Ambivalens er, når Tante Rød dør. 

I går sad jeg på min kontorstol, da jeg blev ramt af den mærkeligste følelse. Følelsen af menstruation. 

Når det føles, som om æggelederne gør knuder, alle musklerne i underlivet går i kramper, og din mave til forveksling ligner noget, der er klar til at føde en fodbold. 

Sagen er bare, at jeg ikke har menstruation, og det har jeg ikke haft i meget, meget lang tid. Jeg har nævnt det et par gange herinde, og sidste år gav jeg det også et skud med sådan noget Krop i Balance-halløj, som måske hjalp meget på balancen i mit hoved, men ikke desto mindre ikke havde den mindste effekt på mit forbrug af tamponer. 

Jeg er god til at glemme sådan noget. Når det bare er status quo på den dårlige måde. Jeg er god til ikke at tænke over, hvad det måske kommer til at betyde for mig om et par år. Og eftersom menstruation bare er smadder irriterende, og jeg var blødertypen, der månedligt plejede at spise 2 x Panodiler og 2 x Iprener hver anden time for ikke at ligge i fosterstilling som et lille gedekid, er det svært hundrede procent at begræde, at min krop ikke følger nogen fast indre kalender.

Det gør lidt ondt, når jeg begynder at konsekvensberegne og ræsonnere – det er typisk sådan noget, der først går i gang, når der ikke er nogen vej uden om. Som ved fantommenstruationssmerter for eksempel (for det var, hvad det var. Også den her gang.)

Fra tid til anden, især når jeg er oppustet til fjerne proportioner, bliver jeg ramt af den tanke, at jeg burde være gravid lige nu. For det er ofte det, der sker, når kvinde er sammen med mand, og ingen af de to idioter husker prævention. Men jeg er ikke gravid, og det har jeg flere portioner tis som vidne på.  Måske kan jeg ikke engang blive det, og jeg ved slet ikke, om jeg er klar til at finde ud af, hvad der ligger i mine kort. 

I fire måneder har jeg haft en henvisning liggende til en gynækolog, og jeg mener faktisk, at jeg skylder mig selv at gøre brug den. Nu er den snart forældet, og jeg er ikke så meget som begyndt at undersøge, hvem af dem, der ikke bare stikker et koldt metalnæb op i mit kun-næsten-revirginized underliv uden at advare om det først. Jeg har hørt, at den slags gør ondt. Den smerte har jeg ikke brug for, ligesom jeg heller ikke har brug for at vide, hvis det hele bare står ret slemt til. 

Jeg ved godt, at man kan være uden cyklus og stadig blive gravid. Jeg ved også, at det modsatte desværre også er ret udbredt. Og så har jeg læst alt for mange beretninger om tidligere anorektikere, hvis kroppe aldrig nogensinde rettede ind, selvom deres hoveder havde det godt. 

Det er blevet mit metier at leve i ulykkelig uvidenhed. Sagen havde nok været lidt anderledes, hvis jeg stadig var sammen med min ekskæreste. Hvis ikke jeg tager meget fejl, var han ret skruk, og han ville i hvert fald gerne have børn som 28-årig. Hvis det var med mig, betød det, at jeg skulle være 25. Det er jo en meget rimelig mor-alder, men det er også lige nu. 

Hvad nu hvis jeg allerede som 20-årig var begyndt at bekymre mig, da min læge sagde ‘Ja, det kan selvfølgelig godt ske, at du har aborteret, men alt ser fint ud nu‘, i stedet for bare at tænke: . . .

Så gik jeg nok ikke i dag og blev ramt af vådeskudsbekymringer. Hvis ikke det var så symptomatisk for mig ikke at bekymre mig over alvorlige ting, havde jeg måske slet ikke haft en trusseoverlevelsesrate på 100 (hvilket er alt, alt for højt for en kvinde i min alder.) For så havde jeg sgu nok dealet med alle de ting, der gjorde mig syg, for længst. 

Hej mor. Jeg ved jo, at du læser med. Jeg har selvfølgelig aldrig dyrket ubeskyttet sex. Eller sex.