Vil du bo i min lejlighed? + Rundvisning

Den forbandede anoreksi


Til daglig kan jeg godt lide at fortælle mig selv (og alle andre), at jeg ikke er påvirket af min spiseforstyrrelse længere.

Jeg ved godt, at det er løgn, for den prikker stadig til mig. Hver time, hver dag.

Forstå mig ret; jeg har det godt. Og det er længe siden, jeg har været så rask og glad, som jeg er nu. Men der sidder stadig en lille djævel på min skulder, som hele tiden fortæller mig, at jeg ikke har brug for müsli og mandler på min yoghurt, at jeg ikke må spise, før jeg har dyrket motion, og at jeg er grim og ulækker, fordi jeg igen har fedt på kroppen.

Jeg kan ikke ryste det lille grimme væsen af mig, og det er heller ikke altid, jeg kan få det til at holde sin kæft. Til gengæld har det ikke længere kontrol over min adfærd, og jeg fodrer mig dagligt med næring og energi, fordi jeg ved, at det er den eneste måde, jeg en dag kan slippe af med lille Lucifer ved min side.

Efterhånden er jeg også kommet til det punkt, hvor jeg ikke længere føler, at min anoreksi på nogen måder definerer mig som person. Det har altid været vigtigt for mig at forsøge på at adskille sygdom og menneske, men det har også været svært; for da jeg var mest syg, var der ingen Karoline – tro mig, det kan mine nærmeste skrive under på. Nu er jeg tilbage igen. Slet ikke som samme person jeg var, før jeg blev syg. Heller ikke en anden. Nok bare en lidt forbedret udgave.

Grunden til det her skriv er, at jeg har brugt det meste af min weekend på at græde. Det er ved at være længe siden, jeg var fast logerende på Risskov. Og efter jeg fik det bedre, havde jeg brug for at komme helt væk fra behandlingssystemet, for jeg hadede af hele mit hjerte at være en sårbar patient. Efter 2 x sygemeldinger fra Journalisthøjskolen vendte jeg tilbage til en normal hverdag, og når jeg havde mest travlt, var der slet ikke tid til at være syg. Faktisk var jeg også nået til det punkt, at jeg mest af alt blev lidt irriteret på de anoreksipiger, som dagligt powerwalkede rundt langs Kystvejen. Og da jeg var ude på hospitalet i september måned, var jeg ikke misundelig på de tynde piger; mest af alt havde jeg bare lyst til at hjælpe dem og gøre dem rask med den tryllestav, jeg desværre aldrig fik.

Men den kølighed er bare lidt svær at bevare, når man kender den pige, som render rundt med livløse øjne og ser død ud. Og det er derfor, at jeg græder nu og har gjort det de sidste 24 timer. I går stødte jeg ind i en af de piger, som jeg gik i behandling med. Desværre havde hun det ikke godt. Faktisk så hun værre ud, end jeg nogensinde har set hende før.

Jeg kan ikke lide at græde, for jeg har lært, at det er væmmeligt og unødvendigt. Det er lidt tåbeligt at have sådan en holdning til sine følelser, så jeg øver mig i at acceptere, at når jeg græder, så er det fordi, det er nødvendigt. Lige nu har jeg det bare lidt svært med tårer, fordi jeg dybest set ikke ved, hvad jeg flæber sådan over.

Måske er det, fordi det gør ondt at se en gammel veninde være så syg. Måske er det, fordi jeg pludselig kom til at tænke på en anden veninde, som var så ramt af sin sygdom, at hun blev nødt til at slutte sit eget liv, fordi hun ikke længere magtede at være til. Eller også er det fordi, jeg lige pludselig kom i tanke om, hvor meget jeg hader den forbandede sygdom, hvor ødelæggende den er, og hvor heldig jeg er over, at jeg klarede den.

Men lige nu betyder mit held ikke noget som helst. For det ændrer ikke det mindste på, hvordan min veninde har det, og det knipser ikke Anette tilbage til sin familie igen.

Jeg ville ønske, at det gjorde. Det ville gøre det en del nemmere at stoppe med at græde nu.

Næste indlæg

Vil du bo i min lejlighed? + Rundvisning