7 skønhedsprodukter, jeg gerne vil anbefale

Kærestevold

img_4507

Lige som jeg gik og troede, at ingen mand kunne få mit hjerte til at slå hurtigere eller fylde min krop op med adrenalin, mødte jeg Allan. 

Fucking Allan. 

Det er ikke mere end et par timer siden nu. Jeg kom gående på Amagerbrogade, da jeg så ham komme løbende på det modsatte fortov. Han var meget målrettet og slingrende på én gang, og hand mål var Maria, som gik et par meter foran ham. Da han nåede frem til hende, kastede han sig over hende, rykkede i hendes hår, hev fast i hendes baghoved, trak hende ned mod jorden og slog hende. 

Jeg tog mit headset ud af ørerne, gik over vejen, skubbede ham væk og sagde, at han skulle lade Maria være i fred. 

Så blev han også irriteret på mig, bad mig om at fucke af. To fyre standser på deres cykler, spørger, om de skal ringe til politiet. Den ene fortsætter, mens den anden kigger på mig. 

“Kender du dem?” Siger han, og jeg ryster på hovedet, mens jeg prøver at holde Allan væk fra Maria. Jeg spørger hende, om jeg skal følge hende hjem, men hun siger, at hun bare skal op til bussen, og så siger jeg, at jeg nok skal få hende sendt afsted, og at jeg nok skal sikre mig, at Allan ikke kommer med. 

Jeg tager armen rundt om hende, og vi begynder at gå op ad Amagerbrogade, men Allan kommer efter os, skubber mig væk, beder mig om at skride, han holder om hende, og spørger, om hun har tænkt sig at være så fatsvag og dum, som hun altid er. Om hun har tænkt sig at gå fra ham nu. 

Hun siger, at det har hun, og hun beder ham om at gå, mens han klynger sig endnu mere til hende. Så siger hun igen, at han skal lade hende være i fred, og Allan bliver mere sur, og jeg skubber ham igen væk og siger til ham, at han skal lytte til, hvad Maria siger. Gå. 

Han stinker af øl, og hans øjne flakker. Jeg holder fast i Maria, og jeg gentager, at jeg nok skal få hende på bussen. Hun ligner en, der er ved at græde. Da vi når til busstoppestedet, går det op for Allan, at Maria har tænkt sig at smutte fra ham nu, og han kaster sig mod hende igen, slår hende i hovedet og råber.

Jeg hopper ind mellem dem, og jeg planter min højre arm hårdt i brystkassen af ham, så han vælter bagover og falder sammen i et butiksvindue, han kommer på benene, og han ligner én, der ikke fatter, hvad der sker. Han ryster på hovedet, hopper hen mod mig og løfter sin knytnæve foran mit ansigt, mens han råber: “Nu skal du fucking passe på, ellers smadrer jeg dig!” ———

Ved siden af os står en gruppe af mænd, og under andre omstændigheder havde jeg nok kaldt dem for Syko-banden, for de lignede nogle, der kom fra (eller var på vej til) Christiania for at “arbejde”. Nogle af dem var to meter høje, deres sorte hætter var trukket ned over deres ansigter, og de arbejdede som myrer; som én hjerne. Det var fucking vildt.

På to sekunder havde de lavet en mur mellem Allan og Maria, og jeg sværger, at hvis jeg havde været Allan i det øjeblik, havde jeg nok tænkt, at det var der, mit liv ville ende. 

En fyr fra den lokale shawarmabiks kom ud og sagde, at Maria og jeg kunne komme ind til ham, så ville han sørge for, at der ikke skete nogen af os noget. Men den vilde bande havde fået Allan væk; han stod ved gadehjørnet og gestikulerede mod os. Råbte, og sagde, at vi alle sammen ville fortryde det her.

Få minutter efter kom bussen. Maria ville tage hjem til sin søster, så hun ikke skulle være alene. 

Jeg spurgte, om Allan var hendes kæreste.

Det var han nok, ja.

Så spurgte jeg, om han havde gjort det før.

Ja, der var en enkelt anden gang.

Hun gav mig et stort kram og sagde tak. Mange gange. Jeg ville have sagt til hende, at hun skulle væk fra den nar, for hun fortjente meget bedre. Men det turde jeg ikke sige.

Hun hoppede ind og kørte væk. Jeg ringede til min mor, for jeg var ved at kaste op, og jeg forstod slet ikke, hvad i alverden det var, der lige var sket. Den slags sker, og det er ikke bare en Amagerbrogade-ting, det er en ting, der er hele tiden.

Det er meget sjældent, at jeg udpensler mine pointer, når jeg skriver, men denne gang tillader jeg mig at gøre en undtagelse, for jeg synes sgu, at det er vigtigt:

Intet – absolut intet – kan retfærdiggøre, at et menneske, en partner, udover vold mod et andet menneske. Hvis du er i et forhold med en voldsudøver, så skal du vide, at det ikke er din skyld. Og jeg vil bede dig om at fortælle det, søge hjælp, så du kan komme væk. Det er ofte for svært, hvis du er alene med det.

49 kommentarer

  • Puha.. Jeg har kuldegysninger og ondt i maven efter den læsning. Hvor er det vigtigt, at der er folk som dig, der instinktivt griber ind – din indsats må have gjort en kæmpestor forskel for Maria den dag.
    Du er så sej! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Aw, det er der måske ikke noget at sige til, for det er ubehageligt; jeg håber imidlertid, at det, der gjorde ondt, har fortaget sig. 🙂
      Virkelig, virkelig tak for rosen. Den er jeg monster glad for!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kom til at tænke på har du set den her youtube
    https://m.youtube.com/watch?v=dA-hCjpsTAA
    Netop om folks reaktioner

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg bøjer mig i støver for dig.

    Kæft hvor er du sej.
    Hvis flere var som dig, ville verden være et bedre sted.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ingen grund til at bøje sig!
      Men, hey… tak for det. Det mener jeg.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    For helvede, jeg får så ondt i maven. Jeg har haft en lignende oplevelse engang i Berlin. I en bil med nedrullede vinduer midt på en kæmpegade, sad der en mand og – efter at at dømme – hans kæreste. Han var fuldstændigt sindssygt oppe at køre og slog hende og råbte og skreg af hende. Hun var skrækslagen. Vi var flere der stoppede op, jeg gjorde det mest for at vise, at vi var nogen der “holdt øje”. Jeg var ikke en superwoman (ligesom dig), men det var en anden der var. Hun gik hen til bilen og sagde til ham, at han skulle holde op, og han kvitterede med at LØBE ud af bilen og tonse direkte hen imod hende med knyttede nævner. En anden mand, der stod tæt på, gik imellem. Fik ham væk igen. Han var fuldstændigt væk – jeg har aldrig set den slags raseri før, og jeg har ellers set raseri, skulle jeg hilse at sige. Jeg havde ikke min telefon, og kan i øvrigt ikke tale tysk ret godt. Gik hen til en af de andre, der var stoppet og spurgte hende om hun ikke ville ringe til politiet – nu – og sagde, at jeg ikke havde en telefon. Hendes reaktion var bare: “Det stopper nok om lidt”. Dét chokerede mig. Nej, jeg lagde mig ikke imellem. I ren og skær frygt, for fuck han var stor og stærk og arrig – men tænk ikke at ville reagere OVERHOVEDET. Lidt efter stoppede optrinnet, da dem, der faktisk lagde sig i mellem, så netop ringede til politiet. Han kørte naturligvis bare væk med hende. Og tænk.. Hun sad stadig i den bil sammen med ham. Det var hendes liv. Det ér måske hendes liv. Hvis hun da overhovedet overlever ret længe, for ham der var ikke til at kimse over.

    Det her blev langt. Jeg ville bare gerne sige: Det dér er det vigtigste du nogensinde har gjort for et andet menneske – med garanti. Hvor er det vigtigt, at vi ikke bare ser stilletiende på og jeg har så meget respekt for dig. Fuck, hvor er du sej og god og måske har du været med til at give hende bare lidt mod til at komme væk og videre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Hold nu kæft, det lyder som en ubehagelig oplevelse. Jeg forstår godt, at den sidder fast. Det ER ufatteligt hårdt, at man ikke ved (eller nogensinde kommer til at vide) hvordan det videre forløb kommer til at se ud. Ville virkelig ønske, at jeg/man havde fået et telefonnummer at ringe op, så man kunne få et svar på, hvordan det hele er gået.
      Og af hele hjertet tak for de vanvittigt pæne ord. Det gør mig rigtig glad at læse den slags.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tusind tak fordi du er så sej! En jeg kender og holder af vristede sig langsomt og møjsommeligt ud af et voldeligt forhold for nogle år siden, og jeg er sikker på at sådan nogle som dig var med til at det lykkedes tilsidst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      TAK! Du kan tro, jeg følte mig slet ikke sej i øjeblikket. Nærmest det modsatte, så det er faktisk enormt rart at høre, at det måske var lidt sejt. 🙂
      Jeg er glad for at høre, at den, du holder af kom ud af det. Det ER svært. Jeg håber, at personen har det godt i dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Du er ikke bare sej, du er Gryffindor-sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      HA HA! Episk kompliment. Tusind tak, jeg har altid diskvalificeret mig selv som Gryffindor-kandidat, netop fordi jeg aldrig har betragtet mig selv som værende modig! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Hvor er du god, og hvor handlede du godt i den situation. Jeg har lyst til at takke dig for det alene faktum, at du handlede og gjorde noget.
    Jeg har oplevet så mange situationer offentligt steder med mennesker, hvor folk ikke griber ind og har travlt med at bevæge sig videre.
    Bystander effekten er grum og uhyggelig 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja, det er en ærgerlig, ærgerlig effekt. Det er lidt svært at blive klog på, hvorfor mange af os ikke griber ind (jeg selv inklusive, for sommetider er jeg da også gået forbi mennesker, som måske havde brug for noget hjælp af den ene eller anden slags.) Måske er vi bange, måske tænker vi, at andre nok gør det, måske tænker vi, at vi ikke vil blande os i noget, der ikke vores.. ja, jeg ved det ikke, men det ER trist at tænke på.
      Jeg vil også gerne takke dig for de pæne ord, dem er jeg rigtig glad for. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Fra en der selv har været flere år i et voldeligt forhold (bare for lukkede døre), så fra hjertet tak fordi du havde modet til at sige fra. Der er for få mennesker som dig! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg eddermaeme ked af at høre, du har været udsat for, Sara. Alt det bedste til dig herfra. <3 Jeg håber, at du er kommet hel igennem det og har fået den hjælp, du har haft brug for.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Kram og medalje til dig. Tak fordi du passer på vores medsøstre/medmennesker derude<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er sjovt, du siger medsøstre, for i situationen følte jeg sådan et mærkeligt bånd til Maria; som om vi var veninder. Da jeg holdt om hende, kunne jeg slet ikke se andre muligheder end at blive, til hun var væk fra Allan igen.
      .. og TAK! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Godt gået! Der burde være flere mennesker som dig i denne verden. Tak for dig. ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      – og også tak for dig, fordi du skriver sådan nogle ufatteligt søde ting. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold kæft, hvor er du god! SÅ mange mennesker vender sig bort i situationer som den, og når man bliver udsat for noget, der er forkert, bidrager det voldsomt til følelsen af, at man måske alligevel lidt har fortjent det, når andre ser det, men undlader at reagere.

    Der er et virtuelt ridderkors og et highfive på vej i posten til dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er lige præcis det. Og det kan godt være, at det ikke er en tanke, ofret kan formulere så direkte, men det er den følelse af skam, man sidder tilbage med, når ingen reagerer, når noget er så forkert.
      Jeg er fandme glad for det ridderkors (og highfiven i særdeleshed!) jeg ved ikke, om jeg fortjener det hele, men tusind tak, altså. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Du er imponerende sej! Wow!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      ÅH! Jeg er helt overvældet over det her. Jeg følte mig bestemt ikke sej, mens det stod på – og heller ikke bagefter. Jeg var pisse bange for ham, men.. ja.. tusind tak, du. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er en fucking sej amazonkvinde Karoline 💪🏻🙅‍♀️♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      He he he, I wish; dem har jeg altid beundret hemmeligt på afstand. Du er sgu sød. TAK. :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fra en der aldrig fik den hjælp….. tak

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg ked af at høre, Anette. Både det ene og det andet. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tak! Tak for at du tør. Min far slog min mor. Mere end én gang. Men der var ikke mange mennesker som turde stille sig i mellem dem. Og så stod man der som et barn og græd og vidste ikke hvad man skulle gøre. For der var ingen voksne der hjalp. Tak for dig!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      For fanden, Louise.. det lyder urimeligt og barskt. Hvor er jeg ked af at høre, at det var sådan, det var.
      Jeg håber, at DU og din mor har det godt i dag – til trods for at i har været igennem de ting.
      Også tak til dig, og tak fordi du skrev.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Vi har det godt begge to – alle fire burde jeg sige. Jeg har to mindre søskende nemlig. Min mor gik fra min far for nogle år siden og har nu en ny mand som behandler hende godt.
      Det gjorde mig bare så glad at læse at der faktisk findes mennesker, hvis instinkt ikke bare er at ignorere, for at beskytte sig selv. Faith in Humanity restored and such 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det er jeg virkelig glad for at høre. Det hele. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Hold op hvor er du sej at du handlede. Sådan en mand kan godt være skræmmende. Jeg sidder næsten med tårer i øjnene. Både over din handling, mændendes ved bussen og for hende – Maria. Jeg håber hun får hjælp. Og at hun kommer væk fra ham. Som kvinde gør det mig harm, rasende, ked af det og trist at nogle er udsat for det her. Og for nogle er det endda hverdag. Stor respekt til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja, helt ærligt: Jeg var virkelig også dybt rørt over, at så mange endte med at involvere sig i det. Først kunne jeg ikke gennemskue, hvad sykobanden var ude på, for de lignede nogle, der måske bare ville skrue op for konflikten, men så.. ja.. wauw. Det er faktisk ret stort.
      Og så bliver jeg simpelthen så glad for de anerkendende ord, som går på mig. Det havde jeg slet ikke set komme. Tak til dig. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det du her har skrevet er grunden til at jeg stadig har lidt håb for blogmediet. Du skriver fantastisk, og for fanden hvor er det en vigtig pointe du får formidlet! Gid verden (og blogverden) var befolket af flere som dig! TAK!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Myrepatter! Dem har jeg lige nu! Woah, Karen.. det er godt nok store ord, og tusind tusind tak for det. Helt gigantisk og uventet kompliment! :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Woah, sikke en historie! Det er så fucked, at nogle mennesker tror, de kan eje andre på den måde, men på en måde giver din fortælling mig virkelig troen på menneskeheden tilbage. Kæft, hvor er det stærkt, at du træder i kraft og hjælper, selvom du tydeligvis selv var i risikozonen for at få én på siden af hovedet! Og generelt at så mange vildt fremmede træder til for at hjælpe. Jeg håber inderligt, at Maria aldrig nogensinde behøver se på Allan igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Charlotte P

      Jeg blev nærmest også helt lettet over, at det ikke var endnu en historie om folks manglende indblanding. Så skønt at læse, at både syko-banden, shawarma-manden og ikke mindst DU trådte til og gjorde det eneste rigtige. Men føj en oplevelse – det er helt ok at være rystet oven på sådan en omgang!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Heldigvis ikke! Dem kan jeg ikke tåle flere af. Overvældende og nødvendig hjælp denne gang, og det er sgu ret hjertevarmende at tænke på.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Jeg håber DYBT og INDERLIGT det samme. Selv om hun måske ikke opsøger ham igen, er der selvfølgelig risiko for, at han ikke gør det samme, og det synes jeg er ret ærgerligt at tænke på. Det hele er faktisk bare ret ærgerligt – og enormt trist. 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Karoline, du er det bedste menneske i verden. Seriøst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      hehe, årh <3 det er jeg overhovedet ikke, men hvor blev jeg alligevel glad for din besked. Det er enormt stort sagt. TAK!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Voldsomt. Hvor er det godt at du turde gribe ind

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Ja. Ellers håber jeg virkelig, at nogle andre havde gjort det, ellers tør jeg ikke tænke på, hvordan det var gået.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Du er er fint og rart menneske <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Tak for dig! Dine handlinger, og fortælling, her, får mig til at føle mig tryg i vores store, lille by.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frk. C

    Puha 😢 Sikke en voldsom oplevelse!
    Hvor var Maria heldig, at hun mødte dig (og at I mødte psykobanden)… og hvor håber jeg, hun har modet til aldrig at krydse veje med sin voldsmand igen ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Meget voldsom og ubehagelig. 🙁
      Det håber jeg virkelig også, men igen véd jeg bare, hvor svært det er, for sandsynligheden for, at hun også elsker ham, er desværre ret stor. Jeg krydser alt, hvad jeg kan, for hende

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Du har måske reddet et liv i dag. Man kan kun håbe, at hun har et stærkt netværk, der kan hjælpe hende med ikke at forbarme sig over eller falde tilbage i armene på fucking Allan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline Mathilde

      Det håber jeg virkelig ikke, at jeg har; for så kommer jeg nok til at ligge søvnløs over Maria. Stakkels pige, dog.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

7 skønhedsprodukter, jeg gerne vil anbefale