Huller i hovedet

Jeg konstaterer lige

at butikkerne for længst har introduceret hele julesortimentet af gode godter, og at det TIL STADIGHED vækker harme hos folk. Det ved jeg, fordi Judith og Jens rent faktisk bruger tid på at sætte sig ned for at skrive indignerede beskeder til Netto, fordi det åbenbart er dagligvarebutikkernes skyld, at de endnu engang ikke oplever the true Christmas Spirit. Jeg ville så gerne aftale med Judith og Jens, at de skulle gemme energien til en ny hobby. Bowling fx.

at to døgn i Aarhus simpelthen bare ikke er nok – og slet ikke når man, som jeg gjorde i denne weekend, går i totalt turistmodus, fordi der er så mange fine ting at vise frem. Med stor hjælp fra jer (min helt personlige Google, som Oliver misundeligt betegnede det) nåede vi følgende:

  • Burger og pommes på Burger Shack i Frederiksgade. Det er bare en af landets bedste.
  •  Et smut forbi Moesgård Museum blot for at kunne gen-konstatere, at det også bare er et af landets bedste.
  • Deres café serverede i øvrigt helt fortrinlig mad, kaffe og kage. Vi fik en MoMu-hotdog og en grillet sandwich. Førstnævnte var med en gigantisk grillet pølse (ikke stadion-typen) med chilimayonnaise og sprøde rodfrugter. Jeg fik også en MoMu-kage, som vel minder om en jordbærkage, den her var bare bedre. Priserne var forresten totalt anstændige, og servicen var perfekt jydegod, så næste gang jeg er i nærheden, kommer jeg nok forbi for en bid mad. Museumsudstilling eller ej.
  • Kaffe på Foodfein. Vi nåede ikke Great Coffee (som jeg har gæstet en trilliard gange, så JEG klarer den nok.)
  • En smut forbi Dokk1, Godsbanen, Mindeparken, Slottet, Trøjborg, Nordre Kirkegård, Tangkrogen, Frederiksbjerg, Øst for Paradis osv.. faktisk cirka over det hele.
  • Jeg fik også fremvist et af mine barndomshjem, som åbenbart er sat til salg igen. Selvom det langt fra var lykkelige tider i det hus, blev jeg alligevel en smule nostalgisk over gensynet (måske mest fordi jeg forbinder det med Hugo, ham min søde engelske bulldog, som desværre ikke er blandt os længere.)
  • At se Letbanen blive testkørt.
  • Først at spise aftensmad klokken 23 fra Gerners Grill. Det er vel også en slags Aarhus-kultur.
  • At drikke kaffe på Ingerslev Boulevard lørdag formiddag OG købe bolcher fra Honningbolchemanden. I véd, hvem han er.

img_3882

Kan endvidere konstatere, at…

der er lang vej igen, før Aarhus med rette kan kalde sig for cykelby. Magen til elendige turist/bycykler skal man da lede længe efter.

det er totalt typisk, at Molslinjen crasher, lige som jeg står og skal med den. Mig, mig, mig.

Grauballemanden bare stadig er herre klam, og det giver stadig mening, hvorfor han var den primære årsag til, at jeg altid sov med lyset tændt som barn.

img_3888

jeg virkelig er ude og skide over, hvad jeg gør, når jeg er færdig i praktik til næste år. Hvordan kan man seriøst vælge mellem Aarhus og København?

P3 bare sommetider er ufatteligt heldige med deres lyttere. Har I hørt Kamma og hendes banke banke på-vittighed? Hvis ikke, så gør det lige.

mit hår endnu engang matcher årstiden. I sommers var det lidt gult, og nu er det gråt. Til vinter bliver det nok hvidt, og til foråret skal jeg nok fortolke en mere moderigtig udgave af grøn, for jeg har på fornemmelsen at det ellers bliver ret grimt.

img_3902

2 farveanmeldelser bagude.

 

Næste indlæg

Huller i hovedet