“Adrian, stop. Ellers tilintetgør han dig.”

Rimelig kryptisk overskrift til en rimelig mærkværdig situation. 

Jeg havde fundet mig et GoMore-lift, som skulle fragte mig til Aarhus i går. Det virkede ret win, at jeg kunne nøjes med 5 kvarter sammen med nogle fremmede mennesker, og så nyde aleneheden resten af vejen fra Odden til Aarhus. 

Liftet kostede 150 kroner, og så gjorde det ikke så meget, at turen blev sammen med en familie – far, mor og to børn. For et par år siden havde jeg svoret, at jeg aldrig kunne finde på at kaste mig ud i den form for deleøkonomi, men heldigvis er jeg kommet til det punkt, hvor fremmede mennesker ikke gør mig så meget. 

Det var en rigtig sød familie. Også selvom de var af den opfattelse, at femina er sådan noget frisørjournalistik, man kun læser i et venteværelse eller med folie i hele håret. Fred være med det. 

Forældrene var den slags, der tiltalte hinanden som smukke og honey, og faderen brugte hele turen på at fortælle om deres talrige ferier til udlandet og alle de Coldplay-koncerter, de havde været til. Børnene var søde, cirka 6 og 11 år, og jeg tror også, at de var intelligente over niveau. I hvert fald kom de med skarpe comebacks til deres forældre formuleret i sætninger med et ret højt Lix-tal. Den yngste, deres dreng, kendte til ret nøjagtige detaljer om geparden, mens pigen var træt af, at Trump er præsident, men herregud, han kan jo alligevel kun sidde der i 8 år. 

Men til trods for deres velfungerende hjerner var de jo stadigvæk bare børn, og de opførte sig, som børn nu engang gør – hvilket for det meste accellerer, når rastløsheden sætter ind efter lang tid i en bil. 

Adrian begyndte at rumstere og vride sig i sin autostol. Hans ord blev meget høje og insisterende – som om han ville kalde nogen op, der stod i den anden ende af skolegården. 

“Adrian. Dæmp dig så!” begyndte hans far, mens de to fik øjenkontakt i bilens bakspejl. 

Adrian. Vil du ikke være sød at gøre, som din far siger. Jeg beder dig. Gør som han siger. 

Men Adrian fortsatte ufortrødent med at kalde hele bilen op. Han var begejstret for et eller andet, eller også mente han bare, at det, han havde at sige, var meget vigtigt for os andre at høre. 

“Adrian, vi sidder LIGE ved siden af dig. Hvorfor er det, du taler så højt? Gider du godt at skrue ned?” prøvede hans far igen. Endnu engang fik de øjenkontakt i spejlet, og jeg kiggede med. 

Adrian. Du bliver nødt til at stoppe. Ellers tilintetgør han dig. Når jeg forlader bilen, ødelægger din far dig. Min mave gjorde knuder, og jeg kunne mærke, at mine øjne begyndte at brænde. Jeg blev nødt til at kigge ud gennem bilens sidevindue, mens jeg klemte mine øjne sammen og bad til, at Adrian snart ville gøre, som hans far sagde. For sin egen skyld. 

Da vi nåede Aarhus, satte de mig af ved Havnens Perle, og jeg fortalte, at det er en institution, der laver en af de bedste bøfsandwich i Danmark. Jo længere tid jeg ville snakke, jo større sandsynlighed ville der være for, at Adrians larm ville blive glemt i mellemtiden. 

Men jeg ved godt, at det ikke er sådan, det fungerer. De glemmer ikke. 

*

I dag fortalte min mor mig, at min far altid blev sur på hende, når de havde været til møde med socialrådgivere eller behandlere. 

Du får det til at lyde, som om jeg har slået mine børn, sagde han. 

Men det har du jo også, siger min mor nu.  

Dengang sagde hun ikke noget.