Han fulgte med mig hele vejen til København

Franske horeunger #3

    Lige forresten, så er det bare et stykke havregryn i mit næsebor. Eller også er det en bussemand, jeg ved det ikke helt

#1: Aller-huset er udstyret med en meget stor og meget overvældende kantine. Bare sidste uge var der både hjemmelavede pomfritter, paneret fisk, hjemmebagt brunsviger og pariserbøf. Someone will pop.

#2: Jeg har også været en tur forbi Matas, og jeg stod og blev fascineret over det imponerende udvalg af Batiste Dryshampoo, som efterhånden er blevet allemandseje. Meget forståeligt, og produktet redder da også dagligt min tilværelse, især nu hvor jeg er havnet i en lejlighed uden bad. Men jeg blev også lidt paf ved tanken om, at det ikke er mere end 5 år siden, at tørshampoo var herre nasty. For nogle år siden skulle jeg på Smukfest, og med skam og flovhed malet i ansigtet, måtte jeg inden afgang bede en materialist om at vise mig, hvor man kunne finde tørshampooen henne (det var dengang, der kun fandtes den her, I ved nok) mens jeg forsikrede hende om, at jeg altså normalt gik i bad, og at det SELVFØLGELIG kun var til festivalbrug.

#3: I den forgangne uge sad jeg i en kombineret frokost/rygepause og chillede på en bænk ved Havneholmen, da jeg blev distraheret af en ferrarifarvekoordineret cyklist, som i den grad fungerede som bevis på, at man sommetider bør gå lidt ned på udstyret. Da jeg efterfølgende smuttede ind i kantinen for at skovle til mig, havnede jeg ved siden af gadgetcyklisten, som med karakteristisk og meget gennemtrængende røst udbrød: HVAD ER DUKKAH? HVAD ER DUKKAH? KAN NOGLE FORTÆLLE MIG, HVAD DUKKAH ER? Under normale omstændigheder kunne jeg have givet en meget udførlig beskrivelse af nødde/krydderiblandingen, men sekundet inden var jeg lige blevet klar over, at det var selveste Mads Christensen, som stod ved siden af mig. Blærerøven er mest mest langvarige, omsiggribende og ulykkelige crush nogensinde, og jeg ærger mig dybt over, at han er så pokkers monogam/elsker sin kone så højt. Derfor vil jeg bare lige sige dips, hvis han en dag beslutter sig for at afprøve den Ménage à trois, han altid snakker så længselsfuldt om.

#4: Der er kommet en ny datingapp på markedet. Den differentierer sig fra de i forvejen eksisterende ved, at man matcher med personer, som hader det samme som en selv. Da jeg læste om den første gang, var min umiddelbare tanke, at det da var en meget fed ide. Men der gik ikke længe, før jeg vendte 180 grader og i den grad selv begyndte at hate på app’en. For det giver jo meget god mening, at man kan være enige om at hade pædofile og mordere, og at man helst ikke vil være i et intimt forhold med en Lundin-sympatisør, men min dristige konklusion må være, at langt de fleste mennesker kan blive enige om det standpunkt. Beklager min frelste tone, men jeg har ingen interesse i at hade mere end nødvendigt, og den eneste måde mine apatier kan blive afløst af det modsatte, er altså ved at snakke med mennesker, som kan overbevise mig om, at ungdomspolitikere, færdiglavet købegranola og Peter Falktoft måske er helt okay.

#5: Jeg har spillet fodbold i otte år, men det er efterhånden ved at være meget længe siden sidst. Og jeg savner det, jeg savner mine svedige benskinner, og jeg savner at have mine hullede støvler på. Derfor har jeg en meget ambitiøs plan om at melde mig på et (fitness)fodbold-hold, hvor man ikke skal stå skoleret hver weekend og være klar til kamp. Der er et sted på Frederiksberg, hvor det kan lade sig gøre, men hvis I har gjort jer gode erfaringer andre steder, vil jeg ufatteligt gerne høre om det. Hvis en af jer sågar kunne have lyst til at nuppe en prøvetræning med mig, kunne det være endnu federe.

#6: Det er langt fra ny information, at jeg er sådan en, der trives lidt for godt i min søndagsmundering (hullede hoodies, joggingbukser og udtrådte kondisko). Ret ofte får jeg også den ide, at jeg måske bør opgradere mig selv lidt, men det er altså sjældent noget, jeg får realiseret. På min søndagstur i dag endte min sløsethed imidlertid med at gøre lidt ondt på mit selvværd, fordi det åbenbart er modeuge, og byen vrimler med velklædte og velsoignerede mennesker. Aldrig har jeg følt mig så håbløs, hjemløs eller ambitionsløs.

#7: Jeg er glad.

 

Næste indlæg

Han fulgte med mig hele vejen til København