Mommyblogs og bulldogs

Generelt er jeg ganske begejstret for mit studie. Men det er også kun, fordi jeg har lært at leve med, at jeg størstedelen af tiden render rundt og føler mig lidt bombet, stresset og overbelastet. Det meste af dagen i dag har jeg brugt i Fredericia. Morgenen startede lidt ærgerligt ud, fordi jeg sov over mig, og hverken havde nået at drikke kaffe eller ryge en morgensmøg, da Mathias ringede på min dør klokken 7.15. For mit vedkommende er det et ret dårligt udgangspunkt for en god dag. Men dagen blev faktisk god, selvom jeg lidt er ved at dratte om af træthed i skrivende stund.

Lige nu er vi i gang med vores sidste TV-produktion, før Panikforløbet officielt skydes i gang. Vi skal lave en feature, og for en gangs skyld har vi haft ret frie rammer både i form og indhold. Derfor var det oplagt at gå efter noget, som vi virkelig interesserede os for. Og hvad var mere oplagt end blogging? Hele sidste uge brugte vi derfor på at lede med lys og lygte efter en mommyblogger, som ville følges en hel dag. Efter lidt hjælp fra Bitte Bitte fik vi hul igennem. Derfor drog vi i dag mod Syddanmark, hvor de søde damer, som har Frk. og Frue, bor. Da de åbnede deres hoveddør for os, blev jeg svært begejstret. Ud hoppede en lille tyk pølse i form af en engelsk bulldog. Hans navn var Bacon.

Jeg (eller min mor) har selv haft en engelsk bulldog ved navn Hugo i 11 år, men han blev desværre aflivet i foråret. Han døde lykkelig og til duften af tævehund i løbetid, men jeg savner ham alligevel noget så grusomt. Og det mindede Bacon mig lige om.
Det er ikke til at sige, om Hugo var min ven. Han svarede mig kun sjældent, når jeg talte til ham, og han spurgte mig aldrig, hvordan jeg havde det. Men på et tidspunkt var han det eneste stabile, jeg havde i mit liv. Da jeg var yngre, vidste jeg aldrig, om jeg kom hjem til en udkørt mor, en kæmpespade af en far og syge, deprimerede søskende (men risikoen var stor. Meget stor.) Hugo var der altid. Altid glad, men vigtigst af alt ligeglad og upåvirket af alt andet omkring sig.

Til min fødselsdag for to år siden boede jeg hos mine forældre, fordi jeg var syg. Min mor var rejst til Island, min far havde travlt med at se AGF og drikke øl hos sine kammerater, og mine søskende var travlt beskæftigede med deres eget liv. Jeg lå grædende på mine forældres stuegulv det meste af dagen. Men ved siden af mig lå Hugo, og når jeg hulkede meget højt, slikkede han tårerne af mine kinder og krøb endnu tættere på mig.

Hunde er helt indiskutabelt mit yndlingsdyr. Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er forsvundet fra selskabet til en privatfest til fordel for at ligge i en hundekurv og kæle med en tyk labrador. En af mine bedste veninder er opdraget til, at hunde er dumme og helst skal dø. Ikke overraskende er hun ikke specielt begejstret for dem den dag i dag. Det er virkelig en skam, for hunde kan meget, og de kan give os meget.

Jeg ved ikke noget som helst om børn, og jeg ved heller ikke, om jeg selv får nogen en dag. Men hvis jeg gør, så håber jeg inderligt, at jeg er så priviligeret at kunne give dem glæden ved og selskabet af en hund. For jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden Hugo.