Hvornår opdager min far, at jeg er væk?

Den 1. februar skal jeg begynde i praktik. Femina har adresse ved Havneholmen i København, hvilket betyder, at jeg skal flytte fra Aarhus. Jeg er aarhusianer med stort Å, og selvom byen føles mindre og mindre for mig, holder jeg meget af den. Det er her, min familie er, og det er her, jeg føler mig hjemme. 

Det sidste år har jeg boet for mig selv i den dejligste lejlighed på Frederiksbjerg. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg har været enormt priviligeret på den front. Min far ejer nemlig hele ejendommen, så jeg har altid været skånet for frusterende boligjagt, og min husleje har været ubetydelig sammenlignet med andres. Men det er ved at være forbi nu. Jeg skal ud i den virkelige verden. 

I går gik det op for mig, at jeg hellere måtte få forfattet en officiel opsigelse af min lejlighed. Bagefter skal den printes ud, puttes i en konvolut købt til formålet og lægges i min fars postkasse. Og først når han læser mit lille skriv, vil det gå op for ham, at jeg er væk. 

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst talte med ham. Min far. Men jeg kan huske, at jeg har fortalt ham om praktiksøgningen og panikdag. At jeg var bange og bekymret for, at det ikke ville gå godt. At jeg måske skulle på orlov og intens jobjagt efter nogen, som ville ansætte mig i et halvt år. 

Naivt håbede jeg på, at han lyttede. Men det har han ikke gjort. Dybest set er han ligeglad. Skuffende? Ja. Overraskende? Overhovedet ikke. 

Lige nu forbereder jeg mig også på at skuffe ham. I hans hoved er journalistik Jyllands-Posten, og en journalist et en graver i en mørk kælder. Det er ikke det jeg skal; i hvert fald ikke nu, og heldigvis for det. 

Men hans reaktion bliver nok værre end hans kærestes, da jeg stolt og lettet stødte ind i hende ved hoveddøren i onsdags. 

“Femina?” udbrød hun, rystede på hovedet og grinte. 

“Nårh ja, det er vel også en form for journalistik.”