Jeg, en guru

Overskriften skal selvfølgelig forståes som en joke. Om ikke andet så som en meget grov overdrivelse.

På dette tidspunkt for præcis 2 år siden, var jeg lige blevet indlagt på Sengeafsnit G på Risskov Psykiatrisk Hospital. Afsnit G kaldes også for Dagshospitalet, og det er blandt andet der, spiseforstyrrede patienter kan få behandling.

Jeg var lige blevet sygemeldt fra studiet for anden gang og blevet tvunget til at flytte hjem til mine forældre, fordi jeg ikke kunne passe mig selv. Hidtil havde jeg været et voksent og velfungerende menneske, men lige i den periode var jeg ikke andet end en patient, som kun klarede sig, fordi min mor passede og plejede mig som en nyfødt. Sådan er det gudskelov ikke i dag.

Det er længe siden nu. Siden jeg blev afsluttet på Risskov. Og jeg havde egentlig håbet på, at jeg ikke skulle tilbage dertil nogensinde igen. Men det kom jeg så alligevel i går. Heldigvis var det i et noget andet ærinde end sidst, jeg var der.

Lad os prøve at gøre en halvlang historie lidt mindre lang: jeg skal være oplægsholder (af mangel på bedre ord) for patienterne, som er indlagt på Dagshospitalet. Og så blev jeg også tilbudt at holde oplæg til ambulatoriets store pårørendearrangementer (som sædvanligvis huser omkring 100 mennesker – MINDST!) Holy cow. Det er vanvittigt fedt og vanvittigt angstprovokerende på samme tid. Men jeg føler også, at jeg har så meget på hjerte, at jeg ikke kan tillade mig at lade være.