Hvad rimer på mens?

Selvom jeg var det, man ynder at kalde ‘moden af sin alder’ da jeg fik min menstruation for første gang, ramte det mig alligevel meget hårdt og alt for tidligt. Jeg var maksimalt 12, legede stadig med Barbie, og jeg syntes på ingen måde, at det var fair, at jeg allerede skulle være frugtbar. Faktisk var jeg så miserabel, at jeg forfattede et håndskrevet brev til Vi Unges brevkasse (Dorthe???), hvori jeg beskrev sorgen over min situation, og at jeg var så ked af det, at jeg overvejede selvmord. Jeg fik aldrig købt et frimærke, hvorfor brevet heller ikke blev sendt. Det var nok egentlig meget godt, for jeg tror måske, at jeg overdramatiserede min menstruation en smule.

Eftersom jeg ikke har snakket om andet de sidste to måneder, ved de fleste af jer nok, at jeg nærmest lige har fået min Mensi Power back efter flere års ophør. Denne gang var glæden en del større, nok mest fordi jeg fik genopfrisket, hvor megen selvopfattelse, der ligger i sådan en klat blod. At den ikke har været der, har jo været en evig påmindelse om, hvor meget lort jeg har budt mig selv, men det har også haft den konsekvens, at jeg faktisk i mange år har tænkt mindre om mig selv som kvinde. Det lyder måske tåbeligt, men hver gang jeg er havnet i en situation, hvor jeg måtte krybe til korset og sige hey, jeg bløder sgu ikke, har jeg følt mig som noget, der har været gået itu. Og den slags samler man jo ikke ligefrem på.

Når det så er sagt, så hælder jeg stadig til den der hormonspiral, som mange er ret begejstrede for. Cirka samme sted på jeres begejstringsliste finder vi også menstruationskoppen, som jeg selvsagt blev nødt til at investere i. Og jeg må give jer ret: Den lille   silikonetragt er jo guld værd! Første gang for mig var meget nervepirrende, og jeg havde sat god tid af til, at det skulle blive et succesprojekt. Med bævrende hænder sad jeg og trykkede den på alle ledder og kanter, mens jeg tænkte, at den så forbandet stor ud, og den ville der seriøst aldrig være plads til. Men jeg havde vist overvurderet effekten af mine knibeøvelser, og det hele lykkedes i første hug!

Hvis jeg skal tale noget af begejstringen ned, så må det være, at jeg måske kommer liiiiige lovligt tæt på uudforskede dele af min egen cyklus. Sådan på stormflodsdage, ikk’? Der kan lidt for mange væsker, konsistenser og andet godt (som kun gynækologer ved, hvad er) godt sætte gang i min gag refleks.

Nå, men det var ikke engang meningen, at jeg ville snakke så meget om min menstruation (sidste gang, jeg lover). Faktisk var det en anden succesoplevelse, som fik mig herind: I fredags var jeg alene og hjemme for første gang i… kun Gud ved det. Jeg var tanket godt op med kaffe og chokolade, og den kombination gør mig åbenbart ægte modig. Hele mit liv har jeg holdt mig væk fra diverse IQ-tests, fordi jeg har været så bange for, at jeg ville få et resultat svarende til ‘mildt retarderet’ – ikke at der er noget galt med at være det, det er helt fint, men det ville bare konflikte lidt med min selvforståelse.

Jeg tog en dyb indånding og sagde til mig selv, at hvis resultatet var skuffende, kunne jeg altid skyde det hen på dårlig dagsform/misvisende opgavetyper/testens udformning etc., hvorefter jeg gik i gang. Efter enorm hjerneanstrengelse og megen frustration sendte jeg mine svar ind, og jeg fik tallet ‘131’ tilbage. Det lød lidt sløjt, tænke jeg, mens jeg ledte efter en IQ-skala, som kunne sætte det lidt i perspektiv for mig. Og det er her, jubelscenen indtræder; en IQ på 131 er lige præcis Mensas spærregrænse.

Den viden giver selvfølgelig anledning til eftertanke, og jeg er allerede ved at overveje, hvornår jeg skal begynde at bebrejde mine forældre for, at de aldrig nogensinde pacede mig eller fik mig sendt afsted mod Akademi for Talentfulde Unge. Min fremtid ville have været så anderledes lys.

I morgen tager jeg til Schweiz, og hvis jeg får tid, slår jeg nok et smut forbi CERN. Jeg føler mig overbevist om, at de vil drage stor nytte af min tilstedeværelse.