Den nat der gik ild i min cykelkurv.

.. og det viste sig at være et trist billede på min egen lunte, der seriøst er brændt op.

Fredag aften, eller lidt over midnat, hoppede jeg op på min cykel på Vesterbro med retning mod Cykelslangen og videre mod Sundby for at putte mig selv og smutte tidligt ind i weekenden. Ved krydset på Dybbølsbro får jeg grønt lys, sætter i gang og bliver ramt af en bil, der svinger til højre for rødt. Normalt ville jeg jagte ham, men i fredags orkede jeg det ikke. Jeg orkede ikke engang at blive sur eller indebrændt, han var bare en idiot, og dem skal man bare lade passere.

Da jeg kommer over Bryggebroen kan jeg lugte noget, der lugter af bål og brand, og lugten omringer mig på hele turen mod Amagerbrogade. Jeg hørte et brag på Vesterbro, og jeg kan ikke lade være med at være bange for, om der måske har været en eksplosion et eller andet sted. Da jeg rammer Øresundsvej, er mine hænder begyndt at svede, og jeg tager mine handsker af og kaster dem ned i min cykelkurv foran mig. Det er også der, jeg opdager, at der er ild i kurven og i alle mine ting, og at den lugt af Sankt Hans rent faktisk omringer mig, fordi jeg selv har forårsaget den og båret den rundt de sidste 15 minutter.

Jeg holder bremsen i bund, springer af cyklen og hiver det brændende gods ud af kurven kun for at konstatere, at jeg slet ikke aner, hvordan man slukker ild. Så jeg banker på min taske, smider den på jorden og tramper på det hele, men gløderne bliver bare ved med at brænde op i mørket. Min vintage Marc Jacobs-taske, som jeg har fået af min far, er død. Den ligger i en stor skraldespand nu. Det er i øvrigt også et smukt billede, modsat min tur hjem, som bare var ægte lort.

Jeg sov dårligt den nat, for alting lugtede af røg, og jeg var bange for, at gløderne stadig havde fat i mine ting, og at jeg ville vågne op til et flammehav, hvis jeg kom for langt væk. Det skete heldigvis ikke, men resten af min lørdag var støvet til at dårligt humør, som ikke kun bundede i tabet af min elskede taske.

Der er noget fedt ved at have dannet et selvbillede, som viser en person, som har en stoisk og realistisk tilgang til alting. Det er knapt så fedt, når det selvbillede sommetider bliver lidt sløret. Jeg klandrer ofte min storesøster for at hænge fast i fortiden, tilbage til dengang, hvor vi var glade, tog i sommerhus sammen og spiste Kæmpe Kalle-vafler i det Blå Ishus. Eller de juleaftener med fuldt hus, bedsteforældre og forældre. For det giver ikke nogen mening at sammenligne dengang og i dag, når grundlaget er fundamentalt forandret.

Tidligere på ugen snakkede jeg med min mor, og hun har fået besøg af sin Hestehvisker, og hun ved ikke, hvor længe han bliver. Måske til jul, måske også til nytår. Og hvis han har tænkt sig at være der, kommer min storesøster ikke. Det er meget sjældent, at hende og jeg er enige om noget som helst, men den her gang er jeg tilbøjelig til at give hende fuld opbakning og blive væk. På den måde ville jeg jo nærmest slå to fluer med ét smæk og undgå det skænderi med hende, der altid ligger latent i luften, når vi ser hinanden.

Jeg var slet ikke klar over, at det hele gik mig på, men så i aftes sad jeg og snakkede med Oliver, og vi kom til at tale om julen. Han stillede nogle spørgsmål, som jeg afgjort havde givet ham svaret på tidligere. Derfor blev jeg arrig og vrissede af ham, DET HAR JEG JO ALLEREDE SAGT, men i virkeligheden sad jeg nok bare og blev ked af det, fordi jeg endnu engang skulle fortælle om ting, der bare gør mig grundlæggende ked af det. Jeg begyndte at famle efter min hættetrøje, hev den over hovedet, drak noget iste, nærstuderede mit glas, kiggede ned i gulvet, men jeg tror ikke, at jeg kunne skjule, at jeg var ved at græde.

Det er altså en voldsom voksenlivserkendelse, synes jeg. At det liv, der er sværest, er det om familien.