Kællinger må klare sig uden kaffe

Min uges ferie sluttede egentlig i går, og jeg burde have siddet på pinden ved Havneholmen hele dagen i dag. Som det er lige nu – ikke bare for mig, men journalistik helt generelt – foregår mange interviews over telefonen, for det er sjældent, at det kan svare sig at rejse til en anden landsdel for en enkelt times samtale. Denne gang var jeg heldig, for interviews ansigt til ansigt bliver altid bedre, og de er i øvrigt også altid sjovere, og nu havde jeg muligheden for at blive i min hjemby en dag længere, fordi der sad en kvinde i en forstad til Aarhus, som havde tid og lyst til at mødes med mig.

På tilbagevejen trissede jeg igennem Aarhus C for at finde noget frokost (det endte med en Banh Mi-salat og sweet potato fries fra Aarhus Street Food, og det hele kan varmt anbefales!) men det blev også en noget zigzagget vej ned til Rutebilstationen.

De fleste har nok hørt Aarhus blive omtalt som værende Verdens mindste storby, og det er da også meget sødt, ikke desto mindre er det overhovedet ikke sandt. Aarhus er faktisk bare en lille by. Bevares, den er god, men den er ikke stor.

Det meste af mit liv har jeg været ramt af en lokalpatriotisk flovhed, når regnvåde turister har trosket rundt i byens tomme gader, fordi butikkerne har haft lukket, og de allerede for længst havde lagt deres vej forbi Aros. Sådan noget er altså lidt uudholdeligt at være vidne til, når man elsker sin by ret meget, men man også er pinligt opmærksom på, at man nok skal være born and raised her, før man kan se – og finde vej til – de hyggelige oaser.

Denne weekend har dog været en undtagelse, for vejret har været forrygende, og der står imponerende kunstværker overalt i byen og langs vandet på grund af det der Kulturby-hype. Turisterne var glade, og det var jeg også.

I dag blev den gladhed udfordret en kende, og det bringer mig tilbage til min zigzag-gang, der fungere som mit altoverskyggende argument for, at Aarhus bare er en landsby.

Sagen er den, at min lille tur ned til madmarkedet med rette kunne have heddet The Tinder Walk/Walk of Remorse/30 Minutes of Unredeemed Desire – og fortsæt selv rækken. På en sølle halv time formåede jeg at støde ind i TO ungsvende, som jeg på den ene eller anden måde har stiftet bekendtskab med gennem Tinder.

Det gik først galt ved Jægergårdsgade, hvor jeg havde tænkt mig at nyde en kop af min yndlingsamericano. Jeg kiggede ind gennem kaffebarens rude og fik øjenkontakt med et af fortidens spøgelser: Ham, der faktisk virkede flink, men jeg alligevel ghostede, og kun Gud ved hvorfor. Idioter fortjener åbenbart ikke deres favoritdrikke, tænkte jeg lidt, mens jeg hurtigt vendte om og marcherede tilbage til mit udgangspunkt.

Jeg beslutter mig for at gå en omvej langs Ny Banegårdsgade, for Baressos americano er faktisk forbandet god, og så har de det toilet, jeg altid står og mangler.

Til stor fortrydelse havner jeg bag en fyr, som jeg ret hurtigt mistænker for at være ham, der engang gjorde mig akut nyresyg (og det var ham. Selvfølgelig var det ham). Desperate løgnere fortjener tilsyneladende heller ikke deres kaffe. Eller blæretømning.

What are the odds? tænker man i sit stille sind, men ret hurtigt kender man svaret på sit eget spørgsmål: Aarhus er bare lidt for lille, når man 1) døjer med uforløst kærlighed, eller 2) bare er en TinderTumpe/DatingDisaster som mig.