Den dag jeg indhentede min mor

Forleden skrev jeg en besked til min mor. Jeg spurgte hende, om jeg måtte forfatte et indlæg om hende og Ludwig. Hun svarede tilbage, at det måtte jeg gerne, så længe der var kærlighed i det. Min tilbagemelding var, at uanset hvad ville jeg aldrig kunne trække min kærlighed til hende ud af ligningen. Så jeg fik jeg lov.

I folkemunde er det nok lidt, hvad man kalder et politikersvar. For godt nok kan jeg ikke lade være med at elske min mor, men jeg kan heller ikke lade være med at være uforstående og frustreret over hende. Mest af alt fordi hun ikke lytter til, hvad jeg siger, og det er pisse irriterende, når jeg nu ved, at jeg har fat i den lange ende.

Der er nemlig sket noget. Min mor er blevet forelsket. Det blev hun faktisk allerede, da hun stadig var gift med min far. Ludwig, hedder han, den anden mand. Han var min mors rideguide, og i lang tid var der ikke nogen, der undrede sig over, at min mor i tide og utide forsvandt til Hanstholm, for hun elsker virkelig sine islandske heste. Først meget senere fandt vi ud af, at hun havde fundet en unik belgisk stallion, som havde en fantastisk evne til at vække hendes begær, som hun selv sagde.

Men lyserøde skyer bliver også til nedbør, og en dag var Ludwig væk. Hvis ikke jeg vidste bedre – og det gør jeg sådan set ikke, for Ludwig har mange hemmeligheder – ville jeg være overbevist om, at han var efterkommer af Houdini. Manden er nemlig god til at forsvinde, og han gør det igen og igen.

Denne gang var han smuttet til Spanien, og min mor sov ikke om natten, for hendes hjerte blødte efter Ludwig. Så hun bookede en billet sydpå, opsøgte ham på den nye hestefarm, han havde fundet, og alt var godt igen. Bortset fra når hun var tilbage i Danmark, for så kunne hun ikke tænke på andet end ham.

“Han giver mig noget, ingen andre mænd har givet mig før,” siger hun, mens jeg banker mit hoved ned i bordet i frustration. Jeg orker ikke at svare, for det eneste jeg tænker er, at enhver anden mand med en velfungerende libido kan give hende det, som Ludwig kan.

Nu er min mor på orlov, fordi hun skal finde sig selv. Umiddelbart havde en lang tur i sommerhus eller en rygsæktur langs Caminoen været den oplagte måde at gøre det på. Det er ikke noget, jeg siger, det er noget, hun altid har sagt. Men hun besluttede sig for at finde sig selv i Spanien. Sammen med sin hestehvisker – som nu var taget til Italien (og nu er de så faktisk taget til Spanien igen, hvor de crasher hostels og spiser vacuumpakket glutenfrit brød.)

Sådan er det nemlig med ham. Han kan ikke lide systemet, banker eller regler. Og hver gang de indhenter ham, så pakker han sine ting og rejser videre. Det er ikke altid uden problemer, for manden er meldt savnet af sin familie, og så skylder han vist også nogle penge til den russiske mafia, men det var ikke hans skyld, siger min mor.

Flere gange har jeg spurgt hende, om hun ikke burde droppe ham og kigge på nogle andre ting i hendes liv. Købe en hest og stå sig ned som keramiker med speciale i mindfulness et sted i Nordjyllands klitter. Men hun affejer mig hver gang, for lige nu kan hun ikke leve uden Ludwig, heller ikke selvom hun kun lever halvt med ham.

Derfor bliver jeg symptomsur og kaster grene efter hende, når hun er naiv om kærlighed. Eller himler arrogant og bedrevidende med øjnene, når hun ikke opdateret på fransk politik, og jeg beder hende om at pakke telefonen væk og være til stede i nuet, når hun forsvinder væk i sine uendelige e-mailkorrespondancer med ham under aftensmaden.

Jeg burde fortælle hende, at jeg kun vil det bedste for hende. Og hendes bedste er sgu nok uden ham. Eller også burde jeg slet ingenting. For jeg ved jo ikke, om jeg har ret, hvis man overhovedet kan have det. Jeg ved bare, at min klippe forsvandt, den dag hun blev forelsket.