Ting, trends og tendenser som gerne måtte komme igen

 

Hvis man skal tro denne artikel fra Zetland (som jeg virkelig håber, I kan se, for den er god) så er vi åbenbart en del af Millenial-generationen. Jeg havde aldrig hørt om begrebet før, men det dækker altså over, at vi er en flok nostalgikere, som længes efter de gode, gamle dage. Og her tænkes der ikke så meget Morten Korch-dagene, mere DJ Ötzi og Buffalo-dagene, som har brændt sig fast i vores kærlighedscenter i hjernen.

Personligt kan jeg genkende mange af tingene i artiklen, og jeg har tilfældigvis – og meget passende – længe gået og brygget på en lille liste over alt muligt, som meget gerne måtte komme tilbage i mit liv.

Musik a la TLC, Destinys Child og Stacie Orrico – men også musikvideoerne og hele den kultur, som fulgte med. Der var rent faktisk engang, hvor MTV spillede musik (og viste porno efter midnat) og musikvideoerne var en fornøjelig fortælling i sig selv (I husker garanteret Pinks Stupid Girls, Backstreet Boys med Everybody eller Hit me baby one more time).

Xtinas hår anno 2002 som nok ikke var specielt klædeligt på andre end hende. Men det ville være et godt påskud for at få gang i mine gamle extensions igen.

Hudfarvede læber.  Det var vist noget med, at de egentlig var ret fashion i starten, men så udviklede det sig til foundationlæber og DKBN-rædslesfotos fra Broen i Aarhus. Men lige nu tænker jeg umiddelbart, at civilisationen er klar til at reclaime dem.

Rundfunk og Boogie. Det var to fuldstændigt geniale TV-koncepter, som havde indhold, musik og ungdommen i fokus. Takket være Boogie kan jeg ALLE sange fra 00’erne udenad, og deres ugentlige hitliste var et fast samtaleemne blandt folk. Rundfunk havde desuden et fast indslag med en såkaldt onani-ekspert, som testede og anmeldte lolita-dukker og pikringe (det var også ham, som lærte mig, hvad en orgasme var.)

Ungdomsfilm, som bare sparkede røv. Her tænker jeg på titler som Ulvepigen Tinke, Klatretøsen og Supervoksen. Skuespillet var forbløffende godt, plottet var gennemtænkt, og det virkede, som om man rent faktisk havde ambitioner.

Teknologihype. Som 9-årig lånte jeg engang imellem min mors Motorola (med antenne) og tog den med ned i Sognegårdens undgdomsklub. Jeg kunne lige akkurat bruge den til ingenting, for der var ingen af mine venner, som havde mobiltelefoner. Et par år senere rendte vi alle rundt med Nokia 3200 og udvekslede polyfoniske ringetoner, og den absolutte statusmarkør var, hvis man havde et eksternt webcam til computeren (som var en kasse placeret i stuen til familiens fællesforbrug.)
I dag render vi rundt med telefoner, som nærmest er klogere end os selv, og vi er stort set ligeglade.

Arto. Artoægteskaber, alenlange HTML-kodede profiltekster og personlige brugernavne (HoMiEgirL). Please come back. (Har I forresten tænkt på, at Arto aldrig var indblandet i skandaler over cookies eller datapolitik?)