Blogland: Her er, hvad du har brug for (at vide)!

Mandehaderen

Det er sjovt, som blogging kan føre gode ting med sig. Gaver, lønninger, spaophold i Ystad og sponserede ture til Grækenland. Det er gode ting, man kan se og mærke på, og dem har jeg ingen erfaring med. Til gengæld har jeg oplevet, hvordan den her blog har tvunget mig til at tænke over personerne i mit liv, og hvorfor jeg har det, som jeg har det. Dét er, for mit vedkommende, det pureste guld.

For at par dage siden sad jeg sammen med min lillesøster på en våd bænk ved Godsbanen. Vi havde vist lige snakket om hunde, eller også var det om radioværter, men efter det var der stille.

Jeg stirrede ud i luften og sagde: “Jeg tror per definition, at mænd er onde. Jeg er overbevist om, at de ikke vil mig det godt.”

Så kiggede hun bare på mig og sagde, at hun har det på samme måde. Så var der kort tavshed, før hun fortsatte.

“Da jeg arbejdede som pædagogmedhjælper i vuggestuen, blev jeg altid sur på fædrene, når de kom og hentede deres børn. De var så glade for at se deres små poder, og de kyssede og krammede dem. Hver gang stod jeg bare og betragtede dem, mens jeg tænkte drop nu skuespillet, din nar. Du kan jo ikke elske dit barn på den måde.”

Og så sad vi og snakkede om, hvor forbandet det er ikke at kunne tro på, at mænd kan elske på lige fod med kvinder. At det mere er reglen end undtagelsen, at de er kolde idioter, og at man altid bliver forbløffet og mistænksom, hvis en mand rent faktisk lader til at være et godt menneske.

Det er mærkeligt, nu hvor jeg kan begynde at sætte ord på noget af det, også selvom det virker helt langt ude. For det begynder at få mig til at tænke, at det dybest set nok ikke er mænd, den er gal med. Det er nok egentlig mig.

Hvad hvis mænd ikke behandler mig dårligt? Hvad nu hvis det faktisk er den anden vej rundt? Jeg er trods alt den eneste åbenlyse fællesnævner, for alle de forhold og ikke-forhold, jeg nogensinde har været i.

På et tidspunkt begyndte jeg på et indlæg, som skulle handle om kærlighedskynisme og 5 gode råd til at undgå at få følelser for en fyr (for sådan noget er rimelig meget min spidskompetence.) Men jeg endte med at slette hele skidtet igen, fordi jeg fandt ud af, at det nok stak meget dybere, end jeg var klar over. Og det var i hvert fald ikke så sjovt, som jeg prøvede at gøre det til.

Nogle af mine tips var fx at nægte fyren at overnatte hos dig – eller selv altid tage hjem. Ikke at ligge med ham i sengen en hel dag og kun være sammen med ham et par timer ad gangen. Nægte at introducere ham for din familie og dybest set gøre alt for at give udtryk for, at du ikke gider ham ligeså meget, som han gider dig.

Det er ikke nogle specielt gode tips. De er heller ikke søde eller sjove. Men ikke desto mindre er det den taktik, jeg oftest kører. Det er bare først nu, jeg er blevet opmærksom på det. Måske var ham idioten i foråret kun sammen med en anden pige, fordi jeg selv var en idiot over for ham. Og måske er jeg bare svær at blive forelsket i, fordi jeg ikke selv bliver forelsket.

Og hey, kunne min far have en finger med i spillet? Hey, ja. Det er der absolut ingen tvivl om. Men jeg ved også godt, at det ikke nytter noget at sætte sig ned og give min far skylden for min sociale dysfunktionalitet. Min verden bliver i hvert fald ikke bedre af det.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg kommer videre herfra.

21 kommentarer

  • […] Har din far altid været fraværende, også mens dine forældre stadig var sammen? Ja, jeg har desværre (eller måske heldigvis) aldrig prøvet andet. Men det var først meget sent, at det gik op for mig, at ikke alle mænd er ligesom min far. Og det er stadig noget, jeg slet ikke har fået styr på endnu. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg plejede at tænke, mænd ikke kan elske. Altså de mangler bare den egenskab. Jeg tror, jeg er nået frem til at mænd godt kan elske. De elsker bare på en anden måde, og det er derfor kønnene tit clasher i deres lille parringsleg kaldet et forhold. Jeg arbejder i hvert fald på at tro på det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det tror jeg helt sikkert også, at de kan. Ikke bare et fåtal, men faktisk de fleste – selvom det sikkert er på en anden måde, og fred være med det. Det ville bare være fedt, hvis man selv kunne finde ud af at navigere ud fra det udgangspunkt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Av for fanden, Karoline. Din søsters citat er så spot on at man ikke fatter det. Så jeg græd lidt, ik. Du har jo helt og aldeles ret.
    Og selv efter at man på magisk vis har lukket et hankøn ind og ovenikøbet ladet ham være der i hele 4 år, så sidder den der alligevel. Den der ”drop det, din nar, jeg har gennemskuet dig”. Ja, jeg ved ikke lige om det gav mening, vel. Men jeg ville i hvert fald bare sige at det var et virkeligt dejligt og rart indlæg at læse, påtrods af en tåre eller to. Det gav mening for mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, hun er meget god, min søster.
      Men årh, Louise. Det er godt nok hårdt – også at læse. Men jeg er virkelig glad for, at du skriver.
      Når du alligevel har klaret den 4 år med den samme gut, må det være fordi, at det er ret rigtigt. Det må du bare prøve at banke ind i hovedet.
      Der har været så mange fine kommentarer til det her indlæg, og jeg overvejer helt alvorligt at snakke med nogen , som har forstand på det. Måske du også burde give det et skud?
      Jeg synes, du et nice, og det er din kæreste med garanti også. 😉 Alt det bedste herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg tror at du har helt ret. Som der står i en af kommentarerne ovenover, så hjælper bevidstheden om det en hel del, jeg har bare ikke rigtig været bevidst om det før indenfor det sidste år – altså, at det lige præcis er min far der er grunden. Det virker som en rigtig god idé at få lidt hjælp til den der hjerne struktur, så det skal jeg helt sikkert se på.
      Og så meget tak for dine ord! <3
      Hvis du har mod på det, så ville jeg med største glæde læse indlæg om en eventuel tur hos en behandler! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Fantastisk indlæg. For mig handler det også om, at jeg keder mig med fyre som behandler mig godt. Af en eller anden vanvittig årsag bliver jeg endnu mere vild i varmen, hvis de er idioter. Satme op ad bakke, altså…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sheit. Det er virkelig, virkelig op ad bakke, Astrid! For så kan du jo stort set ikke undgå at komme galt afsted. Du må lige sørge for at passe på dig selv, ikk’?! Håber, at du kan finde ud af noget. 🙂 Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Åha. Jeg er sikker på, at de mange svigt fra min far også er skyld i mit syn på mænd.
    Jeg har aldrig nogensinde “turde” forelske mig. Det er altså ved at være op ad bakke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er jeg ked af at høre. 🙁
      Men noget tyder på, at vi ikke er ene om det (desværre) hvis det overhovedet kan være den mindste trøst. Alt det bedste herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    <3 <3 <3 <3 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Silke

    De der fædre- de dårlige af slagsen vel at mærke- har det med at fucke ens underbevidsthed op. Jeg kom selv til samme konklusion, som dig et par år tilbage- min far er nok det man per definition kalder et personlighedsspaltet røvhul- og må indrømme at mistroen ikke lige er til at komme af med. Men det er som om at bevidstheden omkring det hjælper på mandehadet. Ellers også er det stædigheden om, at det faderlige ophav ikke skal have lov til at “vinde”, der gør det. Uanset hvad, er du ikke alene. Kærlig hilsen en fellow mandeskeptiker

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fuldstændig. Og det er simpelthen bare ikke okay!
      Jeg er ked af at høre, at vi er i samme bås, selvom det også er lidt betryggende (på mest tragiske vis, men alligevel, hehe.)
      Kan bare krydse fingre for, at selve erkendelsen gør det lidt nemmere at arbejde med. Håber på det bedste for dig! Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg var i samme situation for lidt over to år siden – jeg droppede gerne fyrene efter at have set dem 1 eller 2 gange, fordi det ikke føltes rigtigt og de desuden gik med en grim jakke/havde forkerte sko på, gav udtryk for nogle mystiske holdninger osv. (årsagerne var utallige). For lidt over 2 år siden fik jeg samme åbenbaring som dig – “jeg kan jo slet ikke blive forelsket, og det vil jeg forøvrigt heller ikke, for mænd er onde og utro”. Det gik det op for mig, at det var mig, som der var noget galt med og jeg opsøgte derfor en psykoterapeut. Jeg gik hos hende hver anden uge fra september til april. I forløbet blev jeg klogere på, hvorfor jeg følte, som jeg gjorde – hvad der lå til grund for det – og jeg fik nogle brugbare redskaber til, hvordan jeg aktivt kunne ændre på min hidtige adfærd overfor fyre.
    I dag har jeg en kæreste og venter barn med ham. Jeg ved, at det kan lyde cliché, men jeg er sikker på, at netop dét forløb hos hende har bragt mig hertil, hvor jeg er i dag. Giv det et skud – det er forsøget værd.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det lyder simpelthen bare alt for velkendt, men hvor er jeg glad for at høre, at du har fået redskaber til at arbejde med det. Og kæmpe tillykke med kæreste og soon to be-baby, det er da intet mindre end fantastisk!
      Hvordan fandt du en god psykoterapeut, og var det møj dyrt? Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Må jeg ikke godt have lov til at give dig et virtuelt klap på skulderen? Det er eddermugme sej selvrefleksion.
    Jeg har selv lige gjort mig lignende tanker omkring min far. Det tog mig 4 år, altså slutningen af mine teenageår og starten af mine voksen år erkende over for mig selv, hvorfor jeg har så svært ved at tilgive. Min far skred fra min mor og har været en nar lige siden. Er uhyggelig god til at bære nag, og jeg er åndssvagt dårlig til at tilgive. Sidstnævnte egenskab, har min godt og grundigt fucket med. Har dog lært, at bare fordi min far er en røv der ikke er til at stole på, betyder det ikke, at alle andre er det samme. Gotta cut people some slack, you know. Så tak for fint indlæg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jo, sgu! Og det er virkelig rart at høre, for det havde altså været en skam, hvis det bare fremstod som en tankestrøm af banaliteter. Så tak!
      Det virker så uretfærdigt, at ens fædres opførsel på den måde kan forplante sig i alt, vi gør. Men hvor er det vigtigt, at du (relativt tidligt) har fået øjnene op for, hvad der egentlig er på spil. Jeg håber, at du er blevet bedre til at lægge nag-følelsen fra dig – ikke mindst for din egen skyld. Tak for din besked. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid Marie

    <3<3<3 har bare lige lyst til at sende et hjerte din vej, Karoline. Mange aftenkram

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Af en eller anden grund er din besked tom, når jeg prøver at svare dig, men jeg vil bare sige tak. Blev simpelthen så glad, da jeg læste din kommentar. Tusind tak for det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er i samme båd som dig; sætter lignende dating-regler for mig selv, så jeg ikke udvikler (ugengældte) følelser, mens jeg samtidig virkelig ikke kan bestemme, om jeg er typen der bliver for meget/hurtigt forelsket, eller faktisk overhovedet ikke bliver(/kan blive) forelsket. Sig lige til, når du ved hvordan man kommer videre, ik?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hold nu fast, det, du nævner til sidst, er skræmmende præcist. Jeg er sgu ked af at høre, at du har det på den måde, men det er alligevel betryggende ikke at være den eneste. 😉 Jeg LOVER at sige til, hvis jeg bliver kodeknækker. Du må lige huske at gøre det samme!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blogland: Her er, hvad du har brug for (at vide)!