Hvorfor er det så nemt at hade bloggere?

Selvom jeg unægteligt er klatret et par trin op ad Er-du-blogger?-stigen, fastholder jeg altså stadig, at jeg ikke er blogger, jeg har bare en blog. Først og fremmest er jeg Karoline, journaliststuderende, menstruerende og menneske. Det er i øvrigt de fleste rigtige bloggere også, udskift bare et par variabler, så passer vi alle ind. Derfor tænker jeg, at der ligger nogle andre ting til grund for, at jeg ikke vil kastes ind i den one fits all-model, og jeg tror også, at jeg efterhånden har regnet den ud. 

Bloggere er sådan nogle, man hader. Bloggere er opmærksomhedskrævende, egocentriske, avocadomad-til-overpris-betalende stjernenarcissister. Og det fucking pjat er i hvert fald ikke et job. Alle kan jo skrive om sig selv, påstå, at det er er et arbejde og tjene kassen på det. Indrømmet, det er der talrige eksempler på – ingen nævnt, ingen glemt. 

Indrømmet. Jeg har den også selv en smule. Efter Musik i Lejet sad jeg og tjekkede et galleri med velklædte festivalgængere, hvoraf 95 procent af dem havde scoret afsindigt højt på Johanne Schmidt-Nielsens (kultur)eliteskala. Og så var der også en med titlen Professionel Instagramer. Mit fnys var nok lidt højt, og jeg fik også tænkt noget i retningen af skulle det nu være et job? Men hvis man nu laver Skaffer-det-mad-på-bordet-testen, er det jo arbejde, uanset hvor ubesværet det måtte virke. 

Jeg tror, at mange af os er flasket op med, at arbejde gerne må være en sur pligt. Noget, man kæmper lidt med. Under alle omstændigheder må det ikke være for nemt, lystbetonet eller lugte for meget af hobby. Hvis jeg har ret i den antagelse, så er det immervæk ret tåbeligt. Det ypperste mål for godtfolk må da være at vågne op til noget hver dag, som ligger os lige til højrebenet. 

Mine venner IRL spørger mig ofte, om jeg nogensinde har fået nogen nederen kommentarer. Det har jeg, men jeg er på samme tid ganske overbevist om, at det aldrig nogensinde var intentionen fra skribentens side at pisse mig af, så det tæller ikke. Beklageligvis har jeg lidt på fornemmelsen, at jeg er undtagelsen, for hold nu op, hvor skal mange bloggere lægge agere medie for meget lort. Af samme årsag er det også naivt af mig at tro, at der ikke sidder nogen derude, som finder mig abnormt irriterende, selvforherligende osv osv osv osv. (For eksempel får jeg altid syge creeps, når Miriam råber op om, at hun igen-igen har modtaget hemmeligheder i form af svinere af navngivne bloggere. Selvfølgelig føler jeg mig betydningsfuld nok til at tro, at det altid er mig, de handler om.) Det må folk for min skyld gerne tænke, jeg vil bare helst leve i den lykkelige uvidenhed. 

(I kender sikkert Migogmintinderbaby, og hvis ikke I gør, så hop forbi. Hun skrev i går et indlæg med screenshots fra en Jodel-tråd befolket af gæve tåber, som tilsyneladende har et problem med hendes offentlige ageren. Dybt suk, fordi sådan et anonymt medie åbenbart kræver en anseelig mængde selvjustits, som mange åbenbart bare ikke er i besiddelse af. Som jeg læser Alexandras skriv, er hun halvcool med, at førnævnte tåber mener, hvad de mener, hun er bare ret ærgerlig over det forum, de har valgt – og den måde de har besluttet sig for at gøre det på.)

Men i hvert fald. For at kæde mit spørgsmål sammen med Alexandras SoMe-kritikere, kan jeg i hvert fald konstatere et par ting (som måske også kan fungere som huskeregler for bloggere in spe (se i øvrigt Blogsbjergs fremragende tips, nu vi er i den boldgade. Hvis hun havde en tagline, ville den helt klart være Linda og den Lange ende): 

1. Aksel Sandemose har ikke levet forgæves. 

2. Hvis man gerne vil skrive om sig selv, skal mediet være en bog. I hvert fald hvis du ikke vil virke som en lavhæksløbende slambert. 

2 1/2. Ditch ordet blog og kald det biografi i stedet. 

3. Undgå at virke for poleret. Det er irriterende. Men lad også være med at have det for hårdt, så virker du bare som en, der fisker efter følgere. 

Og som sidste råd til de anonyme tåber: 

I er tilsyneladende 1) rappe på de sociale medier, 2) fulde af holdninger, som bare er for vigtige at gå og putte med og 3) begejstrede for at formulere jer på skrift = sådan cirka succeskriterierne for at drive en blog. Så hvad med om I prøvede det? 

Efterskrift. Hvis jeg virker en smule sur og ufokuseret, så er det bare, fordi jeg bløder på 9.-dagen. 

Og til dig, der lige standsede mig efter en lang tampaxkrise på toilettet i Frederiksbergcentret: jeg er vild med dig. Beklager, at jeg ikke helt fik det sagt.