Lifehacks: Genveje til selvtilfredshed

Du er ikke din diagnose

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg de sidste 3 års tid har haft anoreksi. Men på samme tid er det heller ikke noget, jeg skilter med. Faktisk tror jeg ikke, at jeg har fortalt om min sygdom til mere end 5-10 personer. Dermed ikke sagt, at der ikke er flere, som er klar over det. Folk har selvfølgelig sagt det videre til andre, mens der naturligvis også vil være en håndfuld, som selv har regnet det ud. 

Jeg tror aldrig, at jeg vænner mig til at sige ordene ‘spiseforstyrrelse’ eller ‘anoreksi’. Især ikke hvis jeg skal sætte begreberne i forbindelse med mig selv. Jeg har anoreksi. Guwaah.. Jeg skal altid tage tilløb til den sidste del, og jeg ender konsekvent med at virke som en stor undskyldning for mig selv. Jeg har sgu da ikke anoreksi. Det kan ikke passe. Anoreksi er sådan noget, som opmærksomhedskrævende 14-årige piger har. 

I løbet af de sidste par år har jeg spottet en tendens på de sociale medier, Instagram i særdeleshed. Her udbasunerer folk deres diagnoser ud til alle. Camilla. 21 år. Bulimiker, angst og depression. Følg min rejse mod recovery. Det ville svare til, at jeg skrev: Karolines kamp mod anoreksien i min bio på Instagram, og at jeg ændrede mit navn til FightingCoffeeGirl (kind of catchy, faktisk.) Helt ærligt, jeg har virkelig svært ved at forstå det – hvilket jeg har prøvet på mange gange.

Der er ingen tvivl om, at de sociale medier giver et fællesskab, en opbakning og en form for tryghed. De fleste af de omtalte brugere er meget aktive, og de er altid i dialog med hinanden. Det er en meget uforpligtende og fleksibel form for selskab, hvilket er totalt praktisk, når man har en spiseforstyrrelse (fordi man ikke magter andre mennesker mere end en halv time ad gangen.) På samme tid bliver de til en del af et fællesskab med ligesindede, som alle kæmper for det samme: et liv uden psykisk sygdom. Derfor er der utvivlsomt enorme fordele ved at være så åben omkring sig selv og sin diagnose på de sociale medier.

Men jeg forestår simpelthen ikke behovet for at sidestille sin diagnose med de mest basic ting i ens tilværelse. Jeg forstår ikke, hvorfor alle skal vide, at du har anoreksi, OCD, BED, whatever. Jeg gad godt vide, om de her mennesker ude i virkeligheden præsenterer sig for en fremmed ved at række hånden frem og sige ‘hej, jeg hedder Nadja, jeg har anoreksi, og så bor jeg i Aarhus.’ (Ej, vel?)

Jeg har aldrig nogensinde identificeret mig selv med min sygdom, ligesom jeg aldrig har accepteret dens tilstedeværelse. Og netop det har været en kæmpe hjælp gennem hele den proces, der populært omtales som recovery. Ved at kunne skelne Karolines tanker fra spiseforstyrrede tanker, har jeg lært at tage de rigtige beslutninger, selvom det har været – og stadig er – pisse svært.

Men når man vælger at lade sin spiseforstyrrelse være fokus for sit liv på de sociale medier, tillader man også sin sygdom at være det vigtigste og væsentligste for sin person. Der opstår en forventning om, at man er hende den spiseforstyrrede, hvilket jeg tror kan være med til at fastholde en i sin sygdom. Og sådan bør det for alt i verden ikke være.

Jeg har bevidst valgt ikke at komme ind på de psykologiske, sociologiske og antropologiske synspunkter om identitetsdannelse, for det har jeg slet ikke kompetence nok til. Det er heller ikke min ret at vurdere, om det er en fornuftig taktik at dele sit privatliv med alle, som har lyst til at følge med.

Næste indlæg

Lifehacks: Genveje til selvtilfredshed