I et land uden bloggere...

I endte jo med at få ret…

Og heldigvis for det. Rygtet er så småt begyndt at sive, efter jeg offentliggjorde en lettet og tømmermændramt skumfidus på Instagram. Panikdagen gik godt i nærmest alle henseender, men I skal selvfølgelig ikke snydes for højdepunkterne.

  • Klokken 13.30 gik hornet, og få sekunder efter begyndte min telefon at bimle. I løbet af et par minutter blev jeg både ringet op af Femina, Alt for Damerne og Ekstra Bladet. Femina føltes helt rigtigt i mit hjerte, så jeg tøvede ikke et sekund, før jeg takkede ja til at blive deres kommende praktikant. I dag føles det stadig lige som det skal, og sådan regner jeg med, at det bliver de næste to år.
    Dagen efter skrev Radio24syv også til mig for at fortælle, at jeg havde været på toppen af deres liste; bare ikke lige top to. Og det kan jeg helt afgjort sagtens leve med. Jeg skal jo på Femina!
  • Der var ikke så meget gråd på Bunkerens gange, som man før har oplevet til Panikdagen. Og langt de fleste af mine rare studiekammerater fik også deres drømmepladser. Desværre måtte min søde og dygtige studieveninde gå tomhændet hjem. Så hvis der sidder en sej mediehaj med et godt tip eller en praktikplads, så sig lige til.
  • Nogle af de søde piger holdt kombineret Bagedyst/sladderhjørne/forfest i Skejby, hvor jeg fik serveret en drink, som smagte af vanille og kærlighed. Efter et par slurke følte jeg mig allerede halvberuset og som en Snooki på et dansegulv. Gulvet var desuden prydet med det notoriske Ellos-tæppe, som – indrømmet – er meget pænt og helt ufatteligt rart at ligge på. Det blev selvfølgelig foreviget med et (eller fem) tæppeselfies.
  • Jeg fik danset min frødans, og jeg fik jersey turnpiket. Ikke meget, men nok til at blive mindet om, at jeg burde gøre det lidt oftere. Også selvom det har været lidt svært at gå i dag.
  • Senere på aftenen tog vi på Kuhstall, hvor nogle overskudsagtige hoveder (ikke mig) havde arrangeret en Panikfest. Egentlig havde jeg nok lidt frygtet, at det ville resultere i en meget lang Ananas-seance, hvor folk ville snakke om dem selv, deres praktikplads og deres liv generelt (hvilket for tiden også bare er praktik.) Jeg var mere i humør til at danse, drikke og ikke tænke så meget på det der voksenliv, som ligger og venter på mig. Til min store gru fandt jeg ud af, at jeg selv var uforskammet ringe til ikke at tale om praktik. Det meste af min aften gik med at opsøge 1. og 2. semesterstuderende og give dem gode råd til praktiksøgningen (#1 Don’t Panic.) Ingen af dem havde imidlertid bedt om min konsultation, så jeg har vist bare været ret irriterende.
  • I alt brugte jeg cirka 300 kroner på tequilashots og andre klare væsker med procenter. Jeg faldt i snak med en fyr, som gerne ville give en drink, jeg skulle bare fortælle ham, hvad jeg ville have. Vodka/danskvand var mit svar, hvortil han råber ind i ansigtet på mig kald det nu bare, hvad det er! På det tidspunkt var min hjerne måske sat lidt ud af spil, for jeg fattede ikke helt, hvor han ville hen. Jeg fandt så ud af, at han søgte efter en skinny bitch. Nu er jeg ædru igen, og jeg kan ikke lade være med at efterrationalisere lidt over netop dette. Ved at sige vodka/danskvand siger man netop, hvad det er? Er det ikke lidt misvisende (og forkert) at bestille en mager kælling? Eller er det bare mig?
  • Omkring klokken 2 var jeg så fuld, at jeg begyndte at frygte for, at jeg ville kaste op ud over nogen. Så jeg smuttede fra Kuhstall, og meget snedigt tænkte jeg, at jeg hellere måtte lave noget proaktivt damage control i forhold til potentielle tømmermænd. Derfor ringede jeg til Gerners Grill, og samtalen lød nogenlunde som følger:
    Mig: Hej.
    Pige: Hej.
    Mig: Har I åbent?
    Pige: Ja.
    Mig: Ej, hvor dejligt. Det er jeg så glad for at høre.
    Pige: …
    Mig: Hvornår lukker I?
    Pige: Klokken 3.
    Mig: OK, fedt *lang pause* Ved du, hvad klokken er?
    Pige: 2.03.
    Mig: Ja, fedt! Så ses vi om lidt. Hej!
    Og det gjorde vi. En halv time senere og 90 kroner fattigere lå jeg i min seng med verdens mest salte portion pomfritter. Men det gjorde ikke noget. For jeg var glad. Og det er jeg stadig.



Næste indlæg

I et land uden bloggere...