Godkendte eBay-køb.

Hvad fatter gør, er altid det rigtige

Jeg endte med at blive lidt ked af det forleden. Min mor skrev til mig den der forbandede torsdag i Barcelona, at hun blev nødt til at fortælle min far, at jeg var dernede. Hvis jeg sagde nej, ville hun selvfølgelig ikke gøre det, men hun ville det altså helst. Ok så, det må du så. Men jeg er ret overbevist om, at han er ligeglad, svarede jeg, mens jeg forestillede mig at få en SMS fra ham med et par pæne ord a la ‘pas nu på jer selv’. Men sådan en besked fik jeg ikke, for min far er faktisk bare ligeglad med mig.

For et par dage siden fik jeg spørgsmålet: Har du altid vidst, at du skulle være journalist? Og nej, det har jeg ikke. Men det var alle dage min fars ambition, så det var også sådan, det blev. Selv havde jeg forvildet mig ud i den formålsløse idé, at jeg skulle revolutionere folkekirken gennem noget så fremtidsløst som et præsteembede, så da jeg havde droppet ideen om at tage til Journalisthøjskolens optagelsesprøve en kold lørdag morgen, insisterede min far alligevel på at køre mig derop og gøre al teknikken klar til mig. Så måtte jeg selv stå for resten. Jeg endte jo med at komme ind og tilmed blive enormt glad for det, men det er nok en anden historie.

Historien om min far er lang og knudret, og selvom jeg har gennemlevet store dele af den sammen med ham, er der stadig mange ting, jeg mangler at få styr på og forstå. Det er ikke, fordi jeg tror, det er klogt at lægge sig og sove ved den lort, livet har lagt. Det er mere, fordi jeg har fundet ud af, at hver gang jeg kommer i tanke om noget nyt, føles det, som om puslespilsbrikker kommer på plads. Hvorfor jeg altid har tænkt, at grædende mennesker er klamme, hvorfor jeg ikke kan fordrage at have gæster, eller hvordan jeg altid har tænkt, at min barndom har været helt normal.

Især det sidste har jeg grublet over i løbet af sommeren, for der skal ikke mange pskykologitimer til for at kunne konstatere, at det ikke er tilfældet.

Dagen efter GoMore-liftet brugte jeg med min lillesøster, og på en gåtur spurgte hun mig, om jeg ikke kunne huske, når vores far jog os op på vores værelser. Det kunne jeg ikke.

“Jo jo, der når han løb efter os på trapperne på Monradsvej?”

Nej.

“Altså når han blev sur på os, og jagtede os op på førstesalen, og når han nåede frem til os, trampede han os i ryggen, så vi væltede ned i gulvet, mens han smækkede døren ind til os”?

Jo. Det kan jeg godt huske. Og han nåede altid frem.

“Fuck Fuck Fuck, hvordan kan man glemme sådan noget?” udbrød jeg vist bare, for i det øjeblik stoppede jeg også med at glemme den dødsangst, der overmandede min krop, hver gang jeg forgæves prøvede at nå døren, før han gjorde.

Jeg ved godt, at jeg havde glemt det, fordi den slags ikke er specielt sjovt at huske på. Det er der intet kuriøst ved. Det mest langt ude er, at hvis nogen nogensinde spurgte mig, om jeg er vokset op i et voldeligt hjem, ville jeg uden tøven sige nej. Nok også den dag i dag.

Derfor blev jeg også sur og stoppede forholdet til en fyr, jeg så som 15-årig, fordi han en dag tilkendegav, at han ikke forstod, hvorfor vi ikke var blevet tvangsfjernet. Jeg tror faktisk, at jeg slog ham. For dengang kunne jeg ikke se noget som helst, der ikke var normalt. Jeg så bare en far, jeg ikke kunne sammen med, og en mor, der arbejdede i døgndrift på at hjælpe sine børn og få verden til at køre rundt med os siddende på den.

Fyrens ord var som en lussing i hovedet på min mor, og en fornærmelse af min sure far, som bare var en nar, men på den helt normale måde.

Nu fik jeg så lige spørgsmålet igen, og underligt nok kom det fra ham, hvis seng jeg chiller på for tiden. Først blev jeg bange, for jeg havde ikke lyst til, at jeg skulle til at slå på en ny person, som heldigvis ikke forstår noget som helst af, hvorfor vi var under samme tag som min far i alle de år. Heldigvis blev jeg ikke sur den her gang, for jeg forstod godt, hvorfor han undrede sig.

Det var ikke normalt. Men udadtil så det hele normalt ud.

Jeg fik lavet de tre streger i Barcelona; én for hver af mine søskende. De to første ringe var jeg ikke i tvivl om, men med den sidste tøvede jeg. Så mindede jeg mig selv om, at jeg til evig til skal minde mig selv om, at hun har været igennem præcis det samme som os andre, for så bliver det lidt nemmere at acceptere alt det, vi aldrig kommer til at leve med ved hinanden. 

43 kommentarer

  • Kristina

    Av av.

    Meget velskrevet. Det går lige i hjertet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Det lyder jo fuldstændig vanvittigt! HAN lyder fuldstændig vanvittig. De varmeste kram til dig! Og et kæmpe tak for at dele!!!
    Psyken er satme en mærkelig ting. Jeg har først indenfor de seneste år fået øjnene op for, at vi er vokset op med en alkoholisk stedfar. Altså, jeg vidste jo godt, at han drak, jeg vidste bare ikke, at det ikke var normalt. Og med voksne øjne ser det pludselig helt anderledes ud, når man tænker tilbage på de nætter, hvor vi blev hevet ud ad sengen og kørt hjem til vores bedsteforældre, fordi han var så fuld, at vores mor ikke ville ha’ vi var hjemme. Jeg nævnte det for hende for nogen år siden, at vi jo var vokset op med en alkoholiker, og hun spurgte, hvorfor vi aldrig havde fortalt hende det…. Fordi du var der! Mærkeligt nok har jeg stadig aldrig rigtig sagt det højt til andre. Fordi jeg ikke vil såre mine forældre, og fordi jeg jo kom fint igennem det. Åndssvagt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      DET DER lyder fuldstændig vanvittigt! 🙁 Det er der INGEN børn, som er tjent med. Men hvor er det godt at høre, at du er kommet igennem det på en ordentlig måde.
      I øvrigt er det alt for genkendeligt, det der med ikke at ville såre sine forældre. Hvor har det bare fyldt meget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er så sej og smuk. Og vi andre heldige at få lov at læse med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Du forstår slet ikke, hvor heldig jeg føler mig lige nu. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Det er så vildt, at du kan sætte ord på noget, der må gøre så ondt. Det er derfor, du bliver en fremragende journalist og det vil din far aldrig nogensinde kunne tage credit for eller tage fra dig, for det handler om en helt umenneskelig indre styrke, som bare er så inspirerende. Tak. Bare tak, for det her indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Jeg lærer aldrig helt at tage imod den slags komplimenter, for det er alt alt for meget. Kæft, hvor er du bare god altså. TAK.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Og i virkeligheden er det jo bare slet, slet ikke nok.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • w

    Jeg læste indlægget i går, men har ikke kunne slippe det i dag. Så stærkt og voldsomt. Digital kærlighed skudt over til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det håber jeg, at du kan i dag. Jeg er godt på vej.
      Tusind tak til dig – du fortjener også lidt kærlighed herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Hvor fint skrevet. Jeg kan kun sige, at jeg genkender meget af det. Kan heller ikke lide at få besøg og ved stadig ikke hvorfor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er jeg ked af at høre, Helle. Jeg håber, at du finder ud af det – og at du kan finde en måde at acceptere det, når den dag kommer. Alt det bedste.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Puh, det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg læser det her. Hvor er du dog sej og god, virtuel krammer til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Jeg håber, at du er tørret igen; der er jeg selv ved at være. 🙂 Sender en masse takkekram tilbage i din retning.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Av det gør ondt at læse. At voksne ikke formår at skabe tryghed og varme for deres børn og at skulle være bange i sit eget hjem, hvor man ellers skulle føle sig tryg. Masser af varme kram og tanker til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Nej, det er sgu ikke i orden…
      Virkelig tak. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan godt forstå, hvis folk er uforstående i forhold til henkastetheden hvormed I taler om jeres barndom. For det ER uforståeligt udefra. Når man ikke er en del af en dysfunktionel familie. Det gik først op for mig som 17-årige, at grunden til, jeg aldrig havde veninder til at overnatte da jeg var barn, var, at mine forældre var alkoholikere og min mor var sex-afhængig og hoppede på alle remotely single mænd i landsbyen.
    Det kan virke vanvittigt, at der skal gå så mange år, før man fatter, hvor fucked up ens hjem var.
    Egentlig vildt, at vi ikke er mere fucked up i hovedet end vi er 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det lyder jo fuldstændig forfærdeligt og helt igennem urimeligt, Marlene. Der er i hvert fald intet at sige til, at det har sat sine spor alle mulige steder. 🙁 Kan kun runde af det samme sted, som du selv gør det: JA! Og virkelig godt og heldigt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er dejlig. Det er måske et mærkeligt indlæg at skrive det på, men det er du.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det synes jeg ikke. Sådan noget falder altid på det rigtige tidspunkt. Tak. Du er også mega dejlig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kæreste du ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det der blev jeg simpelthen så ked af at læse. Sødeste Karoline. Sådan bør ingen børn vokse op.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Øv, det må du ikke være ked af. Det går altsammen, har jeg lyst til at sige. Og tak. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kæmpe kram. Kæmpe kæmpe kæmpe kram hele vejen fra Århus <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Årh, du er sgu sød. Tusind tak Christine, jeg sender også nogle retur.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frk. C

    Tanker til dig ❤️ Du er så god til at sætte ord på det, så det er til at forstå, selvom det ikke er til at forstå! Overhovedet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Tak, du søde. det er jeg glad for, at du synes. Så er jeg ikke helt ved siden af. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Av. Jeg troede også at min barndom var normal, selvom der var tegn på det modsatte, hele vejen igennem.
    Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det er jeg ked af, at den ikke var. 🙁
      Kh og kram herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Søde Caroline <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Desuden kan jeg virkelig anbefale bogen “Du er ikke alene” skrevet af en psykolog, som omhandler at vokse op i en familie hvor forældrene har alkoholproblemer. Man kan sagtens læse den, selvom det ikke lige er det, der har været galt, for den er så fin til at beskrive de følelser, man som (voksent) barn af en (eller flere) dysfunktionel(le) forælder(/forældre) oplevelser – ansvar, svigt, lavt selvværd, magtesløshed, uendelig kamp. Jeg har fx læst den og brugt den pga. min far, som var depressiv i mange år. Det er lidt en selvhjælpsbog, uden det bliver for amerikansk, som guider én til at håndtere de følelser, der følger med svigt af ens forældre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Tak. Den vil jeg virkelig gerne læse.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fantastisk indlæg! ❤️ Sender dig alle de varmeste tanker (og en mail lige om lidt) – du er på ingen måde alene om at finde ud af at din barndom var alt andet end normal. Det er en slags ironisk house coolingsgave, tilværelsen forærer én når man flytter hjemmefra. Jeg kan ikke helt finde ud af, om man helst ville være helt foruden den gave?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      <3
      Nej, den er lidt lakrids, ikk'? Jeg tror egentlig, at det er meget godt, selvom det er en helt elendig pakke at åbne op.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Av. Igen, Karoline! Av lige i mit hjerte med en stor kød kniv langsomt drejet rundt.

    Det er “sjovt”, det er et gennemgribende træk ved næsten fra alle børn fra dysfunktionelle familier, at de troede det var normalt og ikke kunne se det var det ikke før sent i voksen livet oftest. Ikke sjovt på sådan en ha ha måde men sådan en.. ja.. ej jeg ved det ikke. Kram til dig for fanden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Det lyder ikke rart. 🙁
      Men det er helt rigtigt, og hvor er det bare sindssygt skræmmende. Tak, Michelle.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Din far lyder som et rigtig nederen lorte menneske (undskyld mig, jeg er nogen gange lidt for ærlig og direkte). Men godt du kom væk fra ham.
    Jeg sender bare flere krammere i din retning

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hvidkaffe

      Tak. :-*
      Du skal ikke undskylde dig. Han er en stor og lugtende lort. 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Godkendte eBay-køb.