Startede på bunden. Nu er jeg på et bjerg*.

Forældre kan da ikke fravælge deres børn. Vel?

hvid-kaffe-hoeretelefoner

Jeg har gået med helt vanvittige tanker. Om David og Goliat, og det er ret dumt, for det betyder nok, at jeg skal have læst lidt bedre op på Det Gamle Testamente. Det rigtige heltebillede, der har rumsteret, er Samson. Ham, med styrken i sit hår. Jeg har været bange for, at min fortællende nerve har ligget i den alenehed, jeg har levet i i mange år, men som nu er blevet klippet af.
Det er nok halvdelen af historien, men nu har jeg fundet ud af, at meget af det har ligget i et headset – eller manglen på samme.

Det er nemlig sådan, at jeg på to måneder har maltrakteret tre sæt høretelefoner, fordi de er faldet ud af min lomme og ind i mine cykelhjul, og den slags kan tynde ledninger åbenbart ikke holde til. Når det er vigtigt, er det, fordi de også fungerer som en slags navlestreng til min mor og søster hjemme i Aarhus. Når jeg går ture, er det oftest med dem i øret, og det har vist sig, at deres nyt fra vestfronten også er hjernegymnastik for mig. Nu har jeg geninvesteret i et fjerde par, og Gud bevare dem, og luge siden da, har der været tumult på øverste etage.

Jeg har snakket med min lillesøster.

Indrømmet, så er jeg nok også lidt nem at påvirke de her dage. Mit arbejder tager meget af min tid, og jeg har ikke engang så meget imod det, for det handler om noget, jeg rigtig gerne vil fortælle om. Vold i hjemmet. Nogle gange har jeg glemt at stille de helt rigtige spørgsmål, fordi jeg har følt, at jeg kendte svaret på forhånd. Jeg ved, hvordan ens grænser kan blive overskredet gang på gang, hvordan man kan leve flere år i fuldt alarmberedskab, og hvordan man slet ikke lægger mærke til, at nogen af delene sker. Det bliver bare hverdag.

Min lillesøster og jeg snakkede også om vold. Både fordi min mor var kommet i tanke om engang, hvor hun var havnet mellem min bror og min far, som var så rasende, at han var klar til at overfalde sin dreng, der kun var et lille barn. Eller om dengang min storesøster var kommet i SFO med en blå kind, og en pædagog havde spurgt, hvem der dog havde gjort det ved hende. ‘Min far’, havde hun prompte sagt, som om det slet ikke var underligt. Og så var pædagogen gået sin vej.

Men det er faktisk slet ikke det, der gør mig ked af det nu. Eller jo, det gør det selvfølgelig på en måde, for det er ikke rart at blive mindet om, men det er på samme tid heller ikke ny viden.

Min lillesøster fortalte nemlig til sidst, at min mor er sur på min far, fordi han – til trods for alt det andet lort – stadig formår at forbløffe på den helt exceptionelt ringe måde. Min ældre søster, hende, jeg ikke snakker med, havde skrevet en besked til min far. Hun havde skrevet, at hun var ked af, at de ikke så hinanden. Måske fik hun også sagt, at hun var skuffet over ham. At det ikke er specielt far-agtigt, det han render og laver. (Det = alt andet end sine børn.)

Og ved I hvad så, han havde svaret?

At han ikke har lyst til at se hende. Han vil helst være fri.

Og jeg, store idiot, som gik og troede, at det hele tiden var mig, der havde fravalgt ham. Jeg burde have vidst, at det var for godt til at være sandt.

Næste indlæg

Startede på bunden. Nu er jeg på et bjerg*.