Franske horeunger #4

Gud


Det hænder, at jeg får mails fra nogle af jer, som sidder og læser med.  Sommetider bliver jeg dænget til med ros og komplimenter, andre gange handler det om anoreksi, journalisthøjskolen eller min far, eller også er det bare lidt en kombination af førnævnte. Det er det faktisk for det meste.

(Et par gange har jeg også fået mails fra folk, som ville have hjælp til nogle tekniske problemer med WordPress, og selvom jeg er smigret, forvirrer det mig også en smule. Min blog ser altså kun ud, som den gør, fordi jeg ikke kan finde ud af at  gøre det anderledes. Men tak.)

Der findes ikke en type mail, jeg bedre kan lide end andre. Bare det, at nogen rent faktisk sætter sig ned og får overbevist sig selv om, at deres ord er værd at give opmærksomhed (for det er de) er en kæmpe stor overvindelse. Det ved jeg, fordi jeg selv er en af dem, som kan finde på at skrive til mennesker, som har rørt mig. Men det er forbavsende svært.

For ikke så længe siden fik jeg så en mail. Og det var mestendels komplimenter. Vedkommende runder af med en PS. Jeg er ateist, og du er troende. Vil du ikke fortælle lidt om det? Og det kan du tro. Der er næsten ikke noget, jeg hellere vil. Eftersom sådan noget som gud og religion ikke er det mest sexede emne i verden, vil jeg prøve at gøre det lidt kort og – måske endnu vigtigere – konkret.

Min gamle folkeskole lå lige overfor en kirke, og der gik jeg tit over, når jeg havde fri. Jeg kunne godt lide at gå ind i den tomme bygning, tænde et lys og sidde et par minutter på en af bænkene og stirre på den korsfæstede Jesus. Der var ikke så meget religiøst over det, men jeg kunne godt lide den ro, stilheden gav mig. Troen blev jeg først opmærksom på et par år senere, da jeg gik i gymnasiet.

Jeg kan tydeligt huske en eftermiddag i september måned kort efter min 18 års fødselsdag. Det bankede på vores dør, og to politibetjente stod udenfor. Min mor og far gik ud til dem og lukkede hoveddøren bag sig. Efter en evighed kom de ind igen, og jeg kan huske, at min far kom ud til mig i køkkenet og knaldede sin knytnæve ind i væggen. Min mor græd. Det var min onkel, som var blevet fundet død.

En del år forinden, var min onkels kone død af cancer. Og min onkel var blevet så sur på Gud, fordi han lod sådan nogle ting ske, at han havde meldt sig ud af folkekirken. Derfor kunne vi ikke tage afsked med ham i kirken, men i stedet på et kapel, hvor den eneste taler var min far, som bare stod der foran 50 mennesker, og skulle tage afsked med sin elskede bror.

Kort efter min onkels bisættelse blev min far ringet op af Lukaskirken, som ville høre, om alt var okay, for de kunne se, at min onkel var død. Det viste sig, at han alligevel havde forsonet sig med Gud og meldt sig ind i folkekirken igen.

Det tror jeg aldrig helt, at jeg kommer mig over. Selvfølgelig gør det mig glad, at min onkel ikke forlod denne verden, mens han var forbitret over manden i skyerne, men det gør mig ked af det helt ind i hjertet, at kirken ikke var der, da jeg skulle tage min sidste afsked med ham. Sådan har jeg det nok helt generelt; der er nogle vigtige passager her i livet, som jeg helst ser ledsaget af bimlende klokker, salmesang og Fadervor.

Efter hans død græd jeg ikke. Og jeg kunne ikke forstå det, for han havde været min bedste ven. Senere på året blev jeg student, og jeg fik en bønnebog, som jeg havde ønsket mig. Om aftenen satte jeg mig alene på mit værelse, åbnede den op og begyndte at læse. Pludselig begyndte jeg at græde, og mine tårer dryppede ned på de blanke sider og fik dem til at krølle sammen.

Det var nok cirka der, jeg blev opmærksom på, at de der bibelske ord og budskaber gjorde noget ved mig, som var godt. Når jeg sad der gang på gang og klynkede, fik jeg ikke bare renset tårekanalerne. Det gik også op for mig, at det faktisk er ret fint at sætte pris på frikadeller, selvom de er brændt på, og jeg er løbet tør for ketchup. Og at tro også bare kan være påmindelsen om at være lidt hverdagsgod – eller i det mindste bare gøre sig bedste for at være det. Jeg behøvede slet ikke lade være med at knalde med fremmede, når jeg var i byen, gå på rygestopkursus eller bandlyse grimme ord (og tusind tak for det, i så fald var jeg garanteret et efterliv i helvede.)

Når jeg snakker med folk, som ikke tror på noget, om hvorfor de ikke tror, er der typisk to ting, der går igen. Nogle tror ikke, fordi vi ikke kan bevise Guds eksistens, og at alt kan forklares og forsvares gennem videnskab. Andre tror ikke, fordi en Gud nødvendigvis ikke kan eksistere, når vi lever i en verden, der er så grusom og ond, som den er.

Begge dele giver hundrede procent mening, og jeg har også selv været der. Begge steder. Jeg tror bare på noget gud-agtigt, som ikke har skabt jorden på syv dage, ikke påvirker atomer, molekyler, osmose eller relativitetsteori.  En gud, som overhovedet ikke på nogen tænkelig måde er almægtig, men alligevel får mig til at smile til den gamle dame, som i dag snød foran mig i køen i Kvickly med ordene De ligner en, der godt liiige kunne stå der 2 minutter længere! 


 

Næste indlæg

Franske horeunger #4