Ikke rigtig voksen, ikke rigtig barn

Da jeg var yngre, så jeg ofte Bølle Bob. Den gamle serie om frække og bøllede Bob, som mine forældre havde optaget på VHS-bånd til mig. Jeg kan huske, at jeg lå i min mors og fars seng, for deres soveværelse havde en afspiller, som ikke havde specialiseret sig i båndsalat. En af mine yndlingssange var Ikke rigtigt voksne, for jeg følte helt bestemt, at den var et subtilt oprør mod dumme forældre, som både krævede, at man tømte opvaskeren og gik ud med skrald, men også befalede mig at være hjemme klokken 19 hver aften, så jeg kunne passe mine sengetider. Men dengang havde jeg sandsynligvis ikke regnet med, at netop samme sang også ville være utroligt relaterbar for en 24-årig Karoline.

I det hele taget havde jeg mange fejlagtige forestillinger om 20’erne. For det første var jeg af den overbevisning, at når man var 25, så var man hverken bange før mørke eller spøgelser. Hønsegårde var forbeholdt fugle, og ens jævnaldrende råbte ikke længere FISSE. Jeg troede også, at man var voksen. Intet har vist sig at være mere forkert.

(Men OK, min barndoms referenceramme var også de nyudklækkede lærere på min folkeskole, som uafbrudt vraltede rundt med gravidmaver og vielsesringe. Der gik heller ikke længe, før vores fresh out of seminariet-lærer Christian proklamerede, at han og hans kæreste skulle have en baby. I øvrigt også under samme ombæring det blev klokkeklart, hvorfor seksualundervisning stadig har sin berettigelse på skoleskemaet, da lille, stakkels Mazen diplomatisk fik forklaret, at kvinder altså ikke føder ud gennem deres navler.)

Lige nu er føler jeg, at jeg befinder mig i en form for limbo, som godt nok ikke har specielt meget med himmel og helvede at gøre, men det bliver den ikke mindre vigtig af. Mine dage går med at ringe pressemedarbejdere, jurister og eksperter i sociale boligforhold op, fordi jeg lige skal have ordnet et undersøgende artikelprojekt, før jeg kan tage på juleferie. Jeg skal have fremvisninger på min lejlighed, mens jeg prøver at finde et sted at bo i København. Og jeg har lige taget stilling til, om min husstand skal forsynes med bæredygtig, dansk vindenergi eller den mindre miljøvenlige variant fra Østeuropa.

På samme tid flænser jeg også min tå i to stykker tirsdag aften, og jeg kan ikke lade være med at blive irriteret på min mor, som lige nu er i Spanien med sin belgiske hestehvisker. Hun skal jo være herhjemme, så hun kan køre mig på skadestuen, hvis min fod ikke stopper med at bløde.

Og jeg er kommet til det stadie, hvor 20-årige giver mig Superlikes på Tinder, og deres fædre på 50 smiler indtrængende til mig, når jeg går forbi dem på gaden. Det er et meget underligt sted at være.

På ingen måde en voksen og meget lidt et barn.

Der sker ufatteligt meget for mig lige nu. Én del af mit liv er ved at slutte, og en anden del vil snart begynde. Åbenbart er det ret stressende at være i sådan en skærsild, hvor man hverken kan give sig helt hen til at starte et nyt kapitel, fordi man ikke har sat punktum i sit nuværende. Og det er nok også derfor, at jeg kan bruge en hel weekend i fosterstilling, selvom der ikke helt er nogen åbenlys grund til det.

Hvis man afslutningsvis skal give mig lidt voksencredit, så må det være mit behov for at overrationalisere alle mine tudeture.