Franske horeunger #4

Billede herfra.

#1: I går var jeg ved at kløjes i min kaffe, da jeg stødte på ovenstående billede. Til at starte med var jeg ikke helt klar over, hvem afsenderen var, og jeg fattede ikke, at der fandtes flere idioter på linje med Daniel Carlsen. Meget hurtigt gik det heldigvis op for mig, at det var Frederiksbergsk Folkeparti, som – hvad jeg kun kan opfatte som en reaktion på de seneste Langbortistan-billetter – er ude og lave et statement. Jeg nåede at blive ked af det et enkelt minut eller to, hvilket dog hurtigt gik over, efter jeg fandt ud af, at jeg måske ikke er så uønsket igen. Og så gik der cirka et øjeblik, før jeg blev ked af det igen, eftersom dem i Brøndby ligesom ikke bare kan sige nårh ja, det var jo bare en joke, selvom vi vel alle lidt stadig går og håber på, at det var.

#2: I lørdags cyklede jeg til Rema 1000 mellem Vanløse og Frederiksberg, og jeg var kun derinde i 5 minutter, eftersom jeg bare skulle fylde mit kartoffellager op. Da jeg kommer ud igen, er min cykel væk. Historien kan hurtigt blive meget lang, så jeg sparer jer for detaljer om, hvordan jeg gik rundt og troede, at jeg var blevet dement før tid. I stedet spoler jeg frem til det øjeblik, hvor en meget forhutlet Hus Forbi-sælger hiver fat i mig og siger (på en kombination af engelsk/tysk/dansk/italiensk): YOU GIVE ME MONEY, I GIVE YOU INFORMAZIONE. Først var jeg lidt forvirret, men jeg fik ud fra, at han snakkede om min cykel, så jeg spurgte ham – set i bagklogskabens lys – lidt naivt, om han vidste, hvor den var. Hertil udbryder han I’M NOT STUPID, I’M NOT THE POLICE, I’M NOT SAYING ANYTHING, YOU GIVE ME MONEY, AND I’LL GIVE YOU SOME INFORMAZIONE ABOUT YOUR BICYCLE. Ret overvældet smutter jeg ind i Rema, hæver nogle penge og tilbage til den hjemløse mafioso, som hiver pengene ud af hænderne på mig, tager mig hårdt om armen og trækker mig 200 meter væk til en baggård, hvor han havde dumpet min cykel. Fordi der var meget koldt, begyndte mine øjne at løbe i vand, hvilket fik ham til at omfavne mig og sige NO NO NO WHY ARE YOU CRYING, THIS IS YOUR BIKE. Og det havde han da fuldstændig ret i. Jeg støtter gerne Hus Forbi, men til en anden gang foretrækker jeg altså bare at købe avisen.

#3: Lad os antage, at jeg har været aktiv cyklist i 18 år. I de 18 år er jeg aldrig nogensinde blevet råbt af af andre cyklister eller øvrige medtrafikanter. Da jeg i går var på vej hjem fra arbejde, løftede jeg – med alle de bedste intentioner – min venstre hånd i vejret, og jeg gjorde de endda i flere sekunder, før jeg trak ind til siden og standsede. Min opbremsning blev umidlertid forstyrret af en kvindelig cyklist, som overfusede mig verbalt med HVAD FANDEN HAR DU GANG I DU SKAL LISSOM TRÆKKE IND TIL DEN ANDEN SIDE, SPASSER, TAK! før hun fræsede videre forbi mig. Min første tanke var, at hun var en dum kælling (det var hun selvfølgelig ikke, hun var nok bare sulten). Aldrig før har jeg følt mig så ramt på min retfærdighedssans, eftersom jeg (lidt arrogant) er den lovlydige jyde med 7 lygter og hjelm, som modsat resten af byen aldrig tager et gult lys. Det er mig, som skal råbe af jer og ikke omvendt. Efter tre uger i storbyen har jeg således været udsat for én sukkerkold supercyklist, en hjemløs mafiaboss og to højresvingsulykker (heldigvis ikke nogle alvorlige af slagsen) – København, jeg skal lige vænne mig til dig.

#4: Valentinsdag. Ingen roser. Ingen chokolade. Kun en hilsen fra Snapchat.

#5: Inden længe vover jeg mig ud i et større gonzojournalistisk feltarbejde, og i den forbindelse har jeg brug for jeres hjælp. Derfor: Hvis du nogensinde i dit liv har haft en kæreste/mand/flirt eller lignende, hvordan og hvor mødte du ham så? Var det over køledisken i Irma, til en Coldplay-koncert, på dansegulvet på Crazy Daisy eller til derby-opgøret mellem FCK og Brøndby? Uanset hvor almindeligt og kedeligt det måtte være, så vil jeg meget gerne høre om jeres første møde med en stor kærlighed.

#6: WC’et i min nye lejlighed er ret småt, hvilket har ledt mig til den vane at gå på toilet for åben dør. Det har et par gange fået mig til at tænke, at mine porcelænsbesøg hurtigt kunne gå hen og blive en mindre privat affære. I går blev den formodning desværre bekræftet, da jeg for fjerde gang på to dage fik øjenkontakt med en midaldrende herre, som stod og stirrede ind i min lejligheden fra den modsatte side af vejen. Det værste var nærmest, at jeg ikke tolkede hans ansigtsudtryk som hverken væmmelse eller forundring, men i stedet noget helt tredje. Og den må I så studse lidt over.