Her skulle der have stået en nytårskliché

Nå. Så kom vi pludselig til det nye år.

Min aften blev brugt præcis, som jeg havde håbet på; med uldsokker, ild i brændeovnen og lammesteg. Alligevel var jeg ikke så glad, som jeg havde planlagt at være. En massiv mursten var blevet tyret ind i fjæset på mig dage forinden, og lige nu ligger den i min mave og irriterer. Men hovedet er ved at komme sig.

Jeg ved, at jeg gerne vil skrive om, hvad der er sket, og jeg ved, at jeg også gerne vil fortælle om, hvad der kommer til at ske. Lige nu er jeg bare fanget lidt i et følelsesmæssigt vacuum, hvor mine ord ikke helt slår til. Ærligt talt er jeg også lidt forvirret. Og ked af det, selvfølgelig. Ikke kun fordi min mor for 30 år siden fik fat i den helt forkerte mand, men også fordi livet endnu engang gjorde det meget tydeligt, at man helst ikke skal planlægge for meget, før det begynder at gøre oprør.

Med fare for at begå total hybris vil jeg alligevel sige, at jeg er overbevist om, at 2017 nok skal blive et godt år. Det er der mange af jer, som også har skrevet til mig, og hver gang jeg læste jeres ord, blev jeg mere og mere sikker på, at I garanteret har ret.

Jeg havde ligeledes heller ikke planlagt at gøre status over året, der er gået, eller det år, der skal komme, men lige nu er måske en meget god anledning. Det er næppe gået nogens næse forbi, at der i øjeblikket er gået inflation i #BestNine på Instagram, hvor et avanceret program kreerer en  kvadratisk, praktisk og god collage over ens mest likede billeder i løbet af 2016. Nu har jeg fået lavet min egen variant, og til trods for min skepsis over for konceptet blev jeg sgu lidt glad. For i år var både året, hvor jeg vendte tilbage til Journalisthøjskolen efter min tredje sygemelding, og det var året, hvor jeg blev der. Jeg holdt en baby for første gang siden Afrika, oprettede Hvidkaffe.(wordpress).com, stod på hænder, fordi (frickin’) Miriam anbefalede min blog (og der sidenhen var flere, flere, flere, flere og flere helt forbandet dygtige damer, som valgte at gøre det samme) og jeg forstår det stadig ikke helt. I efteråret brugte jeg også en forbistret masse timer på at fifle med hjemmesider, jeg drak nok lidt for meget kaffe og røg for mange smøger, men det gjorde ikke så meget, for det hele endte med at gå op i en højere enhed, og jeg skrev under med det bedst tænkelige praktiksted, jeg overhovedet kunne forestille mig.

JA. For det meste gik det faktisk ret godt. Og meget af tiden, var det faktisk nok bare faderfronten, som sejlede. Det er også derfor, jeg efterhånden har fundet ud af, at 2017 bliver bedst og nemmest uden ham. Her, 48 timer efter mit sidste indlæg, som 100 procent blev skrevet i affekt, er det stadig den konklusion, jeg holder fast i. Og det er OK lige nu.

Når indlægget ikke startede med en kliché, så lad mig runde af med en: det er mig umuligt at beskrive med ord, hvor taknemmelig jeg har været for alle jeres beskeder, virtuelle krammere og søde ord. Jeg ville ønske, at jeg kendte til et ord, som er mere dækkende end tak, for det synes jeg, der er brug for. Kære venner, jeg ved ikke helt, hvad jeg gjorde før jer. Godt nytår til jer alle. ??