Not another #metoo.

DAGENS P3-CITAT: “Jeg har givet hende et klask i røven, og jeg har tørret noget øl af hendes bryster, og det har jeg selvfølgelig gjort helt klart for at lave spas”.
– Peter Aalbæk, stodder

Det er nok kun for sådan nogle som min mor, for hvem det er gået ubemærket hen, at #metoo eksisterer og de seneste uger har levet et hæsblæsende liv. Jeg har ikke selv brugt det, men det kunne jeg sagtens have gjort – også rigtig mange gange. Når det ikke er tilfældet, skyldes det flere forskellige ting.

For det første er jeg totalt mættet af alt, der rimer på SoMe og hele det vokabularium, der hører med. Jeg orker ikke at læse flere artikler med ord som hashtag, viral eller Facebookprofil. For det andet er jeg feminist uden drive eller overskud til at melde mig ind i debatten, og for det tredje er jeg hamrende usolidarisk over for mit køn. Eller… det tror jeg, at jeg er, og det vil jeg gerne uddybe gennem en oplevelse, jeg havde for to år siden. Dengang begyndte jeg at forfatte et læserbrev tiltænkt et dagblad, men qua ovenstående punkt to fik jeg det aldrig afsluttet.
Så here goes.

KAN MAN TALE OM EN FEMINISTISK ARVESYND?

Vi skal tilbage på mit første semester på Journalisthøjskolen. Mit hold havde fået til opgave, at vi skulle skrive en reportage fra en aarhusiansk forstad. Jeg trak Tranbjerg og fandt ud af, at deres lokalcenter havde en Madklub for Mænd. Det lød ret hyggeligt, og jeg fik lov til at komme ud og være med. De var en solid gruppe af pensionerede herrer, som som altid så frem til fløde, dart og hinandens selskab. No wives allowed.

Som enhver anden social samlingskonstruktion havde de uofficielt udpeget en alfa-han, og lad os kalde ham Svend. Det var ham, der styrede stemningen, køkkenet og skar dyrekøllen fri for sener, og det var dermed også ham, jeg interviewede – hvilket i øvrigt var komplet umuligt, idet han mest så mig som en ung pige og ikke en journalist (det gav han ikke direkte udtryk for, men jeg mener, at jeg har tilstrækkeligt belæg for at sige det, FORDI:) Da jeg har indsamlet nok indtryk og citater til min artikel, går jeg hen til Svend, som har slået sig ned på en stol sammen med de andre mænd, mens de venter på stegen.

“Nå, jeg vil smutte videre. Tak for jeres gæstfrihed, det har været hyggeligt,” siger jeg og nikker rundt til rollatorbanden.

Svend kigger på mig, ønsker mig held og lykke med livet – og klapper mig i røven.

Jeg siger tak og går min vej.

Et par dage senere skulle vi mødes på holdet og “udveksle erfaringer og gode råd”, jeg rakte hånden i vejret og sagde noget om, at det var svært at blive taget seriøst som ung journaliststuderende, og NÅRH JO, så fik jeg et klask i røven, bemærkede jeg til slut, mens jeg grinte lidt af det.

Reaktionen var mildest talt overraskende for mig. De efterfølgende dage blev jeg mødt af flere medstuderende, som ville høre, om jeg var okay. Min underviser kom til mig, fordi hun overvejede at kontakte lokalcentret med en klage, og mange piger meddelte, at hvis det var sket for dem, havde de smækket Svend en knytnæve i hans hårløse tinding. Jeg fattede ingenting, men mest af alt fattede jeg ikke mig selv eller min egen ikke-reaktion. Den var lige pludselig blevet forkert; jeg burde være forurettet, sur og krænket, men ingen af de følelser fyldte specielt meget i mig. Selvfølgelig havde jeg foretrukket, at Svend havde taget afsked med mig, som var vi ligemænd; et håndtryk havde været oplagt, men inde i mit hoved havde jeg nok retfærdiggjort hans handling med hans alder og på en måde tænkt ‘herregud, den moral uddør sammen med ham og hans generation om 10 år.’

Jeg sad tilbage på den anden side, og jeg var ikke sur på Svend. Jeg var sur på mig selv, og jeg var sur over, at jeg ikke havde sagt fra, for det var åbenbart det, jeg skulle have gjort. Jeg skulle nok ikke have slået ham, men en eller anden variant af ‘Halløj mester, det der er faktisk ikke okay’ kunne også have gjort det. Det blev jeg bare først rigtigt klar over, da jeg var blevet mødt af mine medstuderendes reaktioner, og det var først der, den dårlige samvittighed meldte sig. Ikke over for mig selv, men over for alle de andre kvinder, som måske havde følt sig krænket, hvis de havde været i mine sko.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg bærer et medansvar for at sige fra over for tosser, der ikke kan se forskel på deres egen kone og en journalist på arbejde. Næste gang Svend – eller en af hans artsfæller –  får besøg, gentager røvklapperiet sig, fordi det ikke havde konsekvenser sidst.

Så nu, højtærede Alle Derude, nu bryder jeg lige manifestet endnu en gang: Sådan i det store virvar, vi kalder kønsdebat og ligestilling… er det godt nok, hvis vi bare vogter vores egne grænser, eller skal Svend have smæk – hvis ikke for din egen, men så for din næstes skyld? Please. Jeg er oprigtigt nysgerrig.