Det er alt for tæt på.

Hvorfor er det så nemt at hade bloggere?

Selvom jeg unægteligt er klatret et par trin op ad Er-du-blogger?-stigen, fastholder jeg altså stadig, at jeg ikke er blogger, jeg har bare en blog. Først og fremmest er jeg Karoline, journaliststuderende, menstruerende og menneske. Det er i øvrigt de fleste rigtige bloggere også, udskift bare et par variabler, så passer vi alle ind. Derfor tænker jeg, at der ligger nogle andre ting til grund for, at jeg ikke vil kastes ind i den one fits all-model, og jeg tror også, at jeg efterhånden har regnet den ud. 

Bloggere er sådan nogle, man hader. Bloggere er opmærksomhedskrævende, egocentriske, avocadomad-til-overpris-betalende stjernenarcissister. Og det fucking pjat er i hvert fald ikke et job. Alle kan jo skrive om sig selv, påstå, at det er er et arbejde og tjene kassen på det. Indrømmet, det er der talrige eksempler på – ingen nævnt, ingen glemt. 

Indrømmet. Jeg har den også selv en smule. Efter Musik i Lejet sad jeg og tjekkede et galleri med velklædte festivalgængere, hvoraf 95 procent af dem havde scoret afsindigt højt på Johanne Schmidt-Nielsens (kultur)eliteskala. Og så var der også en med titlen Professionel Instagramer. Mit fnys var nok lidt højt, og jeg fik også tænkt noget i retningen af skulle det nu være et job? Men hvis man nu laver Skaffer-det-mad-på-bordet-testen, er det jo arbejde, uanset hvor ubesværet det måtte virke. 

Jeg tror, at mange af os er flasket op med, at arbejde gerne må være en sur pligt. Noget, man kæmper lidt med. Under alle omstændigheder må det ikke være for nemt, lystbetonet eller lugte for meget af hobby. Hvis jeg har ret i den antagelse, så er det immervæk ret tåbeligt. Det ypperste mål for godtfolk må da være at vågne op til noget hver dag, som ligger os lige til højrebenet. 

Mine venner IRL spørger mig ofte, om jeg nogensinde har fået nogen nederen kommentarer. Det har jeg, men jeg er på samme tid ganske overbevist om, at det aldrig nogensinde var intentionen fra skribentens side at pisse mig af, så det tæller ikke. Beklageligvis har jeg lidt på fornemmelsen, at jeg er undtagelsen, for hold nu op, hvor skal mange bloggere lægge agere medie for meget lort. Af samme årsag er det også naivt af mig at tro, at der ikke sidder nogen derude, som finder mig abnormt irriterende, selvforherligende osv osv osv osv. (For eksempel får jeg altid syge creeps, når Miriam råber op om, at hun igen-igen har modtaget hemmeligheder i form af svinere af navngivne bloggere. Selvfølgelig føler jeg mig betydningsfuld nok til at tro, at det altid er mig, de handler om.) Det må folk for min skyld gerne tænke, jeg vil bare helst leve i den lykkelige uvidenhed. 

(I kender sikkert Migogmintinderbaby, og hvis ikke I gør, så hop forbi. Hun skrev i går et indlæg med screenshots fra en Jodel-tråd befolket af gæve tåber, som tilsyneladende har et problem med hendes offentlige ageren. Dybt suk, fordi sådan et anonymt medie åbenbart kræver en anseelig mængde selvjustits, som mange åbenbart bare ikke er i besiddelse af. Som jeg læser Alexandras skriv, er hun halvcool med, at førnævnte tåber mener, hvad de mener, hun er bare ret ærgerlig over det forum, de har valgt – og den måde de har besluttet sig for at gøre det på.)

Men i hvert fald. For at kæde mit spørgsmål sammen med Alexandras SoMe-kritikere, kan jeg i hvert fald konstatere et par ting (som måske også kan fungere som huskeregler for bloggere in spe (se i øvrigt Blogsbjergs fremragende tips, nu vi er i den boldgade. Hvis hun havde en tagline, ville den helt klart være Linda og den Lange ende)

1. Aksel Sandemose har ikke levet forgæves. 

2. Hvis man gerne vil skrive om sig selv, skal mediet være en bog. I hvert fald hvis du ikke vil virke som en lavhæksløbende slambert. 

2 1/2. Ditch ordet blog og kald det biografi i stedet. 

3. Undgå at virke for poleret. Det er irriterende. Men lad også være med at have det for hårdt, så virker du bare som en, der fisker efter følgere. 

Og som sidste råd til de anonyme tåber: 

I er tilsyneladende 1) rappe på de sociale medier, 2) fulde af holdninger, som bare er for vigtige at gå og putte med og 3) begejstrede for at formulere jer på skrift = sådan cirka succeskriterierne for at drive en blog. Så hvad med om I prøvede det? 

Efterskrift. Hvis jeg virker en smule sur og ufokuseret, så er det bare, fordi jeg bløder på 9.-dagen. 

Og til dig, der lige standsede mig efter en lang tampaxkrise på toilettet i Frederiksbergcentret: jeg er vild med dig. Beklager, at jeg ikke helt fik det sagt. 

20 kommentarer

  • Maiken

    Okay, det her indlæg er ikke det nyeste, men i min feberrus har jeg tænkt meget over et bud, som vist ikke har været nævnt.
    Men, for det første vil jeg gerne være med til at tage afstand fra den der ‘det er ikke et rigtigt job’. Mit job som bibliotekar føles heller ikke som et job (Yeah!), derimod er tanken om at være blogger my idea of a living hell! Alt det opsøgende, udadvendte og til dels udleverende arbejde!? Puuuuuuha. Mht min teori tror jeg det også kan være et veninde-element i det, forstået på den måde at en blog, modsat et dameblad, er et personligt univers, og det er den personlige kemi, der ofte får en med på vognen. Hvis bloggeren udvikler sig et andet sted hen end en selv kan man blive skuffet, lidt som hvis det var en veninde. Med et blad (for mig er de professionelle blogs meget lig dameblade), køber man bare et andet næste gang, men her er man investeret på et personligt plan, og får derfor også mere personlige følelser. Aka had over forandringen. Jeg ved ikke, måske lidt langt ude?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Kommentarer bliver aldrig outdated!
      Og jeg tror heller ikke, at det er en helt dum overvejelse, du kommer med. Der er enormt mange ligheder mellem professionelle blogs og dameblade, hvor det nok er uhyre sjældent, at læseren udvikler et personligt bånd til skribenten på sidstnævnte (desværre! Det ville egentlig være ret cool!) Og netop pga. en blogs personlige karakter, bliver det meget tydeligt, når det ikke længere virker som den person, man blev vild med til at begynde med – eller endnu værre (og desværre ikke et helt tænkt eksempel): at personen forsvinder. Så jeg tænker ikke, at det er langt ude. Det er tværtimod meget plausibelt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror, der er flere ting, der spiller ind.

    For det første tror jeg simpelthen bare, at det handler om, at det stadig en ny job-type, som alle lige skal lære at kende. Jeg gætter på, at mange eventmanagere i 90’erne måtte lægge ryg til samme type spørgsmål, som de professionelle bloggere får nu.

    For det andet tror jeg ikke, man skal undervurdere en faktor som faglig stolthed. Blogger ikke en beskyttet titel, hvilket gør, at det faktisk ofte lader til at være andre, der arbejder med kommunikation, og som har taget en “traditionel” uddannelse, der irriteres over bloggere, der stater det som erhverv. Og det kan jeg måske egentlig godt forstå. I mit hjørne af verden, debateres lystigt, om døve tegnsprogstolke (der bruges som relæ-tolke, når man har døve, der har yderligere udfordringer, fx. flygtninge, udsatte ældre osv.) hører til i samme interesseorganisation som hørende tegnsprogstolke, primært fordi uddannelsen til døv tegnsprogstolk er omkring 80 timer, hvis jeg husker rigtigt, mens uddannelsen til hørende tegnsprogstolk tager 3 1/2 år.

    Jeg har også flere bekendte, der arbejder som personlige trænere. Det er heller ikke en beskyttet titel, og de irriteres også, når de – som har brugt mange penge og mange år på at dygtiggøre sig – slåes i hardkorn med mennesker, der har set en 20 minutter lang video på You Tube. For både bloggere og personlige trænere gælder det, at ingen skal godkende dig eller dit niveau, og det VIL betyde, at der er mange derude, der kan påvirke billedet af, hvad en Blogger eller en Personlig Træner er.

    Og endelig handler det måske også om, at nogle af de store – ingen nævnt, ingen glemt – ikke nødvendigvis kan leve af at blogge, fordi de skriver godt eller relevant, men mere fordi de har en kändis/skandale-profil, som gør dem interessante; folk klikker simpelthen ind, fordi de gerne vil forarges. Jeg ved ikke engang, om hun har en blog, men en type som reality-Amalie ville måske være et godt eksempel på den her. De er typisk så højprofilerede, at mennesker, som ellers ikke aner, hvad en blog er, også er stødt på dem, og derfor kommer de til at fylde uforholdsmæssigt meget i folks bevidsthed, og dermed også i forståelsen og definitionen af blogmediet. Men det skøre er, at det jo ofte er dem, der rent faktisk knokler røven ud af bukserne for at gøre bloggen til en levevej, der rammers hårdest af kommentarerne om, at det ikke er et rigtigt job.

    Jeg håber, at det over tid bliver sådan, at blogging *bliver* noget, man kan leve af, for det ville give en hel masse interessant læsestof til alle os herude. Men så længe læserne ikke vil betale for at læse med, er reklamer den eneste mulighed for at tjene penge på en blog, og det skader troværdigheden på mediet, sådan helt generelt, fordi nogle få ødelægger det for de mange (fx. ved at undlade at gøre opmærksom på spons. indhold.)

    Det blev langt, og lidt rodet, men jeg håber, du forstår, hvad jeg mener.

    Kh

    Linda

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Hov! Det var den sgu igen! #LindaOgDenLangeEnde!
      Som et kort svar på din ultraorganiserede kommentar:
      Endegyldigt bevis på, at du bare har lidt mere horisont end undertegnede. Jeg har seriøst aldrig overvejet akademiker vs. ikke-akademiker-vinklen, hvilket er lidt pinligt at indrømme, for det giver bare SÅ meget mening. Realitystjerne-bloggeren beskriver det også meget godt. Tak for at gøre mig klogere – yet again.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline I

    Tit tror jeg, at hadet opstår fordi deres liv ofte fremstår som ren luksus og en dans på røde roser så at sige. Hvad mange glemmer er bare, at en stor procentdel af de professionnelle bloggere – ligeså vel som helt almindelige mennesker – fremviser den polerede virkelighed. Sådan er virkeligheden i 2017. Filtre på nøje udvalgte billeder er hverdag, fordi vi agter at fremstå som perfekte mennesker. Vores fejl skal skjules, og har sønnikes fodboldhold tabt en kamp 7-0 bliver der ikke pralet og snakket højt om det. På præcis samme måde som bloggerne ikke skilter med et stort skattesmæk eller hvad ved jeg. Desuden er jeg af den overbevisning, at et indlæg om dagens momsregnskab ville være aldeles uinteressant for størstedelen af enhver bloggers læserskare – og de fremhæver (SELVFØLGELIG!!!) de fedeste elementer af deres hverdag på bloggen. Det ændrer bare ikke på, at der er et enormt arbejde bag indlæggene, de eksklusive events og presseture. Møder, forretningsaftaler – måske endda nogle mislykkede af slagsen, momsregnskab og hvad ved jeg. Præcis som på andre arbejdspladser. Med kollegaer, faste mødetider, kontorpladser og op- og nedture. Og det kan gøre mig oprigtigt frustreret at nogle mennesker ikke kan se bagom det overfladiske arbejde.
    For lige at runde en vældig rodet kommentar af, så opretter mange af bloggerne virksomheder med helt rigtige CVR-numre. Altså er de selvstændige erhvervsdrivende. Præcis som andre selvstændige.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Nemlig. Og som helt almindelige, traditionelle og profitoptimerende virksomheder, laver de indhold efter, hvad et stort publikum efterspørger: en poleret virkelighed. Det kan for mig virke lidt uforståeligt, men ikke desto mindre er der bare virkelig mange, der synes, at det er for fedt at se på noget, der virker flot og fly hele tiden. Irritationen dukker nok op hos kritikerne, der bare efterspørger lidt mere kant. But what do I know.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • rikke

    Jeg er fuldstændig enig i, at et job må være et stykke arbejde, man udfører og for hvilket, man bliver betalt. Så det er blogging også. Min irritation opstår først, når bloggere har ti indlæg i streg, hvor de fortæller om en hverdag, der primært involverer frokoster på rossopomodoro, events i magasin og pressetur til Milano (misundelig much!) – for herefter at lave et indlæg, der skal fortælle, hvor hårdt det er at være blogger, og hvor skrækkeligt det er, at folk ikke anerkender det og forstår, at det må være hårdt arbejde. Jovel, ligesom alle jobs, er det er da sikkert også hårdt til tider (især når der skal laves momsregnskab, hvilket naturligvis også bliver til et indlæg, for det skal ikke gå nogens næse forbi, at der er supermeget arbejde ved siden af bloggen, som vi aldrig hører om. Altså bortset fra når de fortæller regelmæssigt om det 😉 ). Men jeg sidder jo heller ikke på min kontorplads, i bussen eller hjemme og erklærer hvor HÅRDT det er at skulle på arbejde HE-LE TIDEN. Og forfattere har vel endnu tilgode at tildele den afsluttende side i deres bog til en lille erklæring om, hvor hårdt det er at være forfatter. My point being; jeg anerkender, at det er et job, og det er helt fint. Jeg gider bare ikke have skæld ud, fordi jeg stadig er af den overbevisning, at de fleste bloggere lever en lidt federe hverdag, end kassedamen i Netto.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Haha, du er sgu ret sjov, Rikke. Og udover det tror jeg også, at du rammer hovedet på sømmet – i hvert fald har din kommentar lige hidkaldt en masse “minder” om travle bloggeres hårde liv.
      Ps. Presseture er friggin hårde!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Don´t get me started, men det gjorde du så – here goes:
    Jeg elsker seriøst din og Miriams blogge, de er så dejlige frie og i har begge haft gode dage/ferier uden det altid er spons i er sendt afsted med i ryggen og det ELSKER jeg. Seriøst hvis i skulle have penge for hver gang i nævnte HP og B&J, så ville i være millionærer, men i gør det af egne frie viljer og TAK for det.
    Jeg følger ikke særlig mange blogs mere, for vil jeg have kastet hovedet fuld af reklamer, havde jeg nok meldt “ja tak til reklamer”. (ja jeg bliver idiotisk af alle de reklamer, annoncer, samarbejder osv – det er for mig MEGA uinspirerende) “jeg siger ikke det her fordi jeg bliver betalt for det” Nej det gør du ikke, men du ville jo heller ikke lave opslaget, hvis du ikke var blevet betalt for det?!?!
    Jeg ELSKER din blog også selvom “du ikke er blogger”
    Tak for dig, din ærlighed og laver du en dag et sponsarbejde, så skal jeg nok købe produktet 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Jeg håber, at jeg kan get you started meget mere fremadrettet, for det er slet ikke så ringe endda. 😀
      Og så nikker jeg til det, du skriver. Den vending skal bare dø, mest for deres egen skyld, for jeg tror ofte, at den har den helt modsatte effekt end tilsigtet. Du er forresten pisse hamrende sød, og tusind tak. Spons er ikke på tapetet, men hvis jeg en dag står fattig og arbejdsløs, skal jeg ikke udelukke, at jeg opsøger Lidl og beder om nogle penge for al den gratis omtale, jeg har givet dem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg forstår bare ikke, hvorfor folk læser blogs, de virkelig hader?
    Altså, jeg læser aldrig polerede blogs, om “dagens outfit”, rendyrkede reklameindlæg osv. Bliver der for meget af den slags – dvs. bliver bloggeren for “stor”, så springer jeg fra og erkender, at jeg åbenbart ikke synes om det, som mange andre elsker. Men der er langt derfra og til had og jeg forstår virkelig ikke, hvorfor man ikke bare glemmer bloggen, hvis man virkelig ikke kan lide den?
    Man skal lade være med at have så travlt med, hvordan andre lever. Det vigtigste må vel være, om folk er glade for deres egne valg? Og det er i øvrigt en ret generel problemstilling, du nævner, som gælder bloggere, mødre, teenagere, studerende, … At gud og hver mand synes de skal blande sig i den måde, andre lever.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Jeg tror måske, at SK har fat i noget: underholdningen i at hade i fællesskab – og så er det i medgift helt og aldeles risikofrit. Du kan jo smide en nederen kommentar og aldrig nogensinde vende tilbage til kommentarfeltet (og blive ramt af dårlig samvittighed.)
      Hmm. Jeg synes også, at det er meget mystisk – man må seriøst have et uforløst potentiale i sig, hvis man kan have så mange følelser forbundet i fremmedes menneskers levevej. But I don’t know. Giver dig i øvrigt helt, helt ret.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • SK

    Glimrende eksempler på blogge, der er meget svære at hade for en ellers pessimistisk type som mig er ‘Miriams blok’, ‘ungtanten’, ‘den søde kløe’ og din ‘hvidkaffe’. Her er der ingen selvhøjtidelighed, og modsat hos mange andre bloggere er emnerne dybere eller som minimum mere underholdende end accept af (det alligevel instapolerede) udseende, netshopping og opskrifter. I de fire nævnte blogs er der humor, selvironi, dybe følelser, og så føles det faktisk som om, at det er en interessant person, der er bag!
    Måske er mange bloggere nemme at hade, fordi de virker falske og homogene. Eller også er det deres kedelige sprog, indblanding af ‘too much’ engelsk og latterlige brug af grammatik.

    Som man måske aner gennem min kommentar, er jeg ikke ellevild med den ‘traditionelle’ blogger, hvorfor jeg ikke følger dem. Jeg har på fornemmelsen, at de fleste læsere har helt samme taktik, og de øvrige vil i virkeligheden nok bare gerne have den underholdning, der kommer fra at hade i fællesskab.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Jeg prøver lige at se igennem den lange og ufatteligt flotte kompliment, bare så jeg kan fokusere på essensen af det, du skriver. (Men tak, for fanden!)
      Nå, men.. jeg kan jo konstatere, at vi er helt ens, hvad det dersens bloggeri angår. Hvis du har ret i det sidste: at finde et eller andet man kan hade på afstand, så synes jeg sgu, at det er for ærgerligt. Det er i hvert fald lidt for nemt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg tror at “hadet” mod blogging som arbejde til dels skyldes bloggere som skriver om hvor hårdt de arbejder, om hvordan blogging er et rigtigt arbejde etc. Jeg forstår fuldt ud at blogging kan være hårdt arbejde, men jeg synes samtidig ikke at det kan sammenlignes med et “almindeligt” fuldtidsarbejde. De fleste bloggere/influensere (og hvad de nu ellers vælger at kalde sig) arbejder for dem selv, eller laver kampagner etc. for kunder. Men i sidste ende går deres arbejde ud over dem selv. Mange mennesker med “almindeligt” arbejde har et stort ansvar over for andre mennesker og et firma og/eller forretning. Tænk f.eks på alle de mennesker som bliver berørt at f.eks en kassedames arbejde, og hvor mange mennesker det ville have betydning for hvis den pågældende medarbejder ikke møder op på arbejde fordi de har en “off” dag. Jeg mener ikke at bloggere står overfor sammen ansvar og pres fra andre (arbejdsgivere, kollegaer, kunder etc), som mange andre gør. Hermed ikke sagt at bloggere ikke føler pres på andre fronter. Jeg håber blot at dette kan give en smule perspektiv (:

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      1. Men hvad er et rigtigt arbejde? Er det, hvis man har en chef? En kollega? En kantine? En jobtitler, der har eksisteret i 100+ år? Hvis ja til én af dem, hvor stiller det så alle de selvstændige? Er det så heller ikke rigtige jobs? Hjælp mig på vej. 🙂
      2. Ok, så lad os prøve at brede den lidt ud; vi laver et tankeeksperiment. Jeg er ansat i et reklamebureau, hvor min primære arbejdsopgave er at udarbejde nativekampagner for virksomheder. Et rigtigt job så at sige. En dag beslutter jeg mig for at gå solo, så jeg slår mig ned med mit eget bureau og egen hjemmeside, som til forveksling kunne lige en blog(!). Her tilbyder jeg nativekampagner med en personlig vinkel for virksomheder. Jeg er min egen chef, måske holder jeg fri om mandagen og sover til klokken 9 hver torsdag. Til gengæld sidder jeg tit oppe tip langt ud på natten og knokler løs. Arbejdsbyrden er den samme nu, som den var i det store reklamebureau. Det samme gælder for opgaverne. Hvori ligger den afgørende forskel? Begge er business, hvor folk – mine kunder – er afhængige af min præstation og evne til at tænke kreativt. Men begge er ikke traditionelle jobs?
      3. Nu ved jeg godt, at du sætter “hade” i gåseøjne, men selv hvis jeg går med på præmissen om, at det ikke er et rigtigt arbejde, giver det stadig ikke nogen mening. For det er vel lige meget, hvordan folk tjener deres penge, så længe det foregår på lovlig vis. Derfor bliver det – som jeg ser det – et spørgsmål om noget andet. Og her tror jeg, at man bliver nødt til at se indad. Når jeg sommetider hader bloggere, handler det dybest set nok om misundelse. Kæft, hvor ser deres liv overskuelige ud, mand. 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg hader dig. Min indre fangirl ser så meget op til dig, at hun har besluttet sig for at satans røde vandfald skal skylle efter 1,5 års pause. Jeg kan lige love dig for det gør ondt i hele kroppen, når man ikke er vant til det. Og alle spørger, om jeg er træt eller syg. Men i virkeligheden er jeg bare ved at dø.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      HA AH HA HA. Hvor er du stærk! Og du har bare at overleve – nogle skal jo sikre mine ugentlige grin!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Spøg til side, tror jeg, at for rigtig mange mennesker har blogging udelukkende en Fie Laursen-genklang, og fordi de fleste hader hende, hader de også det hun står for. De kan derfor nemt forbinde blogging med Fie Laursen typer, og glemme hvor nuanceret et univers det egentlig er, for hundrede P der er irriterende bloggere, ligesom der er irriterende tandlæger, revisorer, pædagoger, you name it, og hvis det kun er dem der får taletid, jamen så får det jo bare en negativ vibe. Derudover tror jeg, det er meget hele den der trolling generation med at man aldrig bliver konfronteret med det lort, man skriver på nettet i virkeligheden, fordi man kan være semianonym og slippe afsted med at tvære på andre imens man føler sig som the shit(hint, det er især en tendens man ser på Jodel). Der er mange, der ser bloggere som intet andet end reklamesøjler, og de er da også repræsenteret, men de få der undtager reglen. Pointen er nok bare, at når man vælger at være en offentlig person placerer man røven lige i klaskehøjde. Sådan er det, desværre bare, og derfor er det så vigtigt at reagere på det og minde folk om at der sidde rigtige mennesker i den anden ende. Uden at det bliver på en jeg-er-for-kendt-til-det-her-sted. Og det synes jeg både dig, og Miriam virkelig har næse for at balancere. (Er det overhovedet et udtryk?)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Sandt. Og tak! 😀
      MEN MEN MEN… jeg kan simpelthen ikke godkende præmissen om, at bare fordi man er en offentlig person, er man automatik med røven i klaskehøjde. Det har jo ingen gang på jord!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er alt for tæt på.