En dag kommer der Trustpilot for mennesker. Be kind. Always.

Noget af det mest enerverende i denne hverdagsverden er, når menigmand opfører sig på en sådan måde, at det nærmest kræver overmenneskelige evner bevare roen og den gode tone. 

Lad os tage et par eksempler, hvor min goodwill seriøst er blevet sat på prøve. (Jeg fornemmer lidt, at jeg bliver nødt til at stoppe med at snakke om københavnere på cykler, for det er en uendelighedsforargelse, jeg nok bare skal lære at glemme). Så i stedet tager vi til kiosken i Føtex en lørdag formiddag for ikke så lang tid siden, hvor jeg står i kø. 

Jeg er kæmpe fan af diskretionslinjer – også dem man ikke kan se med det blotte øje, men må optegne med sin fantasipensel, hvorfor jeg stod 1-2 meter bag den kvinde, som netop var ved at blive betjent. 

Da det er min tur, begynder jeg at gå frem mod ekspedienten, mens en lille pige bag mig løber op foran og stiller sig ved disken. Hendes snot(mor)mor går langsomt mod poden, mens hun kigger på mig og siger undskyld. Jeg nikker selvfølgelig overbærende, fordi jeg ligesom forventer, at hun nu vil hente barnet væk og lære hende, at man ikke snyder foran i køen. But I was wrong. Kvindens ‘ Undskyld’ betød rent faktisk ‘Undskyld, men jeg snyder lige foran dig’, og jeg blev så småligt sur og forarget, at jeg kunne have sparket hende langt ned i Føtex’ afdeling med bøger om børneopdragelse. 

I går udspillede der sig en ny DBA-fadæse, som giver mig grund til at mene, at man bør have et moralsk adgangskursus, før man melder sig ind i bytte-bytte-portaler. For hold nu kæft, hvor er det en øvelse i tålmod og tæl til ti. 

Historien i punktform forløber omtrent således:

Karoline sætter sin røremaskine til salg. 

Køber melder sig og vil gerne have maskinen tilsendt. 

Karoline siger OK, det kan vi godt finde ud af. 

Køber insisterer på at bruge DAO, for de er billigst. 

Karoline siger OK, jeg sender til dig ASAP. 

Køber siger OK, og Karoline går København tynd for at spørge i butikker, om de har en stor papkasse liggende, hun må få. Projektet lykkes. 

Karoline udfylder formular på site, som køber har anvist. Porto bliver 99 kroner.

Karoline beder køber om at overføre penge for maskine og porto, så pakken kan blive sendt. 

Køber vil ikke betale porto. Det er for dyrt. Køber spørger, om Karoline ikke kan snyde med vægten, så porto bliver billigere. 

Karoline nægter. Køber stopper med at svare. 

DET ER FUCKING IKKE I ORDEN, er du klar over, at jeg er gået gennem ild og vand for at kunne sende en pakke i din retning, og til gengæld giver du mig verdens mest provokerende næseløse smiley, jeg kan kigge på. Min krop var så boblende og sydende, at jeg ikke ville give hende den sejr at have det sidste ord. Her er cirka, hvad jeg havde lyst til at svare:

1. Du er et forfærdeligt menneske, og jeg hader dig. 

2. Gro en hjerne. 

3. Din opførsel ødelægger mit liv. 

Det skrev jeg selvfølgelig ikke. I stedet sendte jeg hende 8 smilende smileyer som hævn, og så har hun bare at forstå, at de var IRONISKE. Hvor er jeg dog blevet umanerligt tam. 

I et andet liv, eller bare for to år siden, havde jeg nok fortalt kvinden, at hun skulle tage sig sammen. Men når sådan nogle scenarier her udspiller sig, kan jeg ikke slippe tanken om, at vores opførsel – på den ene eller anden måde – bliver gemt. Om det er i form af en eller anden karmalov, eller en online database over os alle sammen, hvor folk, vi er stødt på gennem livet, kan give os anmeldelser. 

Jeg datede Karoline i 2013, det var fandme fedt. God personlighed! eller Karoline og jeg delte cykelsti i 18 måneder, dengang vi begge boede i København. Jeg har aldrig snakket med hende, men hun bruger ikke cykelhjelm, så hun må da være ret hjernedød. To stjerner herfra. 

Altså. Jeg håber VIRKELIG ikke, at det kommer til at ske. Men det kunne være episk fedt, hvis lidt flere begyndte at kalkulere med risikoen for, at det måske bare er et spørgsmål om tid.