Karbonader eller krebinetter

I dag tror jeg, at det er et år siden, jeg smed min cykel på flyttevognen, kørte mod færgen og videre til Frederiksberg med alle mine ting. ET ÅR. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men det var i hvert fald ikke det her.

På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at jeg nok skulle blive glad for min praktikplads, ligesom jeg var henrykt over, at jeg igen ville have bopæl i samme by som mine bedste veninder. Men København.. København var indbegrebet af alt det, jeg ikke kan lide: Kaos, minusgrader og ubekendte faktorer. (Jeg havde hørt om Vesterbro, Nørrebro og Østerbro og sådan, men jeg troede, at det var ligesom i Berlin, hvor der er 17 kilometer mellem bydelene, Frederiksberg var bare et grønt hul, jeg ikke kunne placere, og jeg tvivlede oprigtigt på, om jeg nogensinde ville opleve første arbejdsdag i lutter vildfarelse.)

Men så kom jeg herover, og jeg gik, og jeg gik, og der gik ikke meget mere end to uger, før jeg fejlfrit kom fra A til B. Jeg stoppede ret prompte med at savne bakkerne, jeg vænnede mig hurtigt til udtalen af biddler, selvom det er forkert, og efter et halvt år fandt jeg mig til rette på Amager, hvor jeg er nu, og jeg har helt ærligt ikke lyst til at skulle væk herfra.

Aarhusianere er stolte. Vi er stolte over vores by, og alle, der vover at tale byen ned, er bare lidt nogle ignoranter, fordi de endnu ikke har set, alle alle fejl og mangler blot er en del af charmen. Jeg troede aldrig, at jeg ville finde noget, der overgik Aarhus. Det ved jeg ikke helt, om jeg har, men jeg har i hvert fald fundet noget, der kommer tæt på, og jeg er ikke klar til at tage hjem endnu.

Om et halvt år er min praktik slut, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Uanset hvordan jeg vender og drejer det, har jeg ikke noget tag over hovedet, når den tid kommer. Min uddannelse er i Aarhus, jeg skal tilbage på skolebænken, og jeg synes egentlig ikke, at det der pendlerliv virker specielt tiltalende. Under alle omstændigheder har jeg brug for et job (eller i hvert fald brug for at tjene nogle penge), for jeg kan ikke klare mig på ren SU. I hvert fald ikke i København. Hvor jeg er nu, er de fleste af mine veninder. Det er også her, jeg kan mødes med Weemoed lige om snart på en eller anden kæderøgsbar, og det er nok også her, jeg har størst mulighed for at finde et job, når jeg en dag er forvist i dagpengeland.

Men Aarhus er for fanden Aarhus. Min søster og min mor er der, og jeg kan helt sikkert låne en sofa på ubestemt tid, hvis alt andet svigter. Journalisthøjskolen ligger 7 kilometer ud af Tour de Randersvej. Skoven er der. Vandet er der. Mine gamle veninder er der. Aarhus er det praktiske valg. København er der, hvor Hus Forbi-sælgere afpresser dig for penge, 12 kvadratmeter koster 5000 kroner om måneden, og du dagligt bliver svinet til på cykelstierne, men alligevel kan jeg ikke tage beslutningen HJÆLP.