Jeg forstår ikke... #14

Mine 5 tips til Tinder

Det er efterhånden sket et par gange, at jeg er blevet bedt om at skrive lidt mere om mit kærlighedsliv. Og tro mig, der er faktisk ikke noget, jeg hellere ville. Problemet med det er bare, at der ikke rigtigt er sket noget siden den sidste date, jeg var på, og det er efterhånden ved at være et par måneder siden nu.

I et par måneder var jeg også historiens mest inaktive bruger på Sugardaters, med den der hæderlige, attraktive børnelæge, som var havnet på sitet ved et uheld, dukkede ligesom bare aldrig op, så den profil slettede jeg igen. Hverken rigere på knald, kærlighed eller rejser til New York.

Og så er der jo min Tinder-profil. Efter at have overladt den til Søde David i december måned, scorede han mig omtrent 20 matches, men desværre havde vi ikke helt samme smag i mænd, så jeg endte med at slette app’en fra min telefon, fordi det virkede nemmere end at tage stilling til en snes mænd. Tinder kom (selvfølgelig) tilbage igen, og selvom min erfaring med mediet er sparsom, vil jeg alligevel gerne dele lidt ud af mine erfaringer.

Hvis du jagter likes, er dette et eksempel på et billede, som IKKE skal være det første, der popper op på din profil.

 

Vær ærlig: Før en tinderdate er der altid to ting, som bekymrer mig. 1) Hvad nu hvis vi ikke har noget at snakke om? 2) Hvad nu hvis jeg ikke ser ud, som han forventer?
Sidstnævnte kan minimeres en del ved at vælge vellignende billeder til din profil. Det er altid fristende at dele ud af sine mest flatterende sider, men hvis man reelt ikke ser sådan ud i virkeligheden, er det altså et selvmål. En af de gange jeg geninstallerede Tinder, opdaterede jeg min profil og fik ryddet ud i mine halvgamle billeder. Eller det vil sige, det troede jeg, at jeg gjorde. Kort før en date fandt jeg ud af, at nogle af mine fotos stadig var ‘Karoline minus 15 kg’, og jeg fik det fuldstændig elendigt, for det kunne jeg jo aldrig nogensinde leve op til, og jeg havde på ingen måde lyst til at tage ud og spille smart, for jeg følte, at jeg havde tabt på forhånd.

Vær kortfattet og lidt sjov (eller prøv på det): På min egen profil har der alle dage stået ‘Jeg har store hænder’ i min profiltekst. Det er noget, jeg engang for 10 år siden skrev på min Facebook, og Tinder har venligt importeret det til datingregi. Og ved i hvad? Det virker. Fyrene bruger det altid som åbningsreplik (eller også hævder de, at vi har gået på samme troldmandsskole) så det virker genialt til at spotte, om han har humor.
Hold lidt igen med de lange livsfortællinger, og kom i stedet på en lille anekdote, som siger noget om dig.

Vær konkret: Nogle af mine veninder hævder, at det kan spotte en Netflix and chill-profil med det samme. Den evne besidder jeg ikke. Hvis jeg overvejer at tage på date med en dyr, spørger jeg altid som noget af det første, hvad han søger. Et par gange har jeg glemt at spørge, før vores møde er blevet stablet på benene, og selv her har jeg sendt en ‘Forresten, er det er en knalde- eller kaffedate?’. Min erfaring er, at det klart er smartest at have det samme udgangspunkt. Og det er ret akavet at forberede sig til mødet med en potentiel drømmemand, hvis eneste forberedelse til jeres date har været at købe kondomer.

Vær effektiv: Lad være med at opbrug kvoten af lette emner, mens I chatter sammen. Gem dem til daten, så I har noget at snakke om. Mit bedste råd må derfor være at arrangere en kaffe/Netflix/vin-date ASAP.

Vær ordentlig: Der findes mange dealbreakers derude, og de varierer utvivlsomt fra person til person. I sommers skrev jeg med en gut, som egentlig virkede flink nok, men så kom han til at nævne, at når han så fede voksne mennesker med fedtelastikker på håndleddene, tænkte han automatisk, at de måtte være lavt begavede.
Min automatiske tanke hertil var, at det umiddelbart var meget grimt sagt, og det måske også er sådan noget, man venter med at sige til fjerde date, hvor man har fundet nogle fælles referencer (og selv her er jeg sådan lidt aaarrgh….) Tidligere har jeg – kan jeg se nu – været enormt nederen og blot slettet fyrene som match, hvis jeg har fornemmet, at de ikke var min lansebærende ridder. Det er dårlig stil, fandt jeg heldigvis ud af, så hvis jeg fornemmer, at jeg ikke skal på date med en fyr, så skriver jeg det også til ham. Til ovenstående gut blev min melding noget i retning af: ‘Beklager, jeg kan ikke helt forene mig med det synspunkt, men det var hyggeligt at skrive med dig. God jagt.’

Og en sidste indskydelse… hvis han ikke skriver til dig umiddelbart efter, I har matchet, så gør han det nok aldrig. Og vice versa. 

 

 

 

Næste indlæg

Jeg forstår ikke... #14