Franske horeunger #8

Du skal længere ind. Du skal helt ind i sindet. 

Noget af det, jeg husker tydeligst fra min ungdom, er, at der altid var gang i et eller andet behandlermaskineri, psykologer eller socialrådgivere fra kommunen. Dengang var jeg gået lykkeligt forbi alle slags psykiatriske diagnoser, men det samme kan desværre ikke siges om mine søskende. 

Det er imponerende, at jeg er gået fri, tænkte vi, og da jeg blev 18 år, var jeg overbevist om, at ingen former for hjerteforstyrrelser nogensinde kunne ramme mig. Men det begyndte altså længe før, jeg formelt blev myndig. Hvis jeg siger, at jeg var 14 år, er det nok ikke meget forkert. Alle mine søskende havde det ad helvedes til, og den slags smitter selvfølgelig af på hele familien. Vores køkkenskabe var fyldt op med Ritalin, melatonin, angstmedicin og antidepressiva. Det var over det hele, og når der blev sagt godnat var det altid efterfulgt af har du husket at tage dine piller? 

De så alle tre den samme psykiater, kort efter skulle de have bevilget voksenvenner, og sideløbende blev vi indsluset i noget hejs, som man kaldte for familieværksted. Sidstnævnte endte i en komplet katastrofe, der blandt andet involverede en lillebror, der gik halvt berserk på min fars Jaguar. På hjemmefronten var det nogle lorteår, men på et overordnet plan havde jeg det egentlig fint det meste af tiden. Derfor er min personlige erfaring med psykologer og psykiatere yderst begrænset. Jeg har det også lidt svært med dem, og den følelse begyndte allerede efter første gang, jeg blev udsat for dem. 

Første møde var med Søskendepsykiateren. Det var ham, der udskrev medicin til mine søskende, og det havde han gjort i en rum tid, før jeg fik den ide, at jeg gerne ville møde ham. Jeg følte mig en smule ekskluderet, fordi hele min familie kunne tale langt og længe om et menneske, jeg knapt nok kendte fornavnet på. Så jeg anmodede om en time med ham, og det fik jeg. Imidlertid endte den time med at være 30 minutter, for jeg anede ikke, hvad vi skulle snakke om, selvom der var nok at gå i gang med. Da jeg tog derfra konstaterede han, at jeg i hvert fald ikke havde ADHD, han smilede til mig på en jovial måde, og jeg gik derfra, mens jeg tænkte, at godt nok havde jeg ikke DAMP, men der var stadig helt kogt i mit hoved. Jeg så ham aldrig igen.  

Mit andet møde var med Psykologkvinden, der holdt visitationssamtalen med mig på Center for Spiseforstyrrelser. Hun var så skræmmende, at jeg hellere havde lyst til at gå hjem og dø end at komme tilbage til hende igen. 

Mit tredje møde var med Psykolog-Bo, som var ham, de snakkede med mig og vejede mig hver 14. dag, da jeg var i behandling på Risskov. Jeg kunne egentlig godt lide Bo, men jeg løj også meget for ham, og han formåede ikke rigtigt at hjælpe. En dag sagde han til mig, at han havde snakket med resten af teamet til mig, og de havde vurderet, at jeg ‘ikke responderede på behandlingen og havde brug for en yderligere indsats’. Med andre ord betyder det, at man skal indlægges – på den ene eller anden måde. Retrospektivt var det det, der reddede mit liv, men dengang mente jeg bare, at han havde forrådt mig. Efter den dag kunne jeg ikke se ham i øjnene igen. 

Mit fjerde møde var med Forsikringspsykiateren. Jeg var lige vendt tilbage til studiet, og jeg havde diverse speciallægeerklæringer på, at jeg ikke måtte arbejde ved siden af skolen. Men jeg havde heller ingen penge, så jeg søgte om handicaptillæg, som – selvfølgelig – blev afslået. Herpå fulgte en lang klagesag, som jeg på ingen måde havde overskud til. Den indebar en samtale med Forsikringspsykiateren, som skulle vurdere, hvorvidt jeg var syg nok. Hele samtalen var som en mægling med djævlens advokat, og da jeg gik derfra brækkede jeg mig i en skraldespand i Scandinavian Center, fordi hele sceancen havde været så ubehagelig. 

Mit femte møde, som ikke rigtigt var et møde, fandt sted for et par uger siden. Det var en Forsikringspsykolog, og han var også en mand. Jeg fortæller ham, at jeg hader mænd. Han svarer: Alle mænd? og jeg siger ja. Så er der lang tavshed, før han siger, at han vil få en anden til at ringe mig op. 

Den sjette blev en Hun. 

Før jeg gik i gang med at skrive det her, havde jeg en meget klar pointe – eller måske var det snarere et spørgsmål – udledt af det sjette møde. Men den pointe har jeg ærligt talt glemt lige nu. Så nu får I lige det her, mens jeg kommer i tanke om den åbenbaring, jeg allerede har glemt. 

Næste indlæg

Franske horeunger #8