Med røven i klaskehøjde

De inkarnerede bloglæsere har sandsynligvis bemærket, at der har været en del røre i den etablerede del af Blogland det sidste stykke tid.

Først var det noget med mikroplastik i grundvandet, en fitness/mommy-blogger, som drak mælk, en fuldtidsblogger som ikke måtte brokke sig, og så var der et lille optrin over en Uber-taxa. Lidt før det udviklede BitteBittes kommentarfelt sig til en svinesti, da hun lavede spons for Den Magiske Gris.

Det er uhyre relevant at diskutere og tage hensyn til miljøet, det er uhyre vigtigt at være opmærksom på virksomheders skatteforhold og overenskomster, og på et personligt plan er det sikkert også rart at have en holdning til, hvad man har lyst til at fodre sit legeme med. Men hvor der findes gode måder at udbrede sit standpunkt på, er der bestemt også de dårlige.

Hvis en Jehova fortæller mig, at jeg sandsynligvis ender i helvede, hvis jeg ikke tilslutter mig deres trosretning, så bliver jeg sur. Men jeg vil hellere end gerne høre om hans overbevisning, og hvorfor han tror, som han gør.

Og hvis en kristen fortæller mig, at jeg ikke er ægte troende, fordi jeg ikke dukker op i kirken hver søndag, så bliver jeg også sur. Lad os snakke om Gud, salmerne og agape i stedet. Det vil jeg gerne.

Og hvis en veganer fortæller mig, at jeg er et grelt og inflammatorisk menneske, fordi jeg insisterer på min daglige morgenskyr, så vil jeg sansynligvis sige til dem, at de skal prøve at kneppe en ged, og så kan vi begynde at snakke om, at det er dårligt, når dyr er inde i mennesker.

Og hvis det virker en smule ubegribeligt for dig, at en fuldtidsblogger stadig godt kan være travl og bakse med nogle ting, så bed hende for pokker lave et indlæg om en typisk arbejdsuge, og øv dig i at tænke, at følelser er følelser, og dem kan man ikke stille spørgsmålstegn ved.

Jeg synes, at vi alle har et ansvar for at tage stilling til de forskellige valg, vi løbende bliver tvunget til at tage. Men det kræver også, at man gør det på et velinformeret grundlag. Det synes jeg godt, at vi kan hjælpe hinanden med. Og den bedste måde at gøre det på er gennem samtalen, hvor vi kan udveksle erfaringer og grine af vores oppustede maver fra dengang, vi stadig spiste hvidt brød.

Det der med at kaste skam og skælde ud har bare aldrig været specielt fordrende for adfærdsregulering (eller den gode stemning, for den sags skyld.) Og selvfølgelig er det lettere sagt en gjort. I sommers fortalte min allerkæreste veninde mig, at hun typisk køber buræg, fordi de er billige. Jeg kunne ikke lade være med at spørge ind til hendes beslutning (hvilket er OK), men jeg havde ufatteligt svært ved at godtage hendes argumenter. Og så var det, at jeg begyndte at lyde som en missionær. Men kun i 30 sekunder. Så kiggede jeg på hende, undskyldte, vi grinte og besluttede os for at lægge den ned. Selvom min tunge var ved at falde af.

Det korte af det lange? Bliv på din egen banehalvdel (dvs. gør præcis det modsatte af, hvad jeg lige har gjort.) Og gør det eventuelt over en kop kaffe.