Serier, jeg synes, I skal se

Præmiskøberen
Fælles for Drop Dead Diva og Jane The Virgin er det, at begge har et langt ude, usandsynligt og grænsende til latterligt udgangspunkt. Hvis du kan acceptere det, er du imidlertid sikret mange timers sanseløs serieslugning, for resten fungerer helt og aldeles upåklageligt. Jeg er stadig igang med Jomfru Jane, mens jeg planlægger snart at se Drop Dead Diva for tredje gang.

Den, der ændrede sitcom-genren
Har du også et utal af gange siddet hjemme i sofaen og zappet dig gennem arsenalet af TV-kanaler uden synderlig succes? Også sådan for 10 år siden? Hvis ja, så har du helt sikkert set et glimt af Scrubs, som en årgang blev flittigt vist på 3+ om eftermiddagen. Jeg havde selv været hende, der ikke orkede endnu en hospitalsserie, men da jeg blev opereret i mit knæ og måtte være sengeliggende i 2 måneder, var jeg nødt til at udvide min horisont en smule. Og det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde. Scrubs er uden sammenligning den sjoveste sitcom, jeg nogensinde har set. Alle, og jeg gentager ALLE, karaktererne er henrivende og skøre på deres egen måde, og der er oceaner af personlig udvikling og progression fra sæson til sæson. Manuskriptet er gennemført, og den lineære fortælling bliver brudt op af J.D’s krøllede dagdrømmerier og skøre flashbacks til pinlige fortidsscenarier. Se den. Bare se den.

Sex and the City – Bro-edition
Jeg fik 2. verdenskrig ind gennem modermælken, og jeg har ikke tal på, hvor mange nætter jeg har set Auschwitz-dokumentarer og Matador i selskab med min onkel. Det er dog absolut ikke en forudsætning for at elske Band of Brothers (Kammerater i Krig). Serien er baseret på interviews med amerikanske krigsveteraner, som var udsendt til Europa under krigen. Den er hjerteskærende og rørende, og hvis I minder bare en lille smule om mig, kommer I både til at græde i lårfede stråler og knække sammen af latter. Desuden er den produceret af selveste Steven Spielberg og Tom Hanks, og det er nok et af de mest succesfulde samarbejder, jeg nogensinde har været vidne til.
Især afsnittene Bastogne og Why We Fight er formidable.

Den amerikanske krimikliché
Mit forhold til Dexter Morgan begyndte i en sommerferie i Spanien for 7 år siden. Jeg havde bogen af Jeff Lindsay med mig sydpå, og efter et par dage ved poolen havde jeg hurtigt kværnet mig igennem den. Da vi kom hjem igen, fandt jeg ud af, at der rent faktisk var lavet en serie om Dexter – desværre var det her lang tid før streamingtjenesternes tid, så jeg måtte i gang på diverse suspekte sortserieterminaler, før jeg kunne få gang i 1. sæson – og det var al besværet værd. Sidenhen er han kommet på Netflix, og selvom serien kan være lidt amerikansk, er det umuligt ikke at holde af Dexter og sluge afsnit efter afsnit.
Sæson 3 er lidt langsom, men den kan til nøds godt skippes.

Noir by the Brits
Faktisk har jeg hverken set Borgen eller Arvingerne, men jeg fik da 1 1/2 sæson med af Forbrydelsen, da den sidst kørte over skærmen. Hvis man er til sidstnævnte, vil jeg helt klar anbefale The Fall og Broadchurch, som begge er britiske dramaserier med en mordgåde i centrum. The Fall er mørk, ubehagelig og nervepirrende, og Jamie Dornan ser  irriterende godt ud, hvilket i grunden er ret irriterende, fordi han netop spiller verdens største creep. Broadchurch er lidt mere low key, men plot og skuespil fungerer lige som det skal.