordi jeg ikke kunne ånde og være til sammen med hende. Jeg var konstant stresset, sov dårligt og var for det meste trist. 1 måned blev hun i vores andel hvorefter hun forsvandt sporløst i 8 måneder. Jeg kiggede min macbook igennem som jeg vidste hun havde brugt og fandt et kodeord til hendes email. Hendes mobil var stadig aktiv. Jeg kunne se at hun havde rejst til Grønland, derefter Hamburg, så til Italien og sidst til Rumænien hvor hendes forældre boede. Hun havde taget et kviklån. Åbenbart havde hendes plan været at slå sig selv ihjel i Grønland, men kom på andre tanker.
Jeg rejste ned til Rumænien og fandt hende i Bukarest. Det tog 6 dage at finde hvor hun var henne. Jeg havde et brev med oversat til Rumænsk som min veninde der også var Rumæner havde hjulpet mig med som kunne forklarer hendes forældre hvorfor jeg var kommet så langt alene og var der for at finde hende. Hun havde efterladt en gæld på 45.000 kr som kunne ende med at blive taget ud af værdien på vores andel fordi vi ikke havde særeje. Jeg var låst til andelen fordi jeg kunne ikke sælge den uden hendes underskrift eller indfri hendes gæld på 45.000 kr uden hendes underskrift og selvom at jeg skulle blive smidt ud af andelen og den blev tvangssolgt ville jeg så miste de penge som jeg havde gået og afdraget på den. Jeg hadede at jeg ingen frihed havde eller kontrol over mit liv og jeg havde også brug for at se at hun var i live og ikke bare havde fået sin mobil stjålet.
Jeg fandt hende og vi forsøgte at blive genforenet. Jeg var mest af alt forvirret fordi at se hende i live og velfungerende var en kæmpe lettelse, men hun nægtede at komme med hjem igen. Jeg har aldrig kunne rumme langdistanceforhold. De er altid gået galt.
Jeg betalte hendes skyldner og fik andelen over i mit navn. I det mindste kunne jeg overskue min nærmeste fremtid.
Noget knak indeni efter vi endelig gik fra hinanden for altid. Jeg kunne ikke længere finde rum i mig selv til at begynde at stole på nogen som helst nye mennesker i mit liv. Det at forelske mig i nogen som jeg ikke allerede havde et tillidsforhold var ikke længere muligt. Jeg var ødelagt på en måde. Men min pointe med det her er, at kunne forelske sig kræver en tillid til en selv og en tillid til at andre ikke vil ødelægge dig. Man skal være et sted med sig selv hvor man hviler nok i sig selv til at kunne give slip på frygten og tvivlen. Jeg tror ikke at jeg kommer dertil igen, men har ikke givet op. Det du beskriver er helt normalt. Du behøver nok egentlig bare skulle arbejde med at løfte din selvværdsfølelse og booste din selvtillid. Finde dig til rette med dig selv så du kan lege med tankerne om en potentiel partner. Lige som jeg er nødt til. Vi står nok på forskellige platforme, men jeg er sikker på at det nok skal lykkedes for dig. Jeg er nået så langt at jeg kan rumme at fremmede folk nogle gange er mærkelige og pågående. Så det går fremad.