Forbandede efteraber

Vil du ikke nok lade være med at falde ned i de samme huller, som jeg er? spurgte jeg min lillesøster, da vi gik gennem Forstbotanisk have i øsende regnvejr den første dag i det nye år.

Jo, svarede hun uden at bede om en forklaring.

Vi gik videre. Turen var et billede på det hele. Jeg havde det forfærdeligt, og det havde jeg sagt til hende. At vi godt kunne gå en tur, bare den ikke blev for lang. Men hun blev ved med at slå omveje, gøre stierne længere, og jeg var gennemblødt og syg i kroppen. Vandet løb ned over mit ansigt, og det blandede sig med de tårer, som ikke var nødvendige at tørre væk med mit jakkeærme. Jeg tror ikke, at hun ænsede det, hun havde travlt med at gå, fordi hun også har lært, at gåture holder afmagt på afstand.

Det der med at gå, det er i mit tilfælde ikke engang så meget en metafor, som det er helt bogstaveligt. Hvis vi gjorde regnskabet op, har jeg nok tilbagelagt jordens omkreds på mine ben, men det er altså en elendig bedrift, hvis du glemmer at blive hos nogle af de mennesker, du møder på din vej.

Da jeg åbnede Instagram den første januar, scrollede jeg forbi en masse lykkelige nytårsbilleder, og jeg standsede ved et af to mennesker, som kyssede. Først tænkte jeg ikke så meget over det, men jeg kiggede nærmere på fyren, og da jeg endelig genkendte ham, føltes det kort, som om jeg aldrig ville blive glad igen.

Jeg mødte ham på Journalisthøjskolen, da jeg gik på første semester, og jeg fattede slet ikke, hvor sød han var, og vi så hinanden. Meget. Men det var altid på gåture, og han nævnte frustreret for sine venner, at Karoline fandeme altid ville gå, og hun ville aldrig andet, og jeg må medgive, at det har været ret frustrerende aldrig bare at kunne sidde ned og snakke, ligge i en seng og hygge og netflixe og friturespise dagen lang.

Så enden på ham blev, at det var vigtigere for mig at gå, end det var at blive og blive forelsket. Nu er han forelsket i en anden (og hallelujah for dem!)

Min ekskæreste ville gerne have børn som 28-årig. Det ved jeg, fordi det var den slags ting, vi snakkede om. Det var lidt kringlet, for han var ældre end mig, og betød det så, at jeg allerede skulle være mor som 25-årig, det var jo lidt tidligt, altså i forhold til uddannelse og karriere og sådan. Men lige pludselig snakkede vi ikke længere om yngel, for det var cirka der, jeg fik travlt med at gå. Og så gik der ikke længe, før kærligheden var væk, og jeg forsvandt fra ham.

Der var også ham, jeg inviterede ud på kaffe, for jeg mente vitterligt, at vi kunne være et perfekt match. Han snakkede nordjysk og alt muligt, og jeg fortalte om ham til mine veninder med sætninger som ‘han virker bare som en ægte god fyr’! Og vi endte med at drikke kaffe, ja faktisk to gange, og han var så sød, som jeg forestillede mig, men jeg fik aldrig fulgt op på vores aftaler, for mit skema var jo fyldt op med gåture. I dag har han lige købt lejlighed med sin kæreste.

Ham idioten der… nej, vi var helt sikkert ikke et stærkt match. Overhovedet ikke. Men jeg gav ham ligesom heller aldrig en chance. “Du er her aldrig, hvorfor vil du hellere gå end at være hos mig?” Krævede han et utal af gange svar på. Jeg kunne ikke fortælle ham noget fornuftigt, jeg kunne bare sige, at det gav mig ro i hovedet. Jeg blev nødt til det. Og mens jeg spankulerede rundt i mine Birkenstocks, fandt han en pige, som var bedre til at sidde ved siden af ham.

At gå er nok lidt som at synge: Du kan umuligt blive i dårligere humør af det. Men medmindre du går med en ved din side, er det heller ikke det, der får dig til at grine eller blive forelsket. Jeg er ked af det lige nu, fordi jeg har ødelagt så meget for mig selv, og jeg er ked af det, fordi jeg er ved at snøre mine sko lige nu. For helvede, jeg ved jo ikke, hvordan man gør det andet.