Kærestevold

Lige som jeg gik og troede, at ingen mand kunne få mit hjerte til at slå hurtigere eller fylde min krop op med adrenalin, mødte jeg Allan. 

Fucking Allan. 

Det er ikke mere end et par timer siden nu. Jeg kom gående på Amagerbrogade, da jeg så ham komme løbende på det modsatte fortov. Han var meget målrettet og slingrende på én gang, og hand mål var Maria, som gik et par meter foran ham. Da han nåede frem til hende, kastede han sig over hende, rykkede i hendes hår, hev fast i hendes baghoved, trak hende ned mod jorden og slog hende. 

Jeg tog mit headset ud af ørerne, gik over vejen, skubbede ham væk og sagde, at han skulle lade Maria være i fred. 

Så blev han også irriteret på mig, bad mig om at fucke af. To fyre standser på deres cykler, spørger, om de skal ringe til politiet. Den ene fortsætter, mens den anden kigger på mig. 

“Kender du dem?” Siger han, og jeg ryster på hovedet, mens jeg prøver at holde Allan væk fra Maria. Jeg spørger hende, om jeg skal følge hende hjem, men hun siger, at hun bare skal op til bussen, og så siger jeg, at jeg nok skal få hende sendt afsted, og at jeg nok skal sikre mig, at Allan ikke kommer med. 

Jeg tager armen rundt om hende, og vi begynder at gå op ad Amagerbrogade, men Allan kommer efter os, skubber mig væk, beder mig om at skride, han holder om hende, og spørger, om hun har tænkt sig at være så fatsvag og dum, som hun altid er. Om hun har tænkt sig at gå fra ham nu. 

Hun siger, at det har hun, og hun beder ham om at gå, mens han klynger sig endnu mere til hende. Så siger hun igen, at han skal lade hende være i fred, og Allan bliver mere sur, og jeg skubber ham igen væk og siger til ham, at han skal lytte til, hvad Maria siger. Gå. 

Han stinker af øl, og hans øjne flakker. Jeg holder fast i Maria, og jeg gentager, at jeg nok skal få hende på bussen. Hun ligner en, der er ved at græde. Da vi når til busstoppestedet, går det op for Allan, at Maria har tænkt sig at smutte fra ham nu, og han kaster sig mod hende igen, slår hende i hovedet og råber.

Jeg hopper ind mellem dem, og jeg planter min højre arm hårdt i brystkassen af ham, så han vælter bagover og falder sammen i et butiksvindue, han kommer på benene, og han ligner én, der ikke fatter, hvad der sker. Han ryster på hovedet, hopper hen mod mig og løfter sin knytnæve foran mit ansigt, mens han råber: “Nu skal du fucking passe på, ellers smadrer jeg dig!” ———

Ved siden af os står en gruppe af mænd, og under andre omstændigheder havde jeg nok kaldt dem for Syko-banden, for de lignede nogle, der kom fra (eller var på vej til) Christiania for at “arbejde”. Nogle af dem var to meter høje, deres sorte hætter var trukket ned over deres ansigter, og de arbejdede som myrer; som én hjerne. Det var fucking vildt.

På to sekunder havde de lavet en mur mellem Allan og Maria, og jeg sværger, at hvis jeg havde været Allan i det øjeblik, havde jeg nok tænkt, at det var der, mit liv ville ende. 

En fyr fra den lokale shawarmabiks kom ud og sagde, at Maria og jeg kunne komme ind til ham, så ville han sørge for, at der ikke skete nogen af os noget. Men den vilde bande havde fået Allan væk; han stod ved gadehjørnet og gestikulerede mod os. Råbte, og sagde, at vi alle sammen ville fortryde det her.

Få minutter efter kom bussen. Maria ville tage hjem til sin søster, så hun ikke skulle være alene. 

Jeg spurgte, om Allan var hendes kæreste.

Det var han nok, ja.

Så spurgte jeg, om han havde gjort det før.

Ja, der var en enkelt anden gang.

Hun gav mig et stort kram og sagde tak. Mange gange. Jeg ville have sagt til hende, at hun skulle væk fra den nar, for hun fortjente meget bedre. Men det turde jeg ikke sige.

Hun hoppede ind og kørte væk. Jeg ringede til min mor, for jeg var ved at kaste op, og jeg forstod slet ikke, hvad i alverden det var, der lige var sket. Den slags sker, og det er ikke bare en Amagerbrogade-ting, det er en ting, der er hele tiden.

Det er meget sjældent, at jeg udpensler mine pointer, når jeg skriver, men denne gang tillader jeg mig at gøre en undtagelse, for jeg synes sgu, at det er vigtigt:

Intet – absolut intet – kan retfærdiggøre, at et menneske, en partner, udover vold mod et andet menneske. Hvis du er i et forhold med en voldsudøver, så skal du vide, at det ikke er din skyld. Og jeg vil bede dig om at fortælle det, søge hjælp, så du kan komme væk. Det er ofte for svært, hvis du er alene med det.