Ondt i maven: En analyse

De sidste par dage har jeg haft ret ondt i maven.

Ikke ondt på den der måde, som når man har spist en hel pose hørfrø og tygget sig gennem to pakker tyggegummi i løbet af et par timer. Mere en følelse af en gigantisk maveknude, som forplanter sig i hele kroppen og lægger en dæmper min energi og  mit overskud.

Jeg har efterhånden lært, at når jeg får det på den måde, så er det fordi, der er ting, jeg ikke tager mig af. Det er ikke bare en følelse af ked af det-hed. Min umiddelbare taktik til at håndtere det, er stort set altid den samme: jeg bevæger mig fysisk væk fra problemerne. Og det er næsten i bogstaveligste forstand. Jeg begynder at gå, og jeg går til udmattethed og blødende fødder. Det er selvsagt ikke specielt konstruktivt, og det løser absolut ingenting – måske lige bortset fra D-vitaminmangel. Heldigvis er jeg blevet lidt bedre til at lade vandrestøvlerne stå og gå lidt mere pragmatisk til værks.

Det indebærer først og fremmest at finde ud af, hvor kæden er hoppet af. Derfor har jeg prøvet at grave lidt i mit hjerte for at finde ud af, hvad det egentlig er, der går mig sådan på.

• I morgen skal jeg til eksamen, og jeg føler slet ikke, at jeg er forberedt.
• Mine bedste veninder er i København, og jeg både savner og mangler dem.
• Lige om lidt har jeg ingen penge, og jeg kan slet ikke lige overskue konsekvenserne af det.
• Praktikjagten er mere eller mindre skudt i gang, og jeg er håbløst bagude. Mit journalistiske CV er lig nul, og jeg kan ikke engang finde ud af at formulere en fornuftig ‘Om mig’-tekst til min praktikhjemmeside.
• Jeg er på akavet vinke-stadie med min far, som igen er faldet tilbage i sin jeg-er-da-ikke-far-rolle. Det måtte jo ske på et tidspunkt, det er bare en skam, at det kun varede et halvt år.
• Grundlæggende har jeg en følelse af hverken at kunne elske eller at blive elsket ordentligt. Den følelse er kombineret med en tiltagende trang til at finde en sød fyr, jeg kan ligge i sengen og Netflixe med en hel søndag. Jeg er sågar begyndt at cykle bag velduftende mænd på min cykel, fordi jeg bliver helt kærlighedsliderlig af mandeparfume. (Lidt trist…)
• Lige nu trænger både jeg og min lejlighed til hovedrengøring – vi er lidt på det stadie, hvor vi lugter om kap. Og min vasketøjskurv er proppet til randen. Og jeg har heller ikke fået handlet ind.

Heldigvis kan jeg lynhurtigt smutte i bad, og KIWI ligger kun fem minutter fra min lejlighed. Med lidt god vilje kan jeg også bruge det meste af aftenen og natten på at terpe. Men jeg kan ikke fremtrylle en journalistisk freelancekarriere på en måned. Jeg kan ikke forvandle min far til et ordentligt menneske. Og jeg kan heller ikke flytte til Hovedstaden – i hvert fald ikke lige nu.

Så jeg tror bare, at jeg går en tur.