Den skudsikre guide: Sådan kommer du ind på Journalisthøjskolen

Alternativer til at slå din overbo ihjel

fuck hvidkaffe

Da jeg stadig havde adresse på Vejlegade i Aarhus, delte jeg opgang med et Hr. Og Fru Linné, et ægtepar, som virkede 20 år ældre, end de egentlig var. De hadede hinanden ligeså meget, som de hadede resten af verden, og det er altså en del. Nærmest hver aften kunne jeg høre Hr. Linné banke i stuebordet, mens han skældte ud, og så lagde han sig til at sove i sofaen, mens Fru. Linné lagde sig til køjs i dobbeltsengen. De havde lidt den ærgerlige vane, hvor de lagde hånskrevne lapper papir med henvisning til husordensreglementet under min hoveddør, fordi de var sure over støj. Op til flere gange afleverede de også skriftlige klager til min far med beskrivelser af, hvor respektløst vi opførte os på stueetagen. Til sidst var Hr. Linné faktisk så sur på mig, at vi gik ind i hinanden, når vi passerede på trappen, for han gad ikke at flytte sig for sådan en bandit som mig, og da jeg fandt ud af det, gad jeg ikke vige for en forstokket nar som ham.

I al rimelighed over for Ægtepar Linné skal det siges, at jeg sommetider holdt fester. Slet ikke ofte; måske 1-2 gange i kvartalet. Festerne blev altid adviseret på en seddel i opgangen, de var aldrig for mere end en håndfuld mennesker, og vi forsvandt altid ind mod byen omkring midnat. Det larmer selvfølgelig mere, end ingen fester larmer, men jeg mener altså, at det er et acceptabelt leje.

Nu er det efterhånden længe siden, Hr. og Fru Linné var min kattepine (nu er de min fars, haha), men jeg har alligevel brugt en del af den sidste tid på at tænke på dem. Tænke på, at jeg skal være større, mere overbærende og mere rummelig, end de nogensinde var. Årsagen hertil skal findes ved min overbo, som jeg hader som pesten. Undskyld, men det gør jeg virkelig. Jeg kan knapt nok sætte ansigt på ham, jeg ved bare, at han er et stort brød, og at han larmer helt afsindigt. Han tramper rundt, så mine møbler vibrerer, han spilder kebab på trappen, når han kommer hjem fra byen om natten, og han støvsuger på de mest ukristelige tidspunkter. Alt det kan jeg selvfølgelig godt leve med (også helt uden at blive vred) men hans nyeste påfund slår langsomt min menneskevelvilje ihjel: Han holder fester. Trampefester, stolelegsfester, fester, hvor pigerne skingert synger med, hvor musikken fortsætter til langt ud på natten. Fester, han ikke har oplyst opgangen om. Lige pludselig er musikken, gæsterne og og stiletterne der bare, og de forsvinder ikke, før sidste mand går kold.

Sidst var fredag aften, og jeg lå i min seng med feber og Matador, da jeg kunne høre menneskemængden på trapperne, og Niggas in Paris blive tændt på anlægget.

“Det gør du fucking ikke igen,” tænkte jeg, og jeg begyndte nærmest at græde, fordi feber altid gør mig lidt ekstra sensitiv. Jeg gik ud i køkkenet til min udlejer, hvor jeg erklærede, at hvis de blev ved, ville jeg ringe efter politiet.

Hun mente, at det måske var en liiiidt radikal reaktion, men hun var også selv enormt sur over støjen, og ingen af os kunne faktisk tænke på andet. Lige der var vi lidt som Hr. Og Fru Linné, og det var faktisk ikke så fedt at være klar over.

Jeg lagde mig tilbage ind i min seng, og festen fortsatte. Min hjerne kørte på aggressivt højtryk, og jeg prøvede at udtænke en masse hævnplaner, jeg kunne tage i brug. Problemet er, at det er meget nemt at genere sin underbo, mens udfordringen er lidt større, når det er en overbo. Ideer, som involverede Fru Olsen-style (altså en kost i loftet), at crashe festen og klippe ledningen over til anlægget og at overfuse ham verbalt klokken 7 lørdag morgen, virkede alle totalt rimelige, men jeg fik altså ikke gjort nogen af delene, og klokken 1.30 faldt jeg i søvn med ørepropperne i.

Nu er den værste vrede væk, men jeg bærer stadig nag. Et helt voldsomt nag, og meget af det bunder i, at han sikkert laver samme show om en weekend eller to, hvis ingen sanktionerer. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at sige noget til ham, men det skal være køligt, velovervejet og meget stoisk – ingen har respekt for hystader eller HVAD FANDEN HAR DU GANG I, ER DU KLAR OVER, HVOR RESPEKTLØS DU ER? NÆSTE GANG RINGER JEG 114, OG SÅ HAR DU FANDME AT OPLYSE OM, AT DU HOLDER FEST, OKAY DIN IDIOT!!!!

Så hvis der er nogen, der kan sende mig hovedpunkterne fra “Sådan bliver du mindre konfliktsky. Hvordan du minimerer pis i hverdagen, så du kan fokusere på det, der faktisk er vigtigt” vil det være helt super. Tak.

Næste indlæg

Den skudsikre guide: Sådan kommer du ind på Journalisthøjskolen