Jeg forstår ikke... #10

Dating: drama, diplomati eller delete? 


Det der datinghalløj er ikke noget, jeg dyrker specielt meget. I grunden er det lidt dumt, da jeg egentlig gerne så, at der var en mand i mit liv, som gad mig, ligeså meget som jeg gad ham. I stedet er jeg nok blevet abonnent på den lidt mere magelige og dovne tilgang til kærligheden. Hvis prinsen på hesten dukker op, vrinsker jeg gerne tilbage. Men ind til da må jeg væbne mig med tålmodighed. 

Da jeg var 15 år oprettede jeg en profil på dating.dk. Og Scor. Og Victoriamilan. Ikke fordi jeg havde en intention om forhold, fetichknald eller affærer med ældre mænd. Det var nok egentlig bare, fordi jeg var en typisk grænsesøgende teenager, som kedede sig over de jævnaldrende drenge på gymnasiet. Siden da har jeg været forbi Tinder og Happn et par gange. Det underholdende element var en stor del af det, men jeg var også lidt draget af de sagnsomspundne fortællinger om kærestepar, som rent faktisk havde fundet hinanden gennem de her bolle-apps. 

I dag er Tinder stadig installeret på min telefon, omend ganske uberørt. På 2 år har jeg været på to dates. Den ene mens jeg var tåkrummende syg. Jeg forstod kun halvdelen af, hvad manden snakkede om, fordi min hjerne ikke gad at overskue andet, end om jeg skulle have 7 eller 8 mandler til min aftenskyr. Vi så aldrig hinanden igen. Den anden date var i vinters med en mand, som egentlig var flink nok. Jeg var desværre bare væsentligt højere end ham, og jeg brugte uanede mængder energi på at holde en samtale kørende. Til sidst kunne jeg ikke mere. Han ville derimod gerne med mig videre i byen og drikke drinks. Faktisk takkede jeg ja til tilbuddet, og vi begyndte at gå. Men så gjorde jeg noget, jeg ikke er stolt over: jeg fakede akutte nyresmerter. Midt på Lille Torv krøb jeg sammen som et lille foster, skar ansigt og udbrød nej, fuck fuck fuck. Det her sker bare ikke nu! Det gjorde det selvfølgelig heller ikke, men et foruroligende veludviklet skuespiltalent fik åbenbart overbevist den arme mand, og vi blev enige om, at jeg hellere måtte smutte hjem i seng og tage min medicin. Smooth. Vi så heller aldrig hinanden igen. 

Jeg har tænkt over episoden en del gange siden da, og den leder mig også hen på de uklarheder, der er i Datinggamets uskrevne regelsæt. For hvordan fanden er det nu lige, man bedst ender en date? Og hvordan gør man det klart, at man heller ikke skal ses igen? Som jeg ser det, er der overordnet 3 strategier, man kan vælge imellem: diplomati, drama eller delete. 

Diplomaten vil til enhver tid forsøge at udglatte, skabe mindst muligt postyr og påtage sig ansvaret for en dårlig date eller uheldig Tinderkorrespondance. It’s not you, it’s me, jeg er ikke klar til et forhold lige nu eller jeg har en mystisk nyresygdom, men dit selskab har været enormt givende. 

Dramastrategien vil typisk være den ærlige, men også effektive udvej: Sorry, mine kalorier er vigtigere end dig eller jeg bliver nødt til at kigge ned for at få øje på dig, og du er pisse kedelig. 

Delete er super simpel. Slet jeres match på Tinder, hans mobilnummer, snap, insta og face. Når han skriver for at spørge, hvornår I skal ses igen, lader du være med at svare. Den må han selv bryde sit hoved med. 

Mens jeg har skrevet alt dette, blev jeg opmærksom på, at jeg har gjort brug af alle tre. Det virker ikke specielt barmhjertigt, men der er sgu heller ikke noget barmhjertigt ved dating. Vind eller forsvind. 

Hvad tænker I om det? Er der en genial løsning, jeg har overset?

11 kommentarer

  • […] stor fortrydelse havner jeg bag en fyr, som jeg ret hurtigt mistænker for at være ham, der engang gjorde mig akut nyresyg. Desperate løgnere fortjener tilsyneladende heller ikke deres kaffe. Eller […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susan

    Man skal huske, og det gælder både mænd og kvinder, at Danmark er verdens mindste land og København er nærmest en landsby
    .Venlighed og ærlighed er bare så vigtigt, for muligheden for at du sidder til en jobsamtale,familiefest eller anden pinlig situation med den person du har behandlet dårligt er ikke lille.
    Mads og monopolet havde et dilemma for et stykke tid siden der fik mig til at skraldgrine, en ung pige havde datet en mand et par gange, hygget og knaldet og fortalt ham en løgnhistorie om at hun var universitetsstud,
    Blevet træt af ham og dumpet ham på en ufin måde, som hun sagde.
    Efter sommerferien stod han i hendes klasseværelse på gymnasiet som nyansat lærer, og hun troede hun skulle dø.
    At behandle hinanden dårligt er blevet mere reglen end undtagelsen, men jeg nægter at følge den tendens.
    Jeg er sikker på at man mister noget af sig selv hver gang man sårer et andet menneske med vilje.
    Man kan altid skrive et pænt afslag hvis man er så heldig at blive inviteret ud igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg ved, at jeg nok bare ville svare mindre og mindre og ret uinteresseret til de fangede pointen eller helt lade være med at svare. Mest af alt fordi jeg selv ville have det bedst med den behandling, i forhold til en ‘det er ikke dig det er mig’ eller ‘jeg kan bare ikke lide dig på dén måde’ besked. Det er forskelligt hvad folk foretrækker, men ærligt så døde jeg lidt over dit dramagen <3 #QueenBlair

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ah, ja. Den tilgang har jeg fuldstændig overset. Egentlig er den jo ret fin og harmløs, problemet er bare, at det nemt bliver en hulens lang proces, som godt kan trække lidt ud, før man er i mål.
      He, LOL. Døde på den gode eller dårlige måde?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg hepper for at du skal kaste dig ud i 3 nye dates og fortælle os om dem 🙂 hep hep
    Så får vi lidt aktion på hvad der rent faktisk virker 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Da jeg datede, startede jeg hver date med at sige, at jeg skulle noget kl. X. Bagkant, tjek! Va daten god, lod jeg som om, at “jeg da godt lige kunne udskyde næste aftale”, men én ting var sikkert, jeg sluttede med “det var skide hyggeligt… Ja.. Helt sikkert, det må vi gøre igen”. På den måde kunne jeg summe over daten, og dagen efter skrive “ja tak”, hvis der kom en ny invite eller skrive “ved du ved, den var der ikke lige for mig” bla bla bla. Det har altid fungeret for mig. Vil ikke kalde det smooth.. Men en aftale med en veninde til nødopkald, er altid godt 😉

    (Mødte BTW. min yngste søns far på Tinder. Han er fortsat min kæreste. Så kan kun tale godt for appen!)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Jeg er VILD med de akutte nyresmerter!! Tror ikke selv jeg kunne hive den i land. Selv plejer jeg at bruge delete eller den sukkersøde: det føles bare ikke rigtigt for mig…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Haha, tak! Du kan jo prøve den af engang. Bare for sjov.
      ‘Det føles bare ikke rigtigt’ – ja, OK. Den er sådan fin og neutral, but still.. Gør det ikke ondt at skulle sige sætningen?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karina

      Jeg har aldrig sagt den, kun skrevet den. Og jeg føler mig som den VÆRSTE føle-type, men jeg slipper af med dem nemt 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg forstår ikke... #10