Fitness World-ÅKL

Oppe på den skole jeg går på, arbejder vi ufatteligt meget med ÅKL-modellen. Den er et hammer godt redskab, når man arbejder med vinkling af problemudredende journalistik, hvilket plus minus er hele tiden (ZzzzzZzz). Sommetider har danske journaliststuderende det umanerligt hårdt, fordi vi gang på gang bliver sat til at finde et problem af samfundsmæssig relevans, som vi skal afdække.

Og ved I hvad? At finde et problem, som rent faktisk er problematisk, er noget af det sværeste i opgaveprocessen. På et overordnet makroplan fungerer Danmark ganske fint. Og alle de #gates der måtte være, er de store etablerede medier ret gode til at spotte. I hvert fald kommer de stort set altid de utrænede studerende i forkøbet.

Nå, men den her ÅKL fungerer sådan, at man finder noget, som er lidt off. Det kan enten være gennem en aktindsigt, en rapport eller nogle nye tal i Statistikbanken. Så bruger man sin sunde fornuft, eller ringer til en ekspert og spørger, om de her tal er et problem. Hvis de er, er man allerede godt i gang. Herefter går resten af arbejdet ud på at sandsynliggøre Årsag, Konsevens og Løsning. Når man bare har styr på det, skal man nok blive en dygtig journalist.

Nu er jeg så stødt ind i et problem fra min egen hverdag, og jeg har lidt tænkt, at ÅKL måske kan tages i brug. Mit problem hedder Fitness World. Helt specifikt: Jeg har meldt mig ind i Fitness World, men jeg tør ikke tage afsted.

Årsag til problemet er, at jeg er bange for at blive grint af. Ikke for at have sved og mascara i hele krydderen – det betragtes egentlig som et succeskriterium – men for, at jeg gør noget forkert. Især frivægts/gorillaområdet (altså landet for mænd, som har glemt deres ben og er gået all in på arme, sidder). De har nemlig en tendens til at grine af folk (mig) som curler med 8 kg, og ikke helt ved, hvordan man sammensætter et killerprogram, der giver seriøse gainzz (igen mig.)

Konsekvensen bliver, at jeg i bedste fald sniger mig afsted i centrets sidste åbningstime, føler mig kronisk udstillet og utilpas, og smutter hjem igen uden et bad (som jeg ikke kan indløse hos mig selv.) I værste fald smider jeg 250 kroner direkte i skraldespanden. 

Løsningen kender jeg endnu. Ind til videre har jeg taget den usympatiske mentale taktik i brug, hvor jeg prøver at messe for mig selv, at der uanset hvad vil være minimum ét andet menneske, som er i dårligere form og har en værre teknik, end jeg har. Selvom det ikke er sødt, hjælper det lidt.

Det mest funky er nærmest, at det bliver et sted som Fitness World, der tvinger mig til at tage min person op til revision. For jeg troede faktisk, at jeg hvilede tilpas meget i mig selv til ikke at give en skid. Og så er jeg bare heller ikke så stærk, som jeg ligesom gik og troede. 

Og så er der fællesbadet… den primære grund til at melde mig ind i hamsterhjulet var, at det igen blev muligt for mig at kunne komme i bad. Jeg var blevet lovet, at netop mit lokale center ville have lukkede badekabiner med forhæng, så seancen kunne forblive privat, som jeg er vant til. Det lykkedes desværre ikke at finde de sagnomspundne forhæng, eller også fandtes de bare alligevel ikke.

Så jeg klædte mig af og hoppede ind til de andre piger og kvinder, der stod og skyllede klor fra svømmehallen af sig. Og det var sådan set fint nok. Jeg var lidt bekymret for min kropsbehåring, som har fået lov til at vokse frit siden sidste år. Men det gik hurtigt op for mig, at det samme gjorde sig gældende for størstedelen af mine medbadende. Undtagelsen var dog en 14-årig pige, som brugte 10 lange minutter på at stirre på mit skridt, mens hendes vandet fra bruserhovedet silede ned over hendes alt for åbne øjne. 

En dag vil du forstå, tænkte jeg. En dag.